ANMELDELSE
Annemette Kure Andersen:
Dokument
Digte
56 sider
Kr. 169,-
Borgen
2001

Dokument kan hurtigt læses. Det er en meget lille bog på 56 sider, der indeholder fyrre digte på hver 5 til 10 linier sat op i en smal spalte. Hvis man læser den hurtigt, går man dog glip af alt det væsentlige. Dokument kræver sin tid. Den kræver, at man læser langsomt, for hvert ord er valgt med den største omhu. Den er dvælende, næsten hviskende tavs, man må anstrenge sine ører og hører ordentligt efter.
Man kommer ikke uden om at kalde den formfuldendt og meget stilsikker i sine virkemidler. Der digtes med sikker rytmisk sans og få men præcise metaforer, klangligt med karakteristiske allitterationer og indrim.

Smerte
Hvert digt rummer en lille verden af sansning og erindring, men man aner hurtigt et mønster bag hele kompositionen, for samtidig udgør digtene en fortælling. Samlingen er delt op i fire dele eller suiter med titlerne forglemmelser, forblindelser, fortielser og fortegnelser, der hver indeholder ti titelløse digte. Under det gennemarbejdede digteriske sprog gemmer der sig en grum historie om overgreb, vold og uhygge, som et barn er blevet udsat for og som har sat sig varige spor i den voksne kvindes liv og især hendes forhold til mænd. En smerte hos barnet, der bliver et gennemgående tema senere i livet.

I bogen optræder der sakse, metalskærere, fiskekroge, klinger af glas samt en mængde billeder på at sidde fast:
"Saksen ligger/på den tunge polstrede sofa/støvet i fald mod gulvet/urets visere bevæger sig ikke//En sølvfisk løber/op ad væggen/ikke et slag/høres."
Det er barnets konkrete billeder på det uhyggelige, smerten og ensomheden:
"Inden søvnen vil hun/befolke sin verden med/feer alfer og elverpiger/men der er kun hekse og hårde åndedrag/for rummene bliver så nøgne/når døren lukkes mod/mørket."
I de senere livsafsnit udvides dette til en oplevelse af ikke at kunne noget og af at være utryg i en verden af trusler, skygger og skæve vinkler. Netop syn bliver det gennemgående tema i samlingens sidste del, hvor øjets normale funktion svigter og ser på verden på en fordrejet og skæv måde. Ser tilbage, måske, men kan ikke fokusere helt skarpt på de smertefulde punkter i fortiden.

Et dokument kan være en form for bevisførelse, en sandhed måske eller en løgn. Dokument fortæller, at vold og overgreb findes, men er ikke dokumentarisk på den måde. Smerten vises frem som noget evig gyldigt, men jeg kan ikke sige mig fri for at have den tanke at Annemette Kure Andersen gemmer sig selv bag sine fiktioner, og jeg ville egentlig ønske, at hun ville tale mere ud af posen.
Det er det minimalistiske digts strenge krav til formen, der både er en svaghed og en styrke. At kunne sige så meget med så få ord er virkelig en bedrift, og det er smukt indtil det perfekte, men kan også lade en kold, fordi den stædige trang til at reducere alle udsagn, hele tiden at ville uddrage essensen, gør, at man savner det personlige. Digtene balancerer på kanten mellem at ville sige en masse og ikke turde gøre det, mellem den stille, næsten uhørlige hvisken og tavsheden og tomheden. Derfor rammer de nogle gange også ved siden af den hårfine balance mellem det banale og det sublime, men det skal siges, at der er mange fine digte, og de mest vellykkede rummer en smertelig skønhed, som bliver hos læseren.

Sprog og verden
Det er Annemette Kure Andersens styrke, at hun tør skrive ren poesi, der tematiserer afgrunden mellem sprog og verden. Balancerende mellem talen og det stumme. Digtene synes hele tiden i fare for at tippe over i den stumhed, som de tematiserer i et væk: Hun kender ikke/stemmen kan ikke sætte/ord på klangen hun/ville tegne cirkler/fæstne følelsen hun/taber skåle smelter/alle sine farver lader/malingen dryppe fra/fingerspidserne.
Annemette Kure Andersens potentiale er fortsat vældigt, og i de bedste digte i Dokument forløses det til fulde. Man kan ikke forlange af en digter, at hun skal lave om på sig selv og sin æstetik, og det bliver spændende at følge Kure Andersen fremover, især hvis hun tør sætte mere af sig selv på spil i digtene.