![]() |
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
ANMELDELSE Af Helene Vindsmark
![]()
Iselin C. Hermann:
"Når jeg skriver, er det af lyst. Jeg elsker det og er så spændt på, hvad der nu skal ske. Men selvfølgelig er personerne og deres erotiske bedrifter spundet at min fantasi. I den nye roman, som jeg har arbejdet med i tre år og skrevet om i hånden tre gange, var den spændende udfordring for mig at skildre det erotiske begær og de intime tanker fra begge side. Altså både den kvindelige hovedpersons erotiske følelser og hendes to vidt forskellige elskeres begær." Citat: Iselin C. Hermann (om Der hvor månen ligger ned, Ekstra Bladet 2002) |
Der hvor månen ligger ned er ikke nogen storslået intellektuel oplevelse. Til gengæld er der masser at hente for alle, der holder af at læse med sanserne vakte.
Iselin C. Hermann er på banen igen efter sin uhyre succesrige debutroman Prioritaire. Skud nummer to på den hermannske forfatterstamme hedder Der hvor månen ligger ned og handler om en ung kvinde, en amerikansk journalist, der som så mange andre ønsker at finde tilbage til sine rødder. I hendes tilfælde befinder rødderne sig i Damaskus, Syrien, og det er jo et interessant sted for en kvindelig amerikaner at drage hen.
Konstellationen amerikaner-Syrien kunne godt føre til nogle interessante, politiske implikationer, men det gør den ikke. Der hvor månen ligger ned er en kærlighedshistorie, og lokaliteten er tilsyneladende mest valgt med det eksotiske for øje. I princippet kunne den lige så godt have fundet sted i Vordingborg. Eksotiske eventyr To interessante og interesserede mænd krydser hendes vej, og da Samia er en moderne amerikanerinde og temmelig frigjort på sin egen lille måde, takker hun ikke nej, når fristelserne byder sig. Mens den forsmåede Isak, der blev udkonkurreret af drømmen om den eksotiske rejse hjem til fortiden, raser hjemme i New York, snor rænkespil og dobbeltspil og lykkelig/ulykkelig forelskelse sig ind i hinanden bogen igennem. Handlingens plot kulminerer med en overraskelse, som egentlig slet ikke havde været nødvendig. Skildringen af den dobbeltbundede kærlighed kunne sagtens stå alene. Men måske vil Iselin Hermann lidt mere, end bogen i virkeligheden kan bære.
Forførende sanselighed Til gengæld fortæller Iselin Hermann med en vidunderlig og forførende sanselighed, som rækker langt ud over det konkrete handlingsforløb. Glød og begær væver en sælsom gobelin i smukke og varme nuancer, mens bogens personer på skift fortæller den historie, der udspiller sig i de hede gader og de kølige gårdhaver. Som læser følger man henført med, når Samia færdes i basarens egenartede verden, og når hun giver sig hen i latter og gråd, kærlighed og længsler, til tider efterfulgt af en temmelig usentimental vurdering fra den mandlige deltagers side.
Der hvor månen ligger ned er et drømmende dejligt bekendtskab.
|