Christian Yde Frostholms udgivelse Afrevne ord er på flere måder et enestående værk. Ikke bare er hans projekt særpræget, interessant og konsekvent gennemført, men også selve udgivelsesformen er utraditionel. Værket udkommer nemlig i to forskellige versioner samtidig. I bogform og i en netversion. Teksten i netversionen er uddrag af bogens, men den er til gengæld bygget op omkring en serie af farvefotografier og tilføjer dermed andre og flere dimensioner til værket.

ANMELDELSE: Vi er vant til at bevæge os rundt i en filtreret virkelighed. Vores hjerne er som regel så elskværdig at fjerne de indtryk, vi ikke har brug for, før end vi sanser dem for alvor. Brudstykker af samtaler, en forbipasserendes lædertaske, et tabt stykke snor, åndssvage statements på T-shirt, en ordinær lyd, en håndværker, der spiser, en sky, der driver over himlen og så videre og så videre. Vi ænser ikke det meste, for vi har vores projekter, vores middagsmad og lyskryds at tænke på. Og ser vi det endelig, lagres det ikke, men kategoriseres automatisk som betydningsløst.

Et katalog af fragmenter
Titlen Afrevne ord er en slags genrebetegnelse for bogens samling af ganske korte tekster. Den indeholder et par digte, men ellers er den netop et katalog over fragmenter af alt fra forbipasserendes dialog, tekst fra skilte og T-shirts, til synsindtryk og ind imellem tilknyttede refleksioner. Christian Yde Frostholms princip er sansernes åbenhed og fastholdelse. Hans projekt er dermed i familie med andre kunstneriske genrer, hvor kunstneren ikke selv skaber et værk fra bunden, men søger sine værker i det allerede eksisterende. Kunsten ligger i finderens øje og hans selektion.

Men hvorfor denne vedholdende fascination af det, der vel ret beset er sanseaffald? Som det ses af eksemplet her, er det jo ikke åbenlyse guldkorn han samler. Det er netop det sædvanligvis betydningsløse, som alligevel må have en betydning siden det satte sig fast i hans bevidsthed, og som i hvert fald får det i kraft af at stå på en bogside.

Det gådefuldt almindelige
Almindelighederne og stumperne og stykkerne bliver gådefulde, når de samles og hobes op. I et af digtene nærmer Frostholm sig efter en lang og betagende opremsning af marginale syn og sansninger fra byens rum denne sammenfatning:

Christian Yde Frostholm opdager og skaber en underverden med sine registreringer. Læseren bliver suget med ned og får tilmed muligheden for at overtage hans syn bagefter.

Vi vender tilbage til digtet fra før:

De tegn, han refererer til her er asfaltens bemalinger. Vi ser to eksempler på bogens omslag: Et gult A, der er revet i stykker af trafikken – apropos de afrevne ord. Og på bagsiden et O og under det et spor af en tidligere bemaling. Asfaltens tegn, der skal vise os, hvordan vi skal navigere i byrummet, er umiddelbart underverdenens modsætning. For tegnene er klar betydning, klart indhold. Ingen vil betvivle deres funktionelle værdi.

En underverden opstår
Men ligesom ordet 'gaffel' forvandler sig fra indhold til ren lyd, når man siger det mange gange nok, så opløser asfaltens tegnsystem sig også, hvis man i stedet for bare at lade sig lede af det, begynder at fokusere indgående på det. Tegnene bliver til abstraktion og hermed opstår en anden underverden. Og det er den, Christian Yde Frostholm udforsker i sine fotografier i netversionens udgave af Afrevne ord.

        

Fotografierne er meget konsekvent optaget. Kameraretningen er mod jorden. Der er ingen mennesker, kun eventuelle tabte genstande som et cigaretskod, en mælkekarton og så en enkelt knaldrød bil. Asfaltoptagelserne står fantastisk flot, med den gråsorte asfalt som gennemgående element og ellers som regel indslag af en enkelt eller to stærke farve – en lysende klar gul, rød, blå og hvid. Billederne fungerer som en blanding mellem abstrakte, konkrete kompositioner og den fotografiske dokumentation af asfaltens tegn og ikke mindst de spor, der er afsat på og omkring dem.

Navigationen gør én tænksom
Udover billeder føjes endnu et lag til værket i netversionen. Hvert billede er nemlig omgivet af pile, som tillader en at navigere i forskellige retninger. Frem, tilbage, op og ned. Man mister overblikket og fornemmelsen af, hvor man er, når man bevæger sig rundt. Og det medfører, at man kommer til at tænke over navigationen – som netop spejler indholdet i billederne. En af de sproglige iagttagelser kommer til at virke betegnende for netversionen:

På samme måde får man som beskuer muligheden for at klikke sig rundt i asfaltens og byens underverden og lade sig fortabe i de registrerede sansninger. Lad os håbe, at andre bliver inspireret af Frostholms dobbelte udgivelse, for den understreger kun, hvad han selv tidligere har vist: at mediet er mere end velegnet til at formidle poetiske oplevelser.

Som nævnt så smitter Frostholms åbne syn af på læseren. Og det er lidt af en gave.

I dag på vej til arbejde så jeg selv et lille hvidt fjer i en busk, fire blå kontorstole bag et hegn, en blå firkant, skiltet Himmelekspressen og gennem vinduet så jeg en stol lagt op i en køjeseng. Jeg så små plasticstykker, et der lignede et nøglehul, jeg så tabt papir og pigen ved busstoppestedet var der ikke.