Man får meget for pengene i Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) nyeste digtsamling, Atlas over huller i verden. Dels er der mange huller i verden, som trænger til en beskrivelse, dels beskriver Andkjær Olsen dem særdeles godt. Faktisk kan man godt tale om, at der allerede findes en helt speciel Andkjær-Olsensk stil – og det er godt gået i betragtning af, at dette kun er hendes tredje bog

Skematiske stemmer
Omvendt bliver flerstemmigheden, polyfonien, som må siges at være hendes varemærke – eller snarere væremærke – indimellem lidt for biedermeieragtig til min smag. Det flerstemmige bliver skematisk og ikke problematiseret. Man kommer næsten til at befinde sig for godt i selskab med alle disse stemmer som bogen fremfører.

Måske kan man ikke kalde min indvending for en kritik, for jeg vil egentlig nødig være kritisk overfor et værk, som jeg fundamentalt set godt kan lide. Problemet er bare, at man indimellem spørger sig selv, efter at man har læst nogle af bogens sider: Og hvad så?

Dette spørgsmål bliver især essentielt, når man bare kender en smule til den teori, der eksisterer om flerstemmighed og polyfoni inden for litteraturvidenskab og filosofi, og her tænker jeg primært på navne som fx Bakhtin og Deleuze. Set i sammenhæng med disse 'opfylder' Andkjær Olsens digtsamling nogen gange kun forventningerne – og er langt fra så revolutionerende, som den måske mere lokalt betragtet godt kan opfattes.

Stemmer med noget på hjerte
En sådan kritik burde jeg måske holde for mig selv, for der er bestemt mest godt at hente i digtsamlingen. Fx kan jeg mægtigt godt lide, når flerstemmigheden bliver helt konkret, dvs. ikke bare ved at demonstrere sig selv tekstmæssigt i forhold til andre tekster (den ene tekst siger det sådan, den anden sådan), men ved at være en specifik funktion i sproget.

Eksempelvis når der pludselig tales som og om folket i afsnittet, der hedder "SINFONIA for en ny flod":

Og så gør det for mig at se ikke noget, at svadaen afsluttes med noget, der minder om et deleuziansk sætning. Når det mangestemmige får et konkret formål, bliver den enten musikalsk eller politisk, og det gør den for mig at se mere effektiv og overbevisende. Som fx Lars H.U.G. sang det i forgrunden for Kliché: "Folket og kun folket/er drivkraften/ i skabelsen af verdenshistorien". Man kunne også tænke på Gertrude Stein der i sine værker ofte omtalte sig selv som "everybody".

Den tøvende stemme
De mange stemmer bliver også problematiseret andre steder. Fx i afsnittet "GENTAGELSER" hvor sætninger pludselig udsættes for en slags tøven eller delay:

Denne henholdenhed er forbavsende effektiv idet stemmerne pludselig krydser hinanden, fx dér hvor udtrykket "hver gang" pludselig dækker over noget andet. Forsinkelsen er nemlig ikke entydig eller helt præcis, men varieret.

Kom i gang med læsningen
Denne form for flerstemmighed er langt mere overbevisende, end den hvor teksten nøjes med at flyde rundt på siden, og noget er i kursiv og noget andet ikke. Her udnytter Andkjær Olsen nemlig sin enorme musikalitet til at være i de mange stemmer. Det er praksis før teori, om man så kan sige.

Uanset hvad vil jeg dog opfordre alle danske lyriklæsere til at glemme mine små indsigelser for en stund og til at komme i gang med denne digtsamling, der byder på det noget af det bedste inden for dansk lyrik. Ungt, politisk og musikalsk på samme tid.