Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 4.3.2008
[Opdateret d. 5.3.2008]

ANMELDELSE
Kristian Bang Foss:
Stormen i 99
Roman
245 sider
Kr. 249,-
Gyldendal
Udkommet 4. marts 2008

 

Af
Jesper Elving




Omslag til bogen

Kristian Bang Foss
Er født 1977, uddannet fra Forfatterskolen 2003, og debuterede året efter med romanen Fiskens vindue.

Han har undervist i litteratur og i at skrive på forskellige højskoler.

Stormen i 99 er hans anden roman.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Kristian Bang Foss' første roman Fiskens vindue fra 2004...

Se et interview med Kristian Bang Foss fra DR2's Kulturguiden, hvor han fortæller om Stormen i 99 – bl.a. fortæller han, at han faktisk selv har arbejdet i InWear på Amager, men at alt ellers er fiktivt...

Kristian Bang Foss' roman har også været omtalt i DR2's Smagsdommerne – det fik debatten i gang om bogen på Tue Andersen Nexøs blog, som ligger på Informations hjemmeside...


 

Til arbejde vi gå

Kristian Bang Foss' anden roman er en personlig skildring af nutidens danske erhvervsliv og Danmark i nutiden som sådan. Historien er både spændende, latterlig og modbydelig, men hele vejen igennem fantastisk sjovt fortalt.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Aldrig havde jeg forestillet mig, at hverdagen for danske lagerarbejdere skulle kunne beskrives så præcist.

Yderst troværdig
Bogens historier udspiller sig omkring en håndfuld personer, ansat hos InWear på Amager – et sted midt i Danmarks erhversliv, hvor bevidstløshed synes totalt dominerende. Med min egen erhvervserfaring som fundament, kan jeg kun kalde Foss´gengivelse af de forskellige aspekter i sådan en hverdag yderst troværdig.

Faktisk vil jeg mene, at man må se til forfattere som Charles Bukowski og Douglas Coupland samt tv-serien The Office for at finde observationer fra det moderne erhversliv formidlet med tilsvarende skarphed.

Ironi og døsighed
Centralt i fortællingen står Anton, først i tyverne vel sagtens, som i en sløret overgangsfase i sit liv dagligt slæber sig afsted til lageret. Han er måske til en vis grad et alterego, men Anton er langt fra så velreflekteret, som bogens forfatter. Han sidder netop fast i en tilværelse, hvor ironisk distance og døsighed synes at være livsvigtige våben.

Vi følger Anton og et par af de andre ansatte, som måske har det til fælles, at de alle er oppe imod den ironiforladte frejdighed, som kommer til udtryk gennem lederne og de ældre medarbejdere.

Lulu fra Design
Meget elegant og stærkt humoristisk fletter Foss virksomhedens sprog ind i sin historie, bruger virksomhedens ord som var det en selvfølge. Fx hedder tre af bipersonerne "Lulu fra Design", "Ib fra Shipping" og "Flemming fra Fladt Stock" – henvisende til deres respektive afdelinger.

Kristian Bang Foss er virkelig god til at skrive scener frem, og mange af bogens gyldne øjeblikke skildrer erhvervsaktive menneskers professionelle bevægelsesmønstre uhyggeligt præcist.

I visse passager bliver det også direkte fjollet, som da et lsd-frimærke finder vej til couscous-salaten i kantinen, men man følger med som læser, fordi forfatteren arbejder med en humoristisk timing, som er en komiker værdig.

Der er ikke tale om en "samtidsroman", bogen er ikke en skildring af virkeligheden i tiden. Der er måske tale om en måde at opleve på, som er ganske udbredt, men i sidste ende ligger bogens kvalitet i Foss' stemme og i hans originale måde at gribe fortællingen og prosaformen an på.



* * *

 
Teksteksempel


Uddrag fra Kristian Bang Foss' Stormen i 99:

Rene er i bil i dag – han har slået skinnebenet, da han kom løbende for at sparke en AGF'er. En fed plysset mand i Brøndbytrøje var kommet løbende for at sparke fra den anden side, men AGF'eren, der lå på alle fire og brækkede sig, havde flyttet hovedet i sidste øjeblik, så den fede mand havde sparket Rene på skinnebenet i stedet. Det er ikke i gips eller noget, men der er et stort blåt mærke, og han humper. Rene røg dagens første joint i bilen. Han havde egentlig tænkt sig at være syg igen i dag på grund af benet og havde ikke sat vækkeuret, men da han vågnede, gjorde det mindre ondt, end han havde troet, og da sygedagene ikke er betalt på InWear, ringede han til Kim og sagde, at han alligevel var på vej. Rene skænker en kop kaffe fra termokanden, der står på kontorøen i Fladt Stock, hvor Flemming sidder og taster ind. Brokkeriet begynder med det samme: påståeligt vrøvl om arbejdet på lageret, med underliggende anklager om inkompetence, hvor han lader det skinne igennem, at han i virkeligheden er den eneste, som ved noget og kan bestille noget. Her på det sidste har han tillagt sig den fuldstændigt åndssvage vane at garnere sit kværulanteri med omkvædet næh du, den var ikke gået i livgarden, som han leverer, mens han i en drævende bevægelse vrider hovedet fra side til side og læner sig tilbage og stirrer udfordrende med armene over kors.
    – Har du været i Livgarden? spørger Rene i distraktion, mens han tjekker datoen på sødmælken ved siden af termokanden.
    – Det er en talemåde.
    – Jeg har aldrig hørt den før, er det noget man siger i Jylland?
    Nu kommer Katja sjoskende med sin dårlige holdning, der virker villet. Det er en tid med efterdønninger af grunge og post-punk, og hun ser altid forjasket ud, som om hun lige har været kastet ind i en tørretumbler sammen med en pakke palmin. Hun har noget kørende med Rene, det er ikke det helt store, men hun kan godt lide ham, og han er sød ved Nicky og henter ham nogle gange i børnehaven, hvis hun af en eller anden grund ikke kan nå det. Af og til er hun nødt til at tage ham med på arbejde i nogle timer. Kim er ligeglad, han ved, hvordan det er, men andre lader bemærkninger falde, selv om hun i og for sig passer drengen godt. Men at have ondt i røven og være om sig er den naturlige opførsel på lageret, hvor folk intrigerer og er ubehagelige lige så ureflekteret, som de trækker vejret. Flemming farer af sted for at hente papir. Rene fjerner Katjas kastaniebrune hår og giver hende et kys, hun ser træt ud, og han hvisker, op med humøret – de går lidt stille med dørene med det, de har sammen. Så humper han ned i Hængende Preorders og finder Sean. De går ud bag papcontaineren for at ryge en joint.



[NB! Teksten er fra s. 26-28 i bogen.]

[ t o p ]       [ h j e m ]