Tempo-prosa

John Bang Jensen er med sin tempofyldte prosa konstant på udkig efter nye veje i sproget. Det giver hans korte noveller og andre eksperimenterende stykker en fin spænding.

BONUS-INFO:
Læs teksten Rutetræning fra bogen

ANMELDELSE: Kystnære områder består af en række korte og lidt længere historier. Ind imellem disse stykker leges der humoristisk med andre former, fx et afsnit med spørgsmål og svar, et brev til kommunen og en rapport udarbejdet efter et mindre flyuheld. Forfatteren er god til at mime bureaukratisk alvorlighed, til tider i nærheden af Hans Scherfigs stemme, men om muligt endnu mere tongue in cheek.

Prosa med fremdrift
John Bang Jensen skriver en vågen prosa med korte sætninger og hårde opbremsninger, og han gør det med konsekvent opmærksomhed på sin egen placering i forhold til ordene.

Netop dét, at man fornemmer, forfatteren har arbejdet vågent, giver bogen en konstant fornemmelse af fremdrift. Der er en meget fin sproglig spænding i fortællingernes nøgternhed og de korte præcise sætninger, og han griber til tider nogle flotte abstrakte koblingsmuligheder i sine historier. Det er nærmest en slags drømmelogik, der er på spil.

I en af historierne skriver Team Fakta-rytteren Bob Dylan uden tøven en rundhåndet check til hovedpersonen, som efterfølgende vinder Tour de France med et tog som transportmiddel. Så hurtigt kan det gå.

Uventede drejninger
John Bang Jensen leger smidigt med humoristiske og underfundige træk, ofte med en slags idealistisk jovialitet i fortællerstemmen, og selv om historierne lever i sig selv med deres forskellige karakterer, mærker man hele tiden forfatteren tilstedeværende inde bag siderne.

På samme måde som der skiftes og kobles hurtigt inde i historierne, skiftes der også hurtigt fra historie til historie, og forholdet mellem forfatteren og ordene bliver på den måde lige så interessant som forholdet mellem karaktererne og deres virkelighed.

Bogen er et flygtigt og tempofyldt forløb, som i løbet af 112 sider stritter i mange retninger, og det, som gør Kystnære områder til en stærk prosabog, er måske netop, at forfatteren hele tiden forholder sig vågent i forhold til sproget. Det gør, at han kan foretage de uventede drejninger og gribe de koblingsmuligheder, som byder sig til. Det synes at være et slags projekt for forfatteren at få adgang til disse mere abstrakte snoninger i historierne ved at bevæge sig ind under den idealisme og de grænser, som ligger i sproget.