Som læser skuffes man, hvis næsen er sat op efter aggressive, litterære udfordringer og mord i verdensklasse i Bent Otto Hansens debut som krimiforfatter. For romanen Mord på landsholdet er mest af alt præget af henholdende ordspil, et par offsidekendelser og et dumt selvmål relativt tidligt i bogen.

Lige fra første fløjt er det tydeligt, at Bent Otto Hansen er på udebane i denne krimi. Han virker en smule trykket af de forventninger, der automatisk knyttes til genren: Højt tempo, effektive replikskifter, dybe stikninger og en masse mord.

Forfatteren forsøger ganske vist tidligt at etablere en form for pres på læserne – at holde os i suspense ved at ridse konturerne af et plot op: Vi er i Lissabon, hvor det 23-årige danske stjernefrø af en uortodoks angriber, Martin Sommer, er forgudet af tilhængerne af byens 3. bedste hold, Belenenses.

Sommer befinder sig i periferien af den danske VM-trup, som under ledelse af Michael Laudrup og Morten Olsen er på vej til Japan/Sydkorea. Men inden han når at få beskeden om sin udtagelse, ja faktisk inden historien for alvor tager fart, bliver Sommer brutalt slået ned og bortført...

En kamp op ad bakke
Bent Otto Hansen er imidlertid lidt for usikker til at udnytte denne ellers temmelig oplagte scoringschance. Det løber lidt ud i sandet på midtbanen med nogle rodede og utroværdige replikker, lidt for detaljerede miljøbeskrivelser og så en meget tydelig offside i form af en komplet utroværdig telefonsamtale mellem Laudrup og Olsen.

Allerede efter kun tre kapitler og godt 30 siders effektiv fortælletid er det klart, at den her bog bliver en kamp op ad bakke for Bent Otto Hansen. Og så er hans mest alvorlige problem ikke engang kommet på banen endnu.

For hjemme i landsholdets træningslejr i Vedbæk venter et sandt raritetskabinet af super- og mellemkendte ansigter og navne i og omkring DBU med spænding på nyt om Sommer. Og selvom det i sig selv er ganske imponerende, at Bent Otto Hansen efterhånden får tiltvunget sig så meget magt over spillet, at det kommer til at virke om ikke naturligt, så i hvert fald næsten umærkeligt, når Morten Olsen rituelt afslutter sine telefonsamtaler med Michael Laudrup med et "hils Siw", så ændrer det ikke ved, at forfatteren scorer et klokkeklart selvmål, da han lader en fodboldgal kriminalassistent overtage boldføringen.

For det viser sig, at kriminalassistent Landberg ikke ligefrem er nogen plot-driblekonge. Faktisk er han en rigtig boldvarmer, der i alenlange kampreferater fra højde- og lavdepunkter i den danske og europæiske fodboldhistorie og tilsyneladende uendelige anekdotiske indslag om forskellige boldkoryfæer hiver ethvert tilløb til tempo ud af fortællingen. Det undrer, at forlaget ikke har dømt nøl for længst.

Giftige kontrastød
Måske er det blot Bent Otto Hansens begejstring for det ædle spil, som skinner kraftigt igennem. Måske er det simpelthen en omgang showoff. Uanset hvad så bliver det temmelig kedsommeligt i længden. For selvom det er meget sjovt at få genoplivet VM-kvalifikationskampen Portugal – Danmark fra 1976, så er 12-13 siders minutiøs kampreferat inklusiv en detaljeret gennemgang af den danske holdopstilling, spilledragt og diverse taktiske overvejelser skudt langt over målet.

Det er lige præcis den slags ævleri, som sammen med nogle pudsige arketypiske helte- og skurkeroller til hhv. Michael Laudrup og Peter Schmeichel (sidstnævte er i øvrigt udstyret med det imposante mellemnavn Boleslaw, fortæller Landberg i endnu en totalt overflødig sidebemærkning), der dræber intensiteten i Mord på landsholdet. Og så krydres den oven i købet med et par grove fejl i eget straffesparksfelt i form af rod i detaljerne (fx erindrer Landberg farven på spillernes sokker fra en kamp, han kun har set transmitteret i sort/hvid).

Bagud med flere mål burde Bent Otto Hansen været tvunget til at satse frem ad banen, men han er stadigvæk kun farlig i et par giftige kontrastød, hvor vi i glimt følger kidnapningen i Portugal. Og med ca. en fjerdedel tilbage af kampen afvikler Bent Otto Hansen endda denne del af fortællingen, hvilket nogenlunde svarer til at skifte sin sidste angriber ud for at styrke forsvaret.

Kampen synes tabt, og det, der skulle have været en storstilet offensiv med flerstemmig tilsvining af Boleslaw, udtagelse af Sommer til landsholdet og afsløringen af hans mystiske, vistnok fodboldspillende far, løber ud i sandet.

En taktisk brøler
End ikke et trøstmål bliver det til, og facit efter 292 sider er et klart nederlag på 4-0 til Bent Otto Hansen.

Blandt de alvorligste brølere på det taktiske plan er forfatterens tilsyneladende manglende forståelse for genrens vigtigste elementer: Ud- og afviklingen af plot. Det, der skulle have været romanens point of no return; det sted, hvor læseren opgiver at få lavet aftensmaden og i stedet for bliver hængende i bogens univers for at se, hvordan hovedpersonen nu klarer sig ud af denne helt umulige situation, udvikler sig højest mærkværdigt til en afvikling af bogens eneste elementært spændende moment – kidnapningen af Martin Sommer.

Men når det "kun" ender med et stort men trods alt nogenlunde acceptabelt nederlag til Bent Otto Hansen, og når denne anmelder alligevel nærer en smule forhåbninger til hans fremtid som krimiforfatter, så hænger det sammen med to ting:

Dels lykkes det faktisk for Bent Otto Hansen at få skabt nogle rimeligt troværdige figurer. På trods af, at han har en uklædelig tendens til at ridse dem lidt for tydeligt op – og dermed en gang imellem nærmer sig karikaturen. Som fx når han lader den kreative Martin Sommer være så uortodoks, at håndboldvalkyrien Anja Andersen til sammenligning nærmest er konservativ i sin spillestil (på en friløber i overtiden ved stillingen 1-1 vælger Martin Sommer således ikke bare at afdrible målmanden og hamre bolden i kassen. Næ-næ; han forsøger at løfte bolden med sin hæl og vrist over sig selv og målmanden, kaste sig vandret ud i luften i samme, glidende bevægelse og så saksesparke den ind i krogen...).

Og dels startede landsholdets spydspids Ebbe Sand jo, som Bent Otto Hansen naturligvis også når at fortælle os undervejs, som en decideret boldmongol i Brøndby IF. Det kunne næsten kun gå fremad – og det gjorde det jo i dén grad for sidste års topscorer i Bundesligaen… Man skal med andre ord aldrig afskrive boldmongolerne for tidligt i karrieren; ind imellem skjuler de en international stjerne i deres indre.