FOGSAND
stenen fra fogense so
     ver sin tusind å
     rige tornero
     sesøvn (som ingen
digter nogensinde skal
     vække den af med
     sit kys af salt og
enebær) sover sødt som
     en sten uden en
     eneste drøm på
     bunden af uni
versets vældige mørke

     oktobrium–vi
bader i mørket vandet
er brændende koldt som dø
     den måske anta
     ger jeg selvom det
     ikke er vores
     tur denne gang her
     oppe på sandet
med gåsehud og blå næ
ser og jeg kan derfor
trygt kan sige: 'af vandet
     skal du genopstå'

     stenen fra fogen
se lugter af gas hvis den
     slås mod en anden
     dufter indtil be
svimelse af tang og jo
     did hvis ikke og
     i sig selv som en
buket visne forglemmig
     ej spredt over ha
     vet lugter som di
ne armhuler min elsked
de af vilde bisværme