Både til gården og til gaden

Satirisk kulde og stilistisk lir bærer Sexdronning hele vejen i hus som en vellykket debut.

ANMELDELSE: Set i sin helhed bevarer Sexdronning balancen mellem at være en typisk omgang forfatterskole-krimskrams og på den anden side have noget så banalt som et indhold og en markeret holdning til nogle mennesketyper, som forekommer at være i det mindste ikke usandsynlige i dagens Danmark.

Selvom den måske er lidt for svingende i niveau, og selvom nogle af dens bærende idéer nok ikke er helt robuste nok, er den i det hele taget vellykket og kan både blære sig med sine former og fremvise et indhold af en vis tyngde (måske er det sådan titlen i virkeligheden skal læses?).

En enkelt genre er ikke nok
Som for så mange andre af tidens forfattere er en enkelt genre ikke god nok til en hel bog, så forfatterskoleeleven Christina Hagen spiller derfor sin debut ind imellem novellesamling og roman.

For en hurtig læsnings betragtning slingrer vi sådan lidt frem og tilbage mellem det løsrevne og noget mere samlende. Der fortælles af anonyme jeger, der alle sammen er sådan rimeligt iskolde i røven eller fuckt inde i følelserne, og det kan ikke udelukkes, at nogle af dem måske er det samme. På den måde kaster teksten rundt med velkendte temaer som afstand, fremmedgørelse, væmmelse og dumhed.

Bogen vil sige noget
Det bedste ved bogen er, at den vil sige noget, og at den kan det. Teknisk set har den alle de røde tråde helt i orden. Stilen er ikke skyhøj, men til gengæld følges den pænt ad med sin satiriske tone. Men den forekommer samtidig lidt for broget og ikke magter ikke helt at holde niveau fra start til slut. Måske har der været lavvande i skrivebordsskuffen, da samlingen skulle have sit stof sorteret.

Svagt står således den fremtrædende plads, man har givet til en række ophobninger af aforistiske og smålyriske betragtninger, der alle sammen starter med ordene jeg husker. De pibler frem som et kildevæld af en sten, men hvor, de løber hen, er vist nærmest ingen steder. Derudover forstyrres det samlede projekt yderligere af nogle kogeopskriftspasticher Til de sultende i Afrika, hvor næsten alle ingredienser følges af en parentes, der siger kan udelades. Sjovt og flot, men også to skridt frem og tre tilbage.

Rigtig stærkt står til gengæld den centrale, og lidt længere, novelle Cecilie, der handler om lesbisk kærlighed på tværs af generationer; en helstøbt og overbevisende jeg-fortælling med stål i bukserne og ord på hjertet. Men den står lidt alene i Sexdronning, og de omkringliggende tekster formår ikke at give den tilstrækkeligt modspil.

Leg med novelleslutningen
Mindre iøjnefaldende end alle de højlydte fingerknæk, men et langt stærkere og bedre integreret træk, er Hagens leg med novelleslutningen. I mere klassiske noveller kan man som regel mærke slutningen, når den er under opsejling – skibe har det med at tage vand ind, inden de synker.

I stedet får vi her nogle mærkværdige og abrupte slutninger, der ligesom imploderer ind i en pludseligt opstået tavshed. Jeg forstår det ikke helt men synes – når man nu skal eksperimentere, og eksperimentere, det skal man – at det er et (undskyld ordvalget) interessant eksperiment.

Altså en blandet fornøjelse, men helt klart en fornøjelse. Som debut betragtet må man – nok netop på grund af dens lille håndfuld knagende fejltagelser – kalde den viljestærk og lovende.