Der er en politik i Claus Handberg Christensens minimalistiske stil. Ord er dyre og skal ikke spildes på pjank.

ANMELDELSE: Der er blevet talt meget om en bekendelsesbølge inden for den nyere danske litteratur, ikke mindst omkring Lone Hørslevs seneste digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, der havde undertitlen eller måske rettere genrebetegnelsen "skilsmissedigte".

Jeg synes nu stadig, at det er småt med bekendelsen i flere af disse nye bøger, men derimod at der er nok se til, hvad angår de formmæssige udskejelser. Det gælder også Claus Handberg Christensens meget fine bog med den bastante titel Tak for mørket, far, der blandt meget andet også handler om en skilsmisse.

Bogens første 276 sider er mestendels hvide og med kortprosa-tekster, der højest rummer tre linjer. Desuden er den udstyret med sort/hvide billeder, taget af forfatteren selv, efter sigende i et forstadskvarter i Viborg inden for en radius af 1,5 km fra forfatterens barndomshjem.

Skriften som luksus
Således er skriften eller poesien (måske?) på en måde en luksus i denne bog, eller den tager sig i hvert fald godt betalt ved kun at fylde meget lidt i forhold til de dominerende hvide sider. Fx disse linjer:

jeg er bange for nogle af de sider af mig selv jeg er
kommet til at kende; for de sider jeg endnu ikke
kender, har jeg ingen ord

Når man læser ovenstående, er det måske en tilsnigelse at kalde teksterne for prosa. Her i eksemplet er der måske snarere tale om vers. Men det er kendetegnende, at teksterne bevidst er ubestemmelige: af og til aforismer, af og til potentielt narrative, måske dagbogsoptegnelser, måske strøtanker, anekdotiske erindringsglimt.

Der ligger en politik i den minimalistiske stil. Ordene er dyre, de er dyrekøbte erfaringer, og de skal ikke spildes på pjank, men derimod have plads til at udfolde sig, til at fylde noget. Naturligvis fornemmer man, at jeget har været igennem flere gruelige ting: en skilsmisse, et opgør med sin far og, ikke mindst, sig selv som far. Under ordene ligger der således en sluttet patos og alvor, som klæder teksterne.

Måske er det en overfortolkning at sige, at de hvide sider virker trykkende i forhold til skriften, sproget, men alligevel. Læser man fx bogen fra ende til anden, er det som om, at sproget, erindringerne, opgøret og selvopgøret ebber ud: "der er næsten ikke flere sætninger tilbage i verden" lyder det på den tredjesidste side. Men også undervejs fornemmer vi alt det, der ikke bliver sagt, alt det der ikke er ord for.

Punktum-effekt
Bogen rummer humor: Flere passager er uhyre sjove, men de er altid set på baggrund af noget andet, en krisetilstand, et nu der ikke lykkes, hvilket på en måde er paradoksalt, idet den aforistiske skrivestil jo handler om nuets skrift, en skrift i fluks, som aldrig stopper, hvilket de manglende store bogstaver ved hvert tekststykkes begyndelse og de manglende punktummer efter de selvsamme demonstrerer.

Hvis der er et punktum i denne bog, så er det i en mere abstrakt forstand en punktum-effekt, som i Roland Barthes' terminologi, noget uudsigeligt, noget ved minderne og ordene der ikke vil komme for en dag, men som vi alligevel fornemmer. På den vis understøtter bogens form fint teksterne. Billederne af det mennesketomme forstadskvarter signalerer, at her har der engang været liv. Teksterne gør det samme. De bliver snarere metonymiske spor af liv end deciderede udsagn om og fra levet livet.

Omvendt eller måske snarere derfor fornemmer man, at Claus Handberg Christensen egentlig har meget at fortælle, og selvom han doserer sine virkemidler flot, og bogen på alle måder er fantastisk stilsikker, så kunne jeg stadigvæk godt tænke mig at høre mere til de historier, han vælger ikke at fortælle. Det behøver ikke at vælte ud med bekendelser, flere anekdoter kunne også gøre det.