Iselin C. Hermann:
Når betydning bliver belastende

Dampe er en økonomisk bog: Tiden føles ekstra lang, mens man læser. Det er en art kærlighedshistorie, som udredes parallelt med et historisk forløb, formidlet af et spøgelse.

En skolelærer på flugt fra et forlist forhold til en gift kvinde i København søger tilflugt på Christiansø, bliver forelsket i en ny gift kvinde, som han får et forhold til, samtidig med, at han hjemsøges af øens spøgelse, doktor J. J. Dampe, (og det endda lige samtidig med, at skolelæreren har et tema om det overnaturlige med de små elever – næ, hvor pudsigt) en slags skolelærerens alter ego, som peger på parallellerne mellem sin egen kærlighedshistorie og skolelærerens. Foruroligende, ikke?

Småfilosofiske betragtninger
Nåmen Dampe kan ligesom sætte ord på nogen af de kvaler, som skolelæreren lider under; faktisk besidder han en sand overflod af livsvisdom. For eksempel:

Den slags småfilosofiske betragtninger er de ikke karrige med, spøgelset og skolelæreren. Så hvis dét er noget for en, bør man læse bogen.

Og så er der også nogle edderfugle eller noget i den retning, som flyver sådan lidt rundt på øen, og så lægger de nogen æg, og så er det ligesom meget betydningsladet. Ja, man kommer faktisk til at tænke på Løgneren og hans sneppe – forskellen er bare, at Martin A. Hansen ikke smurte så tykt på for at være sikker på, at vi hele tiden havde fattet pointen. Megen forståelse gik sikkert tabt på den konto, men hvad, så kan man jo læse bogen igen. Iselin C. Hermann, derimod, har skrevet en pædagogisk bog: Hun forklarer ting, så ingen går glip af noget som helst. Jeg ville foretrække, at hun havde mere tillid til sin læser og stolede på, at han eller hun selv kan lægge to og to sammen.

Sprogligt er Iselin C. Hermann ikke for fin til at bruge vendinger som "Blandt titusinder ville jeg kunne kende hendes duft med bind for øjnene" (Med bind for øjnene – så er vi helt sikre på at kunne følge med, ikke sandt?) – en formidlende omstændighed er det imidlertid, at hun introducerer glosen at fintænke. Den er god.

Thøger Jensen:
Virtuos brug af viskelæder

Serpentine af Thøger Jensen er også en økonomisk bog: Helt korte kapitler, de fleste er vel en halv sides penge. Glimt af hændelser, tanker og samtaler i et lille rejseselskab. Der er huller i fortællingen. Eller snarere mellemrum. Der er ikke plads til mellemregninger hos Thøger Jensen. Så det, vi får, er øjeblikke, som ikke afdækker hverken nutid eller fortid tilnærmelsesvis fuldstændigt, men som alligevel får fortalt mere end det umiddelbart synlige.

Historien er enkel og lidt sær. Alex og William skal bestige et bjerg, men en flok højlandskvæg står i vejen midt på vejen. De rokker sig simpelthen ikke ud af stedet. Og det er ikke sådan lige at køre uden om. Der er for sumpet. Så de venter. Og venter. En kvinde kommer til, en turist. Hun kan jo heller ikke komme uden om kvæget. Så venter de sammen. Selv om det bare skulle have været en weekendtur. Det er lidt besynderligt. At de ikke gør mere for at få køerne til at flytte sig. Eller vender om. De skal jo tilbage på arbejde om mandagen. Men nu står der også køer bagved bilen, så det lader sig ikke sådan gøre. Så de venter. Og måske gør det ikke så meget.

Præcist og detaljeret
Thøger Jensen må have haft hele den fyldige fortælling i hovedet. Måske har han skrevet den ned. Og så visket alle de ord ud, som overhovedet kunne undværes. Tilbage står en fint skelet, sine steder nærmest gennemsigtigt, andre steder mere præcist detaljeret. Sproget er slankt og konkret – fænomenale udtryk. "Et par af de mindst pjevsede aluminiumsspær", for eksempel. Eller dette kapitel (om den til tider lamme kvindelige turist Cornea):

Thøger Jensen beskærer sin historie, så det er en fryd og turnerer sine ord med skæv præcision. Han fortæller bare lige akkurat nok. Og mere er der ikke at sige.