Viva Davidsen

Leif Ramasjang Davidsen slår til igen.

ANMELDELSE: Nu er Leif Davidsen ikke lige frem kendt for at være decideret puritansk i sine bestsælgende krimier. Og det kan han heller ikke anklages for at være i sin nye af slagsen, formoder jeg – altså bestsælgende – På udkig efter Hemingway.

Davidsen har denne gang valgt et i bund og grund klassisk udgangspunkt for knaldromanen: Mand rystes i sin grundvold af voldsom begivenhed og tænker sig grundigt og eksistentielt om. Mand finder ud af, at livet indtil nu lidt for meget er levet på automatpilot, kastes ud i et hæsblæsende eventyr og hænger på med det yderste af neglene. Gerne krydret med lidt vold og en veldrejet kvinde eller to.

Indiana Jones på sønderjysk
I På udkig efter Hemingway er vores hovedperson en midaldrende gymnasielærer fra Sydvestjylland, hvis kone for nyligt er død. Konen var vores helts første og eneste kæreste, så det er naturligt nok en noget rystet mand, der bruger nogle af pengene fra hustruens pensionsopsparing på en form for dannelsesrejse i hælene på Hemingway – hans evige, litterære idol.

I Key West vil tilfældet med dets fulde udtrækning af musik, at han render ind i en gammel eksilcubaner med en strandet datter i moderlandet – og skumle forbindelser med fæle mænd fra noget, der mest af alt minder om CIA.

Og sandelig om ikke vores fodformede gymnasielærer via Finland pludselig finder sig selv i Havanna på en hemmelig mission – dels fra den gamle eksilerede farmand og dels fra hans fæle, CIA-lignende forbindelser… Og pokker tage mig om ikke den hemmelige mission udvikler sig til en regelret skattejagt, hvor den begravede skat er intet mindre end den største litterære sensation, der næsten tænkes kan.

Både mænd og kvinder bliver skudt og dræbt, op til flere kvinder falder for den spansktalende gymnasiast fra Ringkøbing, og han på sin side falder overraskende let ind i rollen som både latinolover, hemmelig agent og – med nogle få klædelige aldersbetingede kropslige lidelser – som Indiana Jones.

Effektiv underholdning
Som antydet indledningsvis: Det er kulørt. Det er endda meget kulørt. Der er skruet godt op for effekterne – i en marginalt anderledes kulisse kunne det såmænd godt have været en gammeldaws cowboy-roman. Komplet med hyppende heste, hæderlige helte, gæve gutter, kvidrende kvinder, raske romancer og skrupelløse skurke.

Det tangerer i glimt det komiske, men tag ikke fejl: Med På udkig efter Hemingway er man også effektivt underholdt. Som altid viser Leif Davidsen stor genremæssig styrke. Han har tilsyneladende svoret en eviggyldig troskabsed til berettermodellen – med deraf følgende sikker (og lidt kedelig) plotafvikling. Det er ikke decideret super troværdigt eller noget pragtstudie i den menneskelige psykologi – men giver sig omvendt heller ikke ud for at være det.

På udkig efter Hemingway er rendyrket ramasjang-underholdning. Ikke mere – ikke mindre. Det er ikke Davidsens bedste roman, ej heller efterårets stærkeste krimi – men lur mig, om ikke det bliver en af årets mest populære udgivelser.