Martin Kongstad og Henrik Vesterberg har skrevet en bog om dengang i 80'erne, hvor punken måske kun var halvdød og man grupperede sig skarpt ved enten at være mod det bestående eller gik med slips og gjorde karriere.

60'ernes og 80'ernes unge er i den officielle historieskrivning ofte fremstillet som værende i skarp opposition til hinanden, hvilket ikke er forkert: De unge i 80'er generationen reagerede mod den omsiggribende politisering af alt fra privatlivet til kunsten som 60'er generationen var kommet til at repræsentere. Samtidig tillod den ældre generation sig at hæfte nedladende og patroniserende betegnelser på 80'ernes unge: Nå-generationen. En reaktion var uundgåelig.

Den fjendtlige stemning de to generationer imellem er aldrig stilnet helt af og giver sig jævnligt udslag i aviskronikker og -polemikker. Den, polemikken, er efterhånden degenereret til debat på sandkasseniveau, der handler om hvilken af de to generationer, der er den mest forkælede.

Det er umuligt at se bort fra at 60'erne var en periode med hidtil uset samfundsøkonomisk fremgang, fuld beskæftigelse og optimisme, mens 80'erne var et Danmark i dyb krise. Lars H.U.G. siger i et interview: "I 80'erne vågnede man hver dag og var deprimeret over atomtruslen og bed negle over, hvordan man skulle klare sig. Udsigterne var så håbløse, at man ikke gad lave noget. Men der var heller ingen udsigter ved ikke at lave noget." Denne indsigt er siges at være 80'er generationens styrke, for, trods hårde odds, lykkedes det at komme videre, "at lave noget".

Begge var oprørsgenerationer
Der er dog også, mindst et, væsentligt fællestræk mellem de to generationer: Begge var de oprørsgenerationer. Om end, som antydet ovenfor, på vidt forskellig baggrund. I den forbindelse er det misvisende at 80'erne i Kongstad og Vesterbergs bog betegnes som "et udskældt årti". Om noget er 70'erne udskældte, ikke mindst af 80'er generationens unge, for at være kulturfjendske, fodformede, udflydende, pædagogiske, med bløde mænd og lilla bleer, kapitallogiske – alt det som eftertiden på det politiske såvel som kulturelle niveau har lagt afstand til med eftertryk.

"80'erne var et årti præget af brud. Uanset hvilket miljø man tilhørte, var man optaget af at bryde med gældende konventioner. Man provokerede og aktionerede på et utal af måder. Nogle nægtede helt at forholde sig til det bestående, andre tog slips på" skriver Kongstad og Vesterberg i forordet. Det er en af de "sandheder" som bogen fører frem, men som med lige stor ret kunne siges om 60'erne og 70'erne.

Den slags flotheder skal tages med et gran salt, for det er altid en elite, der bliver toneangivende og kommer til at inkarnere tidsånden. Sådan må det være. Derfor er Signe Wennebergs fotodagbog også velanbragt. Hun er en "almindelig pige", der gerne ville være noget indenfor tv (hvad ellers?), men ikke kom i gennem nåleøjet. Hende kan de fleste identificere sig med. Og var der tale om brud, når Yuppierne iklædte sig slips og jakkesæt og førte sig frem med de nyriges vulgære hensynsløshed?

Når man kigger lidt nærmere efter i nærværende bog er det til gengæld slående at man ikke længere kan tale om ungdommen som en homogen enhed. I stedet tegnes der et billede af en splittet og rådvild ungdom, der ikke kun ser sig i opposition til de ældre generationer, men også til de indbyrdes forskellige grupperinger, som der er meget skarpe skel mellem.

Det er en af de karakteristiske ting ved 80'er generationen, at man her for første gang aner de klare konturer af den individualisme, som vi i disse år ser fuldt udfoldet. Tanken om det store fællesskab er gået til grunde og erstattet af mindre vidt forskellige grupper.

Selviscenesættelse og medier
Dengang i 60'erne hedder en bog fra 1978 (Bente Hansen m.fl.). Den er formet som et vue over et årti med tilhørende tolkninger af de tilhørende politiske og kulturelle strømninger. En blanding af interviews og essays gør, at man får et både bredt og dybdeborende blik på et stykke væsentlig nyere Danmarkshistorie. Hansens bog nævnes ikke i Kongstad og Vesterbergs bog, der ganske vist, som forgængeren, benytter montagens form.

Samtidig afspejler æstetikken i den nye bog endnu en afgørende forskel mellem de to årtier. Her benytter man også en blandform af interviews og optryk af dokumenter såsom KUK's og DKU's medlemsblade og udskrifter af diverse tv udsendelser m.m., der gør Dengang i 80'erne til et dokument i sig selv, hvor skuelysten er det foretrukne blik på fortiden frem for den mere fortolkende, tilbageskuende form i Dengang i 60'erne.

I Kongstad og Vesterbergs optik var 80'erne præget af medierne, selviscenesættelsen og fascinationen i en grad som ingen ville kunne forestille sig i de uskyldige 60'ere. Man efterlades med det indtryk, at vi her for første gang bevæger os ind i en tid, hvor medierne ikke længere blot formidler virkeligheden/begivenheden til modtagerne, men også på meget væsentlige punkter er med til at skabe vores virkelighed og forståelsen af den.

Ny forståelse for tv
Dette manifesterer sig på en meget konkret måde i det øjeblik Danmarks Radios monopol bliver brudt i starten af årtiet med Kanal 2 som spydspids på lokal tv området. Men også inden for Danmarks Radio sker der afgørende nye ting i vores fælles forståelse af hvad tv kan og skal og hvor langt man kan gå i manipulationen af de medvirkende og seerne.

Derfor bruger Kongstad og Vesterberg meget plads på at beskrive og tolke det berømte afsnit af litteraturprogrammet Bazar, hvor firserdigterne Michael Strunge og Pia Tafdrup skændtes med halvfjerdserdigterne Kristen Bjørnkær og Lola Baidel. I et interview kalder Søren Ulrik Thomsen det for det første eksempel på reality tv "den første udsendelse, hvor nogen bliver stemt hjem". Værten og programlæggeren Jens Winther havde, ifølge flere af de involverede, på forhånd sikret sig at deltagerne ville komme op at skændes og programmet dermed kom til "at skrive litteraturhistorie". Hvilket atter minder om at formidling af "svært" stof på tv for ofte ender i grov forsimpling.

Blandingen af fiktion og fakta
Samtidig produceredes der på DR nyskabende og tankevækkende tv af Poul Nesgaard og Nulle. Deres udsendelser fra den såkaldte Baggårdsredaktion er legendariske. I en dristig og vellykket blanding af fiktion og virkelighed lykkedes det at skabe tv, der både var engagerende, underholdende og nuanceret. Alt hvad der i disse udsendelser giver sig ud for at være tilfældigt opståede situationer er nøje iscenesat og tilrettelagt. Effekten er her en helt anden end den platte, ubrugelige sensation fra Bazar.

Nesgaard og Nulle skaber en verfremdung, som er en sideløbende kommentar til sandhedsværdien i mediet og faktionsgenren som sådan, så både indhold og form går op i en højere enhed. Her giver Kongstad og Vesterbergs bog mening som krønike. Det er godt set af Kongstad/Vesterberg at modstille disse mediebegivenheder som karakteristiske for firserne og dermed pege på de mulige udviklingspotentialer som tv havde i den fremtid, der skulle komme.

Vi ved nu hvilken af de to former, der siden vandt mest udbredelse og de største seertal. Vi ved også, at det burde være omvendt. Metoden går ud på at sidestille modsætninger ukommenteret og overlade det fortolkende arbejde til læseren. Spørgsmålet er om det i sidste ende er mindre tendentiøst end den fortolkende metode, i hvert fald lades der ikke meget tvivl om hvor Kongstad og Vesterbergs sympatier ligger.

Begrænset synsfelt
Kongstad og Vesterberg nævner at det er et subjektivt billede de tegner af et årti. Og det kan ikke være anderledes, men samtidig er den subjektive synsvinkel også en for stor begrænsning som metode, fordi der dermed lukkes af den nysgerrighed som kunne have bragt nye og spændende vinkler på et velkendt stof. Her får vi stedet Kongstad/Vesterbergs og deres kreds af venner og kunstnere. Derfor er rockmusikeres anekdoter sikkert overrepræsenteret og samtidig undrer mig sig dybt over at en typisk firserkunstner som Lars von Trier helt er udeladt.

Dansk film er i stedet repræsenteret ved Dagens Donna, som eksempel på en ny kvindetype i årtiet og Carsten Rudolf. Bogen beskæftiger sig desuden kun med begivenhederne i hovedstaden. Endelig er det lidt af en gåde hvordan man kan beskæftige sig med 80'erne uden at berøre Den Kolde Krigs ophør.

De velkendte myter
Alt efter temperament kan man vælge at se Dengang i 80'erne som en uskøn, postmodernistisk rodebutik eller en veltilrettelagt øjenvidneskildring af årtiets kulturelle og kunstneriske strømninger. For det er hele vejen i gennem de involverede, der fortæller om sig selv og tiden, hvilket giver pote i afsnittene om BZ og Konservativ Ungdom. Her føjes der nyt stof til det samlede billede af en ellers voldsomt medieombrust tid.

Ellers kolporteres de velkendte myter om 80'erne i for høj grad og peger, måske i en vidtløftig metaform fra Kongstad/Vesterbergs side, mod den narcissisme og selviscenesættelse som er karakteristisk for årtiet.