Mormorens og morfarens hus. Der er sne udenfor. Indenfor lugter der af naftalin og kardemomme. I køkkenet står resterne af gåsen på et blåblomstret fad. Det er kun skelettet, der er tilbage. Skroget, hedder det. Skroget har nok altid været det inderste i gåsen, men det er først i aften, juleaften, at det er blevet synligt. Det ligner en lille flyvemaskine, der er styrtet ned. Med spanter og alting.
    Drengen står med ansigtet i højde med gåseskroget. Han kan lugte de dovne rester. De lugter fuldstændig stille og forbi. Julemiddagen er overstået, de voksne er gået med hans lillesøster ind i dagligstuen, hvor de taler med deres bløde stemmer. Han kan heldigvis ikke høre hvad de siger.
    Om lidt skal Julemanden komme. Det fik drengen at vide allerede i eftermiddags. Nu står han og venter på øjeblikket. Det bedste er at få lov til at være alene mens man venter. Der er ingen, der ved at han står i køkkenet, det er forbudt område, men de voksne kan ikke holde øje med alting på en juleaften. Det værste der kunne ske, var at en af dem pludselig opdagede at han ikke længere var i stuen.
    Drengens mormor har som altid været stille under julemiddagen. Hun sidder for bordenden, men hendes store ansigt er ligesom drejet hårdt til den anden side, som om det ikke længere er familiens mensker omkring bordet hun ser på, men noget uden for vinduerne, noget ude i sneen, der dækker haven og pladsen foran huset.
    Drengen er godt klar over hvorfor hans mormor ser et andet sted hen. Det er på grund af hendes sorg. Hans mormors sorg vil sige at hun engang har haft en søn, som døde juleaften da han var fem år gammel. Netop lige så gammel som drengen er nu.
    Drengen har set et fotografi af den døde. Han ser meget glad ud, han ligner én, der venter på at der skal ske noget dejligt om et øjeblik.
    De første år efter sin søns død havde mormoren dækket op til ham ved julemiddagen. Drengens mor har fortalt det. Der havde stået en tallerken, en kniv en gaffel og glasset. Men der var aldrig kommet nogen for at sætte sig på stolen. Under hele julemiddagen var mormoren stille og hun havde set ud ad vinduet som om den døde søn skulle komme derudefra, ude fra sneen i haven.
    Så var årene gået. Man vidste ikke hvor mange år, der var nødvendige, men en juleaften var der pludselig ikke længere dækket op til den døde dreng. Der blev ikke talt om det, det var bare holdt op. Men det ændrede ikke på mormorens tavshed og hendes blik hen over hovedet på de andre, hen over hovedet og ud i haven.
    Drengen vidste ikke andet end at det hed mormors sorg og at det lå som en stor, rolig kulde mellem mormoren og de andre. Selv om han gik hen til hende og lagde hånden op mod hendes kulde for at komme den i møde, så smeltede den ikke, men hun blev siddende stor og tavs bag ved den, som om der ikke var noget at stille op, aldrig mere, hun smilede kun lidt og rystede på hovedet.
    Et øjeblik efter har de voksne opdaget at drengen er forsvundet.
    – Badeværelset, siger én.
    – Bryggerset, siger en anden.
    – Køkkenet, siger en tredje.
    Han lister ud af sig selv og stiller sig i entreen, som en stor og fremmed og lugter af naftalin og kardemomme.
    – Hvad har du lavet? spørger de.
    – Ventet, svarer drengen.
    De ler ad ham, han ved godt at det er fordi de holder af ham. Sådan er de indrettet.
    Et øjeblik efter hører han at Julemanden nærmer sig. Lyden af en flyvemaskine bliver højere og højere, til sidst lægger den an til landing og går ned et sted i sneen og mørket uden for vinduerne.
    Bagefter bliver der helt stille igen. Men så ringer det på døren og morfaren går hen og åbner. Udenfor står Julemanden med en sæk på ryggen. Han har sne i skægget og lidt olje på det ene ærme. Han fortæller at oljen kommer fra flyvemotoren.
    Julemanden smiler og tager drengens lillesøster op til sig, selv om hun græder bag sine sammenknebne øjne.
    Det hjælper da Julemanden trækker de første gaver op og rækker hende. Det er akkurat de fire ting, som lillesøsteren har ønsket sig allermest. Drengen er glad for at tingene passer så godt sammen, Julemandens verden og menskenes verden rækker hinanden hånden uden det mindste besvær.
    Så får drengen sine egne fire gaver. De er også som de skal være, han drister sig til at give Julemanden et kys på kinden og opdager at han inde bag det røde tøj lugter af rødvin og gåsekød ligesom de voksne.
    Et øjeblik efter skal Julemanden flyve igen. Drengen vil med ud til flyvemaskinen og se den starte, men det er pludselig forbudt. Julemanden har for travlt og mørket er for mørkt og sneen er for glat ude på pladsen foran huset.
    Et øjeblik efter hører drengen at flyvemaskinen starter og forsvinder op over taget. Drengen er klar over at det ikke er Julemandens skyld at han ikke måtte se flyvemaskinen, det er kun de voksnes. Han sætter sig hen og holder sin lillesøster i hånden indtil hun falder i søvn.
    Bagefter går drengen helt hen til vinduerne og ser ud på pladsen foran huset for at se om sporene efter flyvemaskinen stadigvæk er synlige i lygteskæret. Men der er ikke nogen spor at se. Til sidst tager hans far ham ind til sig og fortæller roligt at Julemanden er hans onkel, der har klædt sig ud, og flyvemaskinen er en grammofonplade, de har sat på grammofonen, og det er alt sammen kun skuespil og for sjov.
    Drengen ser længe på sin far. Han kan ikke forstå at faren ikke har kræfter til at tie stille om Julemanden. Det er kun to eller tre timer siden flyvemaskinen startede ude fra pladsen og drengen og hans lillesøster havde troet på historien helt til næste julemorgen og længere endnu, hvis de voksne havde haft styrke nok til at holde lidt igen.