Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 15.3.2005
[Opdateret d. 6.4.2008]

ANMELDELSE
Dy Plambeck:
Buresø-fortællinger
Digte
88 sider
Kr. 175,-
Gyldendal
Udkommet 9. marts 2005

 

Af
Stefan Kjerkegaard




Omslag til bogen
Dy Plambeck er f. 1980 i København. Hun debuterer med Buresø-fortællinger.

"Jeg begyndte at skrive, da jeg var på jordomrejse efter gymnasiet. Først en slags rejsedagbog, men senere blev det til fiktive tekster. Der var ingen andre i min omgangskreds dengang der skrev, så derfor ledte jeg efter et sted og et miljø, hvor litteraturen var i fokus."
Citat: Dy Plambeck i et kort interview i Berlingske Tidende [i forbindelse med serien Tekster fra vækstlaget, hvor Berlinsgke Tidende præsenterede Forfatterskolens 7 afgangselever, 3. juli 2004]

Foto: Morten Holtum

Portræt af Dy Plambeck fra bogens omslag. Foto: Morten Holtum.
Portræt af Dy Plambeck



*

RELEVANTE LINKS:

Dy Plambeck bidrog til Hvedekorn [2/2004] med to digte – de samme to digte indleder [med enkelte småjusteringer] Buresø-fortællinger...

Dy Plambeck har skrevet en række fine forfatter-interviews i Information, bl.a. med Marianne Larsen – tag en søgning i arkivet og find frem til artiklerne...

Dy Plambeck har gået på Forfatterskolen. Og skrev en reportage i Information [2004], da skolen flyttede til større lokaler på Kunstakademiet med plads til bl.a. sofakrog...


 

Alt for damerne

Dy Plambeck formår at tage hul på både sproget, barndommens land og det at være ung kvinde i dag.

ANMELDELSE: Jeg kan ikke dy mig for dels at lave et ordspil på Dy Plambeck, der debuterer med digtsamlingen Buresø-fortællinger, dels for at påberåbe en nylig tradition af polyfon kaffeslabberas. Traditionen har så prominente medlemmer som Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup og Lone Hørslev. Alle digterINDER, med stort I, der formår at holde tungen lige i munden uden at forfalde til hverken plat feminisme eller platituder i det hele taget.

Nu kan man så tilføje Plambeck til denne tradition, der formentlig forgår i samme hurtige tempo, som den er opstået, selvom den kan virke dominerende lige nu hos nogle af de mest fremtrædende unge digterinder.

Fornemme sidespor
Hos Plambeck er perspektivet bagudrettet mod barndommens mærkværdigheder. I digteriske sidespor, som er formfuldendt konstruerede, formår hun at tage hul på både sproget, barndommens land og det at være ung kvinde i dag.

Det virker utrolig smertefrit, men man fornemmer alligevel, at hvert digt er yderst gennemarbejdet, og at anekdoterne, som digtene kredser om og i, alle er nøje udvalgte, sådan at de hverken kommer til at dyrke en slags traumearbejde eller nøgent udstiller den verden, som de beskriver. Dertil er det sproglige forarbejde for elegant.

Overfladisk på den fede måde
Med andre ord er Plambecks beskrivelse solidarisk med sit stof, om end den altid finder sted i en lettere overfladisk tone på linje med den, man ville kunne overhøre en sen søndag formiddag til brunch på én af landets caféer, hvor bordet kun er befolket med piger. Overfladisk er her ikke negativt ment, snarere positivt, for netop overfladen gør, at tonen bliver polyfon og mangetydig i sit udtryk.

Taleretten skifter måske nok både mund og personer, men befinder sig alligevel nogenlunde konstant i det samme leje. Tonelejet er som regel mildt og overbærende, aldrig helt igennem ironisk, aldrig helt alvorlig, og et leje hvor man ikke føler sig for fin til fx at henvise til SE og HØR, Alt for damerne, Mallorca eller Kellogg's All-Bran, selvom man sagtens kan være fin og finurlig, når det passer ind.

Sproget holder formerne
Enkelte temaer går dog igen, fx et tema der typisk nok handler om kønnet, at jeget, en pige, gerne vil være en dreng, indtil vedkommende finder ud, at hun er forelsket i en dreng, som ligner en pige osv. Flere personer dukker også op gentagne gange, så man sidder tilbage med myriader af fortællinger, som kun giver mening, mens de stadigvæk bliver fortalt.

Det er således sproget, som holder formerne, imens fortællingerne diffunderer i øst og vest. Alligevel kunne man sagtens mistænke Plambeck for at bryde ud i kortprosa i sin næste bog. Digtene her er alle tæt på at være en slags kortprosa, men med knæk og bræk, måske en slags knæk-kortprosa, hvor bekendelserne aldrig overtager formen, men hvor der spidsfindigt styres udenom ethvert menstruationsbind, selvom man udmærket ved, at det ligger og lurer i tasken.

Ny slags biedermeier?
Buresø-fortællinger kan altså anbefales på det varmeste, hvis man er til sådan en nærmest hyggeligt sludrende omgang. Eneste mulige fare for Plambeck og for disse dygtige kvinder generelt er, at det uhyggelige på sin vis holdes hen. Den omtalte tradition har således visse ligheder med en biedermeieridyl, men dermed også med de fortrængte sider en sådan ernærer sig af. Men igen, måske er det bare mig, der er outdated og gammeldags, fuld af Freud, vaginamisundelse og ting og sager fra det penisficerede ydre rum.




* * *

Teksteksempel


Rosalinde ryster på hovedet af sin søster
som er blevet skilt
fordi hun efter tolv års ægteskab overraskede sin mand
i dametøj
og det eneste han havde sagt til hende var
at han altid havde været til mænd.
Manden tog senere til Thailand
for at blive lavet om til en kvinde
og jeg kender det godt fra mig selv.
I 6. klasse
blev jeg karseklippet og jeg røg cigaretter
sammen med Stig i toiletskuret ved H-broen
jeg spillede fodbold og kyssede Rosalinde
bag hybenbuskene ved Slagslundes gadekær
og det var ikke for sjov når jeg sagde
at det eneste jeg virkelig ønskede var
at være en dreng.
Min mor havde fortalt mig at da Otto levede
havde han overnaturlige evner
at da hun var gravid med mig
havde alle ment at det blev en dreng, selv lægen
men dagen før jeg blev født
havde Otto lagt sin hånd på hendes mave.
Sikken en dejlig pige det bliver, havde han sagt
og jeg bandede den historie langt væk –
Ovre i skolen fik jeg øje på Bo på fodboldbanen
Bo med pisk i nakken
og en chokoladebrun plet på overlæben.
Der var ingen som han
der kunne begynde på en sætning og derefter sige:
Nu må du selv gætte dig til resten ...
I frikvartererne stod jeg lænet op ad skolegårdens mur
med hjertet oppe i halsen
og når Bo så på mig var det som om
jeg var en rigtig pige.

[ t o p ]       [ h j e m ]