Tørlagte bekendelser spædet op med sødsuppe

Vor anmelder gider ikke høre flere historier om, hvor skønt det er at fortælle hinanden historier.

ANMELDELSE: Fy for pokker, den er stærk, den sødsuppe...

I en slags bekendelsesroman om druk og narko, lukker den islandske succesforfatter Einar Mar Gudmundsson op for sluserne i et langtrukkent forsøg på at lade sentimentaliten oversvømme banaliteten.

Hvis det her følgende er sådan lidt… langt ude, så må du undskylde, og det er fordi, jeg tillader mig lidt spas efter rent faktisk at have tygget mig møjsommeligt hele vejen igennem en af mit livs mest banale læseoplevelser.

...Godt så. Så spænder vi buen; er du klar?

Kærlighed og kærlighed til kærlighed
Det fedeste ved Sindets tremmer er desværre titlen; derudover skal retfærdigvis også nævnes Gudmundssons store evne til at ramme hovedet på sømmet i sigende spidsformuleringer.

Indholdet, der uafladeligt taber højde, handler om afhængighed, tabet af kontrol, fornægtelsen af tabet af kontrol, den lange vej tilbage og den ultimative indsigt, at alt er kærlighed, at alt løses af kærlighed, at alt er kærlighed, at kærlighed er dejligt, at livet er kærlighed, at kærlighed er kærlighed, at kærlighed... (nå, fik jeg sagt det?! Kærlighed – af mine lungers fulde kraft).

Dette lille mikroscenarie, fra fortabelse til redning gennemspiller forfatteren et utal af gange med forskellige aktører, monteret i en tung brevromanskonstruktion, der er mere uklar end velbegrundet.

Inderligheden i fuld flamme
Jeg må nok sige, at jeg er ramt af en grundlæggende undren – iblandet, det lader sig vidst ikke skjule, et vist mål af harme – over romanen og hvad det er, den vil.

Emnet er jo ellers meget rock-n-roll, men den har nærmest ingen intensitet, fordi den siger så meget om så lidt, fordi den er alt for lang, og fordi den står helt stille i den samme lille rundkreds. Det underligste ved den er dens ekstreme sentimentalitet (ordet ekstremt menes her bogstaveligt). Jeg var ikke klar over, at skriften overhovedet kunne bære en så vedholdende udpensling af kærlighedens simple allestedsnærværelse.

Det er, som om en eller anden i teksten tror, han svømmer rundt i verdenshavets store visdomsdyb, hvor han rent faktisk bare ligger og plasker på 30 centimeter fyldt med lunken bla-bla-bla. Tilsyneladende ganske uden ironi har en forrykt dovenlars sat inderligheden i fuld flamme og så vendt vrangen ud på den.

En narkopusher ævler løs
Ligeledes må man sige, at plotløsheden også er enerverende. Der sker faktisk ingenting, og al den smerte, emnet ellers burde rumme, er for længst sivet ud af det givne, konklusionen, det sikre, det vi ved her i livet, og hvad er så det? At kærligheden redder dagen og din sjæl.

Kærlighed, kærlighed, kærlighed, alle elsker kærlighed. I en isolationscelle sidder en gammel narkopusher og ævler løs, mens han skriver breve til sin dame, der skriver breve til ham, og hold da op, hvor de elsker hinanden højt, og hold da op, hvor de siger det mange gange, og hold da op, hvor de bare begge to skriver fuldstændigt ligesom en islandsk forfatter ved navn Einar Mar Gudmundsson.

At løbe med de hårde drenge
Når han nu selv inviterer til sammenligningen med beat-forfattere ved stiltiende at sample åbningen af Ginsbergs Howl – "Jeg havde set de bedste hjerner i min generation brændt ned af bitterhed og frygtede selv at drukne i denne atmosfære" – så lad os også få fastslået, at han ikke er hård nok til at løbe med de hårde drenge.

Udover det med kærligheden, hvad er det så Gudmundsson har at byde på? Altså noget at sætte ind i beat-traditionen, et bidrag: Historier om historier bygget ind i historier der handler om historier, der – nå ja – handler om kærlighed.

Ikke flere historier om historier
Måske er det bare mig, der har passeret et sidste smertens punkt for længe siden, men den hårde hud på mine hornhinder er blevet slidt ned, og mine øjne tåler kort og godt ikke længere at læse litteratur, hvis egentlige indhold faktisk er litteraturteorier, og jeg gider kraftedderperkeme snart ikke læse flere historier om, hvor godt det er at fortælle hinanden historier.

Hvis du har noget at sige, tænker jeg, så sig det. Har du en historie, så fortæl den, og skær venligst alle dine oldgamle refleksioner fra; det de siger – nu, hvor årene ligesom er gået – er værre end ingenting.

Hvis du synes, at det lyder tilpas dybsindigt, så kan du spilde 350 sider i selskab med en gammel alkoholiker, der har sit budskab overstået på under fem sider og så ellers går i selvsving for resten af pengene.

Vil du noget mere, vil du skære ind til benet og hele vejen gennem de strømførende kabler, så læs Burroughs iskolde Junky fra 1953.