Søvndyssende advarsel

Ville det ikke være rart og nemt bare at kunne anvende en elektronisk dippedut med garanti for søde drømme, når man havde brug for at falde i søvn? Eller måske har det også en bagside? Ellen Garne debuterer med en advarende pegefinger – men den stritter fælt...

ANMELDELSE: Ellen Garne debuterer med romanen DreamInducer. Og trods titel og angelsaksisk klingende forfatternavn, så er Ellen og hendes roman begge pæredanske.

I bogen følger vi Søren Schmidt-Francke, selfmade erhvervsmand, direktør for en stor virksomhed, som fremstiller toiletruller og med mindre og mindre tid til familien. Schmidt-Francke lever en tilværelse, som er de færreste (om nogen) forundt: Han har røven fuld af penge, kører i dyre biler, bor i et højteknologisk hus, har en smuk – omend alkoholiseret – hustru, to dejlige – omend stadigt mere vanartede – børn.

I referat lyder det måske nogenlunde normalt, men i romanens univers er det alt andet end lige præcis det: Alting i Schmidt-Franckes hus er styret af avanceret Blue Tooth-teknologi, så alle funktioner; tv, computer, døre, vinduer, køleskab, mikrobølgovn, temperatur, air condition, belastning på udstyret i fitness-rummet – alting, er gjort intelligent og kun kan styres vha. en lille fjernbetjeningsenhed.

Sovehimstregims
Men gør denne materielle overflod så beboerne i dette fremtidshus lykkelige? Gæt selv. Schmidt-Francke lider af onde drømme, når han ellers endelig lykkes med at falde i søvn, sønnen i huset er storforbruger af et eller andet rygbart narkotisk stof og lider i øvrigt kraftigt af infantil regression, datteren er en rebelsk rædselsteenager, der næsten ender med at slå sin mor ihjel, mens hustruen stille og roligt forsumper i et alkoholmisbrug af dimensioner.

Schmidt-Francke vælger dog at lukke øjnene for disse ellers ganske synlige tegn på kaos og jagter i stedet for sin nattesøvn med en sådan iver, at han lokkes over Atlanten, hvor han investerer i en sovehimstregims til et millionbeløb – titlens DreamInducer – for herefter at forsvinde ind i sin egen drømmeverden...

Fortegnet og overdrevet
Romanen som sådan er velskrevet, og plottet nogenlunde fornuftigt afviklet (dog er der lige et par løse ender, som Garne har svært ved at knytte sammen) – men dens afgørende problem er, at den ellers virker oprigtigt ment – som en slags advarsel mod... ja, jeg ved ikke rigtigt hvad – men tager sig ud som helt og aldeles umorsom satire: Det er fortegnet og overdrevet, kluntet og pointerende. Trættende med andre ord. Man sidder faktisk og længes lidt efter en omgang dreaminducing undervejs.