Denne altfavnende stil - at nå langt med tilsvarende få ord - er kendetegnende for hele samlingen. Man får en meget klar fornemmelse af sammenhæng og konsensus, når man læser i 'Fraktur'. På en måde er det ganske pudsigt, når man tænker på titlen. Og så alligevel ikke: Hvert enkelt digt består af mange frakturer, der samles til et hele - og de enkelte digte er igen frakturer af en anden helhed; bogen, der bevæger sig fra efterår til vinter over forår og sommer til efteråret igen.

Også på denne måde får de enkelte ord i 'Fraktur' ekstra tyngde - hvert eneste ord giver et glimt af en større sammenhæng. Hvad bogen så er en fraktur af, står hen i det uvisse. Forfatterskabet? Eller endda hele den vide Verden, måske?

Ét eller andet sted er samlingen vel også en fraktur af Annemette Kure Andersen, men hendes knappe stil gør, at man aldrig får en klar ide om personen bag digtene. Var man meget kritisk, kunne man vel anklage Annemette Kure Andersen for at gemme sig bag sin minimalisme - jeg vil blot nøjes med at konstatere, at der efter min overbevisning mangler en eller anden form for personlighed i digtene. De ender med at blive en tand for glatte og perfekte - for tekniske til min smag.

Omvendt bliver jeg også nødt til at fremhæve netop hendes teknik. 'Fraktur' er velskrevet som de færreste bøger. Den er spækket med en næsten højstemt poesi. Mange af digtene er båret af en indre usikkerhed - en dualitet. Man ved aldrig helt, om man kan være tryg ved stemningen i dem - eller faktisk bør frygte lidt for tomrummet efter ordene. Se for eksempel det andet teksteksempel nedenfor. Digtet gengiver en vidunderlig stilhed; tilsyneladende en misundelsesværdig isolation med en elsket. Men samtidig rummer billedet også en knugende og klaustrofobisk utryghed - indtil vi når frem til fjordens udstrakte stilhed.

Lykke eller ulykke? Her findes ord - men ingen svar.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * * * * * * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]