Katrine Marie Guldager har markeret sig som et af sin generations mest alsidige talenter. Hun har, siden debuten i 1994 med digtsamlingen

Guldager er f. 1966

Dagene skifter hænder, skrevet prosa, lyrik og dramatik – foruden utallige artikler og kronikker til tidsskrifter og aviser.

Mange vil sikkert kende hende som en fremtrædende repræsentant, for det som Lars Bukdahl har kaldt for Rittersport-generationen på grund af de firkantede kassedigte, der optrådte allerede i den første bog. Siden blev kassedigtet den foretrukne form i samlingen Styrt fra 1995 og det er efterhånden mange år siden Guldager har udgivet egentlig lyrik. Der har været en bevægelse væk fra lyrikken hen mod prosaen lige fra begyndelsen. Til gengæld er man aldrig i tvivl om, at lyrikken er grundstoffet i Guldagers tekster, og det uanset om der står noveller, roman, digt eller dramatik på titelbladet.

Fra begyndelsen har der også været en optagethed af det politiske/samfundsmæssige i hendes tekster, en tendens som blev foldet helt ud i det lange digt Ankomst, Husumgade fra 2001. I den nye novellesamling København kredser alle 11 tekster også om de sociale forbindelser, mennesker indgår i, i et moderne samfund.

Det er på baggrund af udgivelsen af København, at jeg interviewer Katrine Marie Guldager per mail i en time.

Vores liv hænger sammen
PDJ:
Titlen på din nye novellesamling København er konkret og samtidig meget "bred". Hvorfor valgte du den titel?

KMG:
København er jo det samlende rum om alle novellerne, så derfor hedder den det.

PDJ:
Dit digt Ankomst, Husumgade fra 2001 havde et perspektiv på forholdet mellem rige og fattige på et globalt plan. I København er det samme perspektiv, i nogen grad, brugt på forholdet mellem mennesker i Danmark anno 2003. Kan de to bøger ses som spejlinger af hinanden?

KMG:
Ja, selv om de er meget forskellige kan

»Hvordan skal vi gebærde os i det samme byrum, i København?«

man vel godt sige, at jeg arbejder videre med at iscenesætte den fundamentale spaltning som vores verden er præget af. Spaltningen mellem den omnipotente direktørsøn, der kan alt, vil alt og må alt – og så den stækkede alkoholiker på bænken. Hvordan skal vi gebærde os i det samme byrum, i København?

PDJ:
I novellerne er der netop ledemotiver el. lign. – revner i vægge, Rolling Stones, masker i strikketøj, glaskugler f. eks. – der forbinder de enkelte noveller og karakterer med hinanden. Personerne er, synes jeg, mest placeret i adskilte rum. Er novelleformen valgt fordi den adskiller karaktererne fra hinanden?

KMG:
For et par år siden skrev jeg en kronik i Politiken, hvor jeg spurgte: Har vi et samfund? Også Danmark er jo under et gigantisk pres i disse

»København beskæftiger sig med den lim, der holder et samfund sammen...«

globale tider. Kan vi holde sammen på et samfund, en fælles ansvarlighed, eller ryger proppen af, og bliver det i stedet egoismen, der tager over? Jeg har selv boet i København i 15 år, og jeg synes en vis form for egoisme har taget til, lidt ligesom i New York, man har altså ikke TID til de udstødte, de underlige, de lidende. København beskæftiger sig med den lim, der holder et samfund sammen – og ikke mindst de sprækker, der er i limen. Hænger vores liv sammen, eller er det bare hver mand sin lykkesmed?

Jeg synes nok, novelleformen også giver mulighed for at vise, at vores liv hænger sammen, også selv om de af og til kun strejfer hinanden. Men det er det, der er hele feltet, adskilthed og sammenhæng. Man kan sige, at København problematiserer det offentlige rum. Hvor vi skal omgås hinanden.

Verdenen udenom mennesket
PDJ:
Alle forskelle ufortalt, synes der blandt kunstnere, f.eks. Jan Sonnergaard, Jesper Wung-Sung, Per Fly og dig, at være en interesse for realisme og samfundsforhold i Danmark i dag. Det ligner hverken 30'ernes socialrealisme eller 70'ernes politiske kunst. Hvad, tror du, er baggrunden for den fornyede interesse i at skildre sociale forhold i kunsten?

KMG:
Jeg tror simpelt hen, at sociale og politiske

»Jeg tror simpelt hen, at sociale og politiske forhold er et naturligt interessefelt for kunsten...«

forhold er et naturligt interessefelt for kunsten, når de glider ud, tror jeg mere det er et tegn på, at de politiske forhold er uigennemskuelige, eller at kunsten af andre grunde har brug for at være indadvendt. Al kunst skal ikke handle om politik, men sammenhængen mellem det enkelte menneskes liv, de sociale og politiske forhold, mener jeg er et kerneområde i litteratur. Tag alle store værker, der er en verden udenom mennesket.

PDJ:
Du har skrevet både lyrik, prosa, dramatik og artikler. Hvordan er sammenhængen mellem stof og indhold i det, du skriver? Kommer nogle emner naturligt som prosa andre som lyrik f. eks. – eller er det omvendt, at alle emner kan præsenteres i alle genrer?

KMG:
Nej, formen er naturligvis afgørende. Visse ting, f.eks. politiske opfattelser, skal udtrykkes i artikler/debatindlæg osv. Lyrik kan een ting, prosa noget andet. Af og til gør man klogt i at forpligte sig på en genre, og jeg tror faktisk ikke, jeg kommer til at skrive lyrik mere.

PDJ:
Kvinden i novellen Blomster har mod slutningen en oplevelse af tilgivelse eller nåde. Er der en udvej i det religiøse – næstekærlighed – på de samfundsproblemer, du har beskrevet i din bog?

KMG:
Tilgivelse og nåde er her ment som noget mellemmenneskeligt, – ikke som noget religiøst. Skyld er jo et underliggende tema i alle novellerne, skyld ved at skade andre, køre dem ned osv. Skylden der følger med, når man hører til i et samfund.