Hvad nu hvis...

Christian Hauns sjette roman Hans Broges Bakker flirter med kontrafaktisk historieskrivning, men handler mest om at være spærret inde i sit eget hovedes fortællinger.

ANMELDELSE: Hans Broges Bakker er et område i Brabrand ved Århus. Her går modstandsmanden Snorre midlertidigt under jorden, mens han venter på at få tegn til den endelige operation mod det nazistiske styre. Snorres forbillede er Øystein Vig, forfatteren til oprørsskriftet Et frit Europa, som måske er blevet oversat til tysk af Snorres ven, familiefaren Sebastian, der ellers gør alt for at holde sig ude af problemer med nazisterne.

Tiden er ikke, som man kunne fristes til at tro, 1944, men derimod 1979. Danmark er indlemmet i det nationalsocialistiske Tyskland og hylder ligesom resten af Europarigets nuværende fører, Meinrad. Sikkerhedstjenesten ligger på lur overalt, Hiltlerjugend-agtige børnepatruljer overvåger gaderne, og den almindelige opfattelse er, at jøderne emigrerede til USA.

Haun bedriver altså tilsyneladende en slags litterær, kontrafaktisk historieskrivning med denne beretning om et totalitært samfund, der møder alle afvigelser og problemer med afstraffelse, newspeak og militær oprustning. Arbejdsløshed imødegås med krig i Østafrika og sindssyge kureres ved at nedlægge det psykiatriske hospital i Risskov. For det er jo Århus, vi befinder os i. De topografiske pejlemærker, Universitetet, Mølleparken og Frederiks Allé er med til at gøre den kontrafaktiske idé troværdig via det velkendte, men samtidig underliggjorte univers – i hvert fald et stykke af vejen.

Mange idéer i hovedet
For efterhånden bliver historien mere og mere syret og nazivinklen fortoner sig. "Han har puttet ideer ind i dit hoved, og se hvad det fører til", siger Sebastian til Snorre om Øystein Vig. Men hvem, der har puttet ideer i hovedet på hvem, bliver stadig mere uklart. "Sindet er det sidste totalitære regime i Europa", mener Øystein, og som læsningen skrider frem, kommer man til at tvivle på, om der findes mere end ét hoved i denne fortælling. De tre figurer flyder sammen, gentager hinandens replikker og drømme, før historien via et par hurtige flikflak gennem gotisk uhygge og metalitterære overvejelser bliver sat endeligt på plads.

Det er en ret mærkelig roman, Haun har skruet sammen. Altså mærkelig på en twistet og pirrende måde. Her er intet, hvad det synes at være, men heller intet er overladt til tilfældigheden. Haun driver kispus med læseren, men opbygger samtidig et helstøbt og skræmmende psykologisk studie af den menneskelige forestillingsevne og den magt, den kan udøve over os. At man som læser uden sværdslag køber præmissen om nazi-Århus, turde være bevis nok for, at vi alle bærer kimen til vanvid i os.