Henning Mankells elvte roman om kommissær Wallander. Men vor anmelders første – og hun forstår bøgernes store succes.

ANMELDELSE: Den urolige mand er mit første bekendtskab i bogform med Henning Mankell og hans flere gange filmatiserede kriminalkommissær Kurt Wallander.

Min vanlige skepsis overfor genren blev i den grad gjort til skamme, og det dybe suk, der følgelig undslap mig, da jeg så, hvilken murstensroman, jeg skulle anmelde, forstummede snart, for Mankell kan sit kram: Han kan skabe en troværdig og spændende hovedaktør og skrive en god fortælling, der på én gang indbefatter det nære og private og trækker de store linjer i vor tids globale samfund op.

Intet under, at forfatteren har opnået så stor en succes, som tilfældet er.

Wallander har fået hund
Henning Mankell er i dag en ældre herre. Det er hans folkekære antihelt, Wallander fra Ystad, også blevet.

I seriens elvte bind har Wallander rundet de tres, er flyttet på landet og har købt sig en hund. Pensionsalderen nærmer sig med raske skridt, gamle kolleger har allerede lagt planer for deres otium, og Wallander bliver stadig mere indadvendt, eftertænksom og sig selv nok.

Bortset fra datteren, Linda, der nu har etableret sig med kæreste og barn, omgås kommissæren helst ikke med andre, end dem, han nødvendigvis må have kontakt med på grund af sit arbejde. Linda nøder dog sin far til at deltage i et fødselsdagsselskab for hendes svigerfar, den pensionerede ubådskaptajn, Hakon von Enke, hvis rastløshed og bekymring Wallander ikke kan undgå at bemærke.

Storpolitik og gensyn med kærligheden
Da von Enke kort tid efter sporløst forsvinder, kan Wallander naturligvis ikke sidde med hænderne i skødet og lade den retmæssige politikreds efterforske sagen, men kaster sig ud i sine egne private undersøgelser. Snart er Wallander involveret i en kompliceret sag, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig og giver ham et desillusionerende indblik i storpolitik og i spionagens kyniske verden. Under sin efterforskning kommer kommissæren vidt omkring på det indre såvel som det ydre plan, da han må opsøge gamle bekendte for at få svar på sine mange spørgsmål.

Samtidig har Wallander rigeligt at slås med i sit privatliv: Den alkoholiserede ekskones pludselige genopdukken, gensynet med sin store kærlighed fra Riga, sin diabetes og ikke mindst de tilbagevendende episoder af hukommelsestab og fuldstændigt mørke, der nu er begyndt at komme over ham.

Vanskeligt ikke at læse forfatteren ind
Måske især ældre læsere vil kunne identificere sig og sympatisere med Wallander i netop denne roman, hvor alderen og ensomheden begynder at kaste lange skygger ind over antiheltens liv, men det er ingen skade til, hvis også yngre krimielskere undervejs i den velkomponerede handling, får en sidegevinst i form af et indblik i, hvordan det opleves at forsvinde ind i livets tusmørketime.

Når man læser Den urolige mand er det vanskeligt at holde sig til den gyldne regel om ikke at læse forfatteren selv med ind i værket. Jeg vil derfor tillade mig at udtrykke forhåbninger om, at Henning Mankell må være ved bedre mod og helbred end sin hovedperson, for der er noget i Mankells dygtige beskrivelser af Wallanders tilstand, der virker dybt foruroligende på mig.