Hildegard von Bingen, en af de mest kendte kvindelige skikkelser fra middelalderen, får liv i Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman. "Noget særligt", kalder vor anmelder den.

ANMELDELSE: Almindeligvis er jeg ingen ivrig læser af historiske romaner, der ofte forekommer mig støvede og underligt tillempede, hvad angår både sprog handling.

Hidtil har derfor kun to af slagsen fundet nåde for mit blik: Johannes V. Jensens Kongens fald og J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe. Begge værker, som ingen læser med respekt for sig selv og for litteraturen kan tillade sig at krybe udenom.

Men så fik jeg romanen Hildegard mellem hænderne, og efter første side var jeg klar over, at her var noget særligt.

Nonne, lægekyndig og seer
For de uindviede bør det nævnes, at Hildegard af Bingen, som hun oftest omtales, var nonne, lægekyndig, komponist, forfatter og seer.

Hun blev født ind i en adelsfamilie i Bermersheim, Tyskland, i 1098, blev som otteårig sendt i kloster i Disibodenberg og forblev en tro Kirkens tjener indenfor Benediktinerordenen, indtil hun døde i Rupertsberg i 1179.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har fremtryllet et dybt nuanceret portræt – en litterær fantasi kalder hun det selv – af en af middelalderens største kvindeskikkelser, og det er samtidig lykkedes hende at levendegøre Hildegards samtid for læseren.

Højsensitivt menneske
Hildegard selv fremstår, for mig at se, som et højsensitivt menneske, og forfatteren har med sine indlevede skildringer af Hildegards sanseindtryk formået at ramme lige ind i kernen af den intensitet, hvormed netop særligt sensitive oplever verden. Fx i det afsnit, hvor den lille Hildegard står klinet op ad en regnvåd stenmur, fordybet i egne tanker og helt tabt for omverdenen:

"Hun er af sten, kun marven dybt i hendes krop er en flammende sol, som duften af stald og tung sommervind. Hun lytter, stenene synger, farven grå synger, forhøjningen er én sang, hulrummet en anden. Skurrende, langsommere toner, der på én gang går gennem ører og fødder."

Undervejs i beretningen om Hildegards liv, som vi følger frem til år 1148, hvor der, selv indenfor murene, rejses alvorlig tvivl om, hvorvidt hendes visioner hidrører fra Gud eller djævlen, får vi indblik også i de menneskers sind, som omgiver Hildegard.

Ikke mindst hendes mor, Mechthild, som frygter sit yngste barns sære sind, står frem som en kvinde af kød og blod. Men også klosterbroderen Volmar, der bliver Hildegards lærer og fortrolige, og hendes strenge, asketiske kusine Jutta, der lader sig mure inde i en celle i klostret, er skildret med stor indlevelse.

Grundigt forarbejde
Man mærker på de præcise detaljer i bogens skildringer af den tids forhold og levevis, at Marstrand-Jørgensen har gjort et grundigt forarbejde til sin roman.

Det er sandsynligvis denne præcision, som også kommer til udtryk i sproget, kombineret med forfatterens fabulerende evner og sympatiske indstilling til sine karakterer, der gør Hildegard til noget helt specielt. Eller måske – hvem ved? – er der tale om en indgriben fra de højere magter. I hvert fald skriver Anne Lise Marstrand-Jørgensen her, så englene synger.

Forfatteren er hele vejen igennem loyal overfor sin hovedperson, men overlader det alligevel til læseren at afgøre, om Hildegards berømte visioner skal ses som et udslag af et skrøbeligt sind og en svag konstitution, som nogle behandlere tidligere har foreslået, som en dimension i det at være særligt sensitiv eller som et udtryk for en åben kanal til det himmelske.

En fortælling om og tvivl
Hildegard er en fortælling om tro og tvivl, om magt og afmagt, om fordybelse, inderlighed og hengivelse.

En fremstilling af emner og begreber, som ligger de fleste nutidsmennesker fjernt og af samme grund ville kunne støde på mange fordomme, var det ikke for Marstrand-Jørgensens fine afbalancering af både stof og sprog, der sikrer at teksten aldrig bliver sprogligt støvet og kunstig eller indholdsmæssigt frelst og moraliserende.