ANMELDELSE
Klaus Høeck: In nomine Digte
400 sider
kr. 375,-
Gyldendal
2001

"Jeg har undersøgt systemer, fordi sproget selv er et system – det glemmer folk jo. Det sprog, vi tænker og taler i, er et system, som vi er underlagt under alle omstændigheder. Basalt måtte man gøre oprør mod selve sproget, mente jeg, og det var dét jeg gjorde."
    Sådan sagde digteren Klaus Høeck blandt andet i et langt interview til Sentura # 8, 2000.

Og nu er Danmarks hardcore systematiker på banen igen med en bog af helt særlige dimensioner: Kig lige på de hårde facts om Klaus Høecks "In nomine" endnu engang... Det med de 400 sider er ingen slåfejl. "In nomine" er på 400 ganske tætskrevne sider. Et format, som de fleste romanforfattere ville blive grønne af misundelse over. Man kan ikke andet end blive en lille smule skræmt af at få stukket sådan en mastodont af en bog på næsten et helt kilo i hånden.

Og bogen er ikke alene en udfordring for læserens biceps. Den kan være ganske svær at komme igennem, hvis man ikke hører til den lille, hårde kerne af skakliderlige systemelskere, som kan græde af lykke, når Klaus Høeck i de omfattende appendix til bogen forklarer om, hvilken ligning, der denne gang ligger til grund for hans udgivelse.

Set fra afstand er projektet både interessant og perspektivrigt. Det handler om at maskinalisere sproget; om at sætte den sproglige virkelighed i systemer. For at fjerne sanseligheden. For at objektivere digtet. Og det interessante er, at der igennem denne proces opstår en ny form for sanselighed – en slags indre liv i systemet; noget nærmest fraktalorienteret skønhed.

Men når man forsøger at trænge ind i projektet. At virkeliggøre systematiseringen ved at optage den og digtene i sig selv, så bliver det næsten dræbende i længden. Og selvom netop denne kedsommelige, matematiske aura er en del af selve projektets sjæl, så er det ikke nok for mig. Jeg vil ikke kun pirres intellektuelt. Jeg vil have kød og blod; jeg vil have mere end blot systemer.

I hvert fald når jeg skal trækkes igennem 400 siders digte, som dyrker sproget som system – og ikke for dets iboende skønhed. Og det er i sig selv et paradoks. For det systematiske projekt kan kun lykkes, tror jeg, hvis digtsamligen er så enorm som "In nomine". Projektet er afhængigt af fornemmelsen af at vandre i en uendelig ørken af knastørre ord. Tilsyneladende uden ende og uden begyndelse. For det er først midt i det hele, når tørsten er allerstørst, at man begynder at fornemme i hvert fald konturer af mening.

Retfærdigvis skal det siges, at der også er spontane glimt af mere traditionelle lyriske værdier i Høecks digte; han er en fremragende ordekvilibrist – og jeg er faktisk på én gang fuld af overbærenhed og næsegrus beundring overfor dette mangedimensionelle Værk. Derfor fortjener både Høeck, samlingen og anmeldelsens læsere, at jeg forsøger at give et kort rids over projektets grundidé:

Digtene i "In nomine" forløber i otte spor, der alle på hver sin måde knytter tæt an til Klaus Høeck som person. Således er der et spor, som forholder sig til Klaus Høecks forskellige boliger, et spor om hans familie, et om hans yndlingsmusik osv.

Grundlaget for alle digtene i bogen er digterens fulde navn, Klaus Høeck Johnsen. Det er bogens aksiom (og hvis jeg begynder at miste læsere på dette tidspunkt, så kan jeg oplyse om, at et aksiom iflg. ordbogen er en påstand, hvis rigtighed anses for umiddelbart indlysende). Så langt, så godt. Jeg har stort set forstået, hvad jeg hidtil har skrevet – men det begynder for alvor at gå galt, når jeg bliver nødt til at fortælle, at der i bogen også optræder et såkaldt aksiomdigt, som udelukkende består af ord, der kan dannes af bogstaverne i digterens navn.

Dette aksiomdigt er ydermere angiveligt udstyret med noget så eksotisk som en kategorimængde, som kan stilles op på følgende formel (hvor R = Relat, D = Descript, r = relator, d = descriptor, n = mængden og p = delmængden):

n,p =    n!     .
            p! (n-p)!

I mit forsøg på at referere den tekniske baggrund for projektet, er jeg nu nået omkring en tredjedel ned af den første af næsten ti siders forklaring. Og jeg er aldeles stået af. Jeg aner ikke, hvad jeg selv skriver, hvad Høeck taler om – og om han mener det alvorligt eller ej. Det er meget muligt, at mit ordsyn er blevet en smule forstyrret af Høecks massive ordstrøm, men det eneste, jeg får ud af ovenstående formel, er ordet 'knep'.

Så lad det være slutningen på min ordstrøm. Lad det være mit oprør mod systemet. Knep.

Knep. Knep. Knep.