Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Offentliggjort d. 18.9.2003
[Opdateret d. 28.8.2008]

ANMELDELSE
Lone Hørslev:
Ærgerligt, ærgerligt
Digte
64 sider
Kr. 150,-
Gyldendal
Udkommet 18. september 2003

 

Af
Julie Top-Jensen



Omslag til bogen


LÆSETIP:
Lone Hørslev har også udgivet et lille hæfte i serien A8 fra Adressens forlag.


Foto: Johan Gardfors
Portræt af Lone Hørslev fra flappen til Ærgerligt, ærgerligt. Foto: Johan Gardfors
Portræt af Lone Hørslev fra flappen til Ærgerligt, ærgerligt


*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Lone Hørslevs egen hjemmeside på loneh.dk...

Besøg Lone Hørslevs side på Forfatternet – "Mine inspirationskilder har især været indenfor nyere dansk lyrik"...

Lone Hørslev har gæsteanmeldt bogen Motorvej til Babylon til Sentura i 2002...

Lone Hørslev har bl.a. bidraget til Hvedekorn med digtet "Om hundrede år"...


 

Digte uden kruk:
Ikke særlig ærgerligt

Vor anmelder er så vild med Lone Hørslevs nye personlige hverdagsdigte, at hun nægter at låne bogen ud og går rundt med i den i tasken hele tiden.

Jeg har gået rundt med Lone Hørslevs digtsamling Ærgerligt, ærgerligt i tasken en hel uge nu efter at have læst den. Lidt fordi jeg skulle skrive denne anmeldelse og ville have bogen ved hånden, hvis ånden pludselig skulle komme over mig. Men vist nok mest fordi jeg ikke kunne bekvemme mig til at undvære den. Og jeg har afvist at låne den til nære venner med undskyldningen om, at jeg skulle "lige til" at anmelde den.

Jeg har haft det virkelig godt med lige at have den i tasken, at kunne fiske den frem og smuglæse et par linjer, når jeg i virkeligheden burde lave noget helt andet. Måske forsøger jeg at gøre den til en integreret del af min krop, at absorbere den, så jeg ikke behøver at undvære den, men i stedet kan trække et ord (fx: tv-montøren, hornugleungers, freon, polaroid, nytårshat) en sætning (fx: Forstår du, jeg har en hukommelse som en si – / Og de brokker / det somme tider lykkes mig at tape sammen igen / har du hermed fået. Nu.) eller en lille tekstklump (fx: Du siger: Sneen har begravet min cykel nu./Jeg siger: Ærgerligt, ærgerligt// men så må du nok hellere blive.) frem når som helst.

Ikea, spaghettti og kærlighed
Lone Hørslev bevæger sig i et meget personligt hverdagsunivers, der er charmerende i sin banalitet og gennemsnitlighed, og som blandt andet inkluderer Ikea, spaghetti og Discovery Channel.

Tonen er let og med hang til det komiske. Der er et element af selviscenesættelse, og sproget, som tit er talesprog, er ukrukket, uhøjtideligt og oprigtigt. Befriende fri for blasert tilbagelænethed og vrængen

Mange tekster er deciderede kærlighedsdigte – de fleste er lykkelige og uforbeholdne, og så er der nogle stykker, som er mere trætte, mere resignerede i tonen. De virker som om de stammer fra et lidt andet univers, hvis man ellers tør være så biografisk.

Gule huskesedler
Jeg har sat gule sedler ind på de sider, jeg vil citere. To er nok et passende antal gule sedler, et passende antal citater til en anmeldelse. Jeg har meget mere end to gule sedler. Der er gule sedler på de fleste sider. Man kan ikke citere trekvart digtsamling. Det bliver uoverskueligt.

Så jeg vælger møjsommeligt to sider med gule sedler ud og fremlægger dem forsøgsvis [se nedenfor teksten] som bevis på den høje kvalitet, man finder i digtsamlingen. Det første, "Ude i Ikea", er et af de fine kærlighedsdigte, det næste, "Grønland er for mig…"hører til kronprinse-digtene – en ny og uomgængelig genre, som forhåbentlig vokser sig større og vinder udbredelse.

Ikke noget malurt
Når man skriver anmeldelser er det vistnok meget comme il faut lige at hælde lidt malurt i bægeret, hvis man har været mere end middelmådigt begejstret for det værk, som er under kniven. Jamen jeg kan ikke finde på noget. Jeg kan jo bare rigtig godt lide det hele.

Ærgeligt, ærgerligt, men så må jeg jo lade være.


To teksteksempler

1.

Ude i Ikea
har alle møblerne navne
Jeg har købt mig en klapstol
der hedder NICK
Nu står den ved siden af min seng
med dine krøllede boksershorts ovenpå

Jeg kunne se på dig hele natten –
Betragte dit sovende ansigt med samme
hemmelige beruselse
som en vindueskigger uden for en stue
hvor nogen sidder og spiller strippoker
næsten nøgne
                     Jeg fryser og håber
                     at du vil sige mit navn
i søvne, min krop
har samlet sig
omkring mine organer som et par
skælvende hænder omkring en
sommerfugl en
sommerdag SUK
                     hjerte brist ikke
, når du
puster ud så
ånder jeg ind


2.

Grønland er for mig en
                      forever-ting, siger kronprinsen til Billedbladet
han bærer en stribe af
forliste forhold
og en lille elefant om halsen.

Jeg tænker på Pompidoucenteret i Paris
som også krænger sit indre ud
som en bekendelsesroman fra 70'erne.

Hvis Billedbladet ringede til mig
ville jeg fortælle at jeg
engang har dræbt en hund. Det har jeg. Jeg har bollet
med min dengang
bedste venindes kæreste (Kenneth).
Jeg sover med åben mund. Jeg bruger kun
den billigste shampoo. Jeg drikker for meget.
Jeg er bange for: indbrudstyve, tordenvejr, voldtægt.
Jeg elsker at læse underlødige blade.

Udenfor skinner solen.
Jeg er sådan rimelig godt tilfreds,

siger kronprinsen, sådan
allround tilfreds.

[ t o p ]       [ h j e m ]