Mens snestormen raser

Et forulykket tog i en snestorm, et afsondret hotel, en seriemorder. Anne Holsts seneste krimi har en række af genrens klassiske elementer, men er ikke det bud på en kvalitetskrimi, vor anmelder havde forventet.

ANMELDELSE: Den kørestolsbundne kriminalinspektør, Hanne Wilhelmsen, er passager i et tog, der forulykker under en snestorm midt i det norske fjeldlandskab. Passagererne bjærges af et lille lokalt redningshold og indlogeres på et nærliggende hotel, hvor de er totalt afsondret fra omverdenen, så længe stormen raser.

Snart får passagerer og personale dog mere alvorlige bekymringer end vejrliget at forholde sig til, da det viser sig, at en seriemorder er løs på hotellet.

Som den eneste tilstedeværende med erfaring indenfor politimæssig efterforskning bliver Wilhelmsen meget mod sin vilje involveret i det detektivarbejde, som nogen af hotelgæsterne kaster sig ud i for at finde morderen.

Krimisucceser tilsat lokalkolorit
Det er Holts hårdkogte og bidske kriminalinspektør, der holder hele skidtet sammen. Man aner Raymond Chandlers legendariske Marlowe bag Wilhelmsens feminine ydre. I romanen er denne kvindelige ækvivalent til Marlowe imidlertid blevet placeret i et lukket miljø, der svarer til dem, hvori Agatha Christies geskæftige Miss Marple sædvanligvis huserer.

Eksperimentet er interessant, men lidt for let gennemskueligt: Man tager ingredienserne fra to krimisucceser, tilsætter et skvæt norsk lokalkolorit og skriver Anne Holt med store typer forrest på omslaget – og så har man et bud på en sællert.

Hurtigt læst – og hurtigt glemt
Hvis jeg lyder lidt mavesur, skyldes det, at jeg slet og ret blev skuffet. Dette var mit første bekendtskab med den succesombruste Holt, og jeg havde sat næsen op efter en kvalitetskrimi.

Jovist, jeg blev underholdt, men var ret hurtigt på sporet af den skyldige, selvom motivet var uklart. Det er en dygtigt udtænkt, men i bund og grund ret enkel krimi, man kan hygge sig med til et glas Campari i sommersolen. Hurtigt vender man siderne i bogen – og hurtigt glemmer man den igen.