Han ville være postbud, når han blev stor. Han ville kun komme med gode breve. Alle sørgelige breve ville han brænde. Når han kom cyklende med alle brevene, råbte alle venligt til ham og håbede, at han kom med et brev til dem. Han sad lidt og tænkte. Hvis der var nogen, der i lang tid ikke havde fået et brev, sørgede han for, at de fik et godt ét, så at de kunne blive glade igen. Det var brevene, der gjorde folk glade, og det var ham, der kom med dem.

Fem år. Fem år gammel er, hvad Emil Lundbye er, da han formulerer ovenstående fremtidsdrøm. Og det er ikke så meget ønskedrømmen om at være det gode postbud, der får mig til at ryste på hånden, når jeg skriver dette. Det er den afgrundsdybe og meningsløse ondskab, der ligger bag. Det er hjerteskærende og til at græde over.

Stakkels femårige Emil blev ikke postbud, da han voksede op - og dog. Emil blev til Vagn, forfatter og dermed budbringer af smil og gode budskaber. Men smilet i Trefoldighedsbarn er gennem tårer. For stakkels, stakkels Emil har en grum far, som lader ondskaben regne ned over i første omgang Emil og hans mor - og dernæst over vidnerne lillesøster Aase, lillebror Stig og den mindste Lone.

I opløsning og chok
Faren rummer en ondskab af ufattelige dimensioner - tilsyneladende affødt af jalousi til sin egen søn. Han ydmyger og afstraffer sin familie, og som i rendyrket psykopati rammer ondskaben fuldstændig tilfældigt.

Uden grund insisterer han fx på, at femårige Emils mor er død, og søster Aase er borte. Det er inden, de to mindste søskende er blevet født, og derfor står Emil altså helt alene tilbage med sin far. Og Emil, siger faren, kommer til at henslæbe resten af sin barndom på et forfærdejligt børnehjem. Den lille dreng tror naturligvis sin far og vakler rundt på gaden i opløsning og chok, indtil han møder moren og søsteren. Lyslevende.

Fysisk og psykisk terror
Andre gange tager faderens mishandlinger mere fysisk karakter. Fx når han vækker Emil midt om natten med et knytnæveslag i ansigtet. Uden grund. Eller da han slår og sparker den på det tidspunkt tiårige dreng bevidstløs og beskadiger hans ribben. Juleaften, såmænd, og grunden er, at Emil har foræret sin mor en muffe af kaninskind. Det er rendyrket terror, og det er umuligt at afgøre, om den fysiske eller psykiske er værst.

Måske er det ydmygelserne, der gør mest ondt. I hvert fald på læseren. Faren fiser Emil i hovedet, tømmer den stinkende natpotte ud over den sovende mor, boller hensynsløst og åbenlyst udenom, drikker husholdningspengene op - ikke så meget på grund af alkoholisme, mere for at de andre ikke skal få del i pengene.

Han fortæller Emil, hvor mislykket, elendig og ussel, han er som søn og som menneske. Gør i det hele taget alt for at knække drengen. Han gør det offentligt, uden at en eneste griber ind og forsøger at stoppe vanviddet. Men Emil er gjort af et helt særligt stof: Barndommen. Uskylden. Den kan ikke knækkes.

Nej, nej, nej
Jeg er halvvejs gennem bogen og ved snart ikke, om jeg kan holde til mere. Det er en voldsom … frygtelig … vanvittig rædselshistorie, Vagn Lundbye folder ud for sin forfærdede læser. Er der slet ingen undskyldninger for faderens opførsel - ingen forsonende træk?

Ordet nærmest runger i mit hoved. Nej. Nej. Nej. Lad det ikke være sandt. Jeg ved, jeg må opgive at læse. Jeg kan ikke have ondskaben i mig, men jeg vil bede alle andre om at læse bogen - og læse den til ende.

For stakkels Emils historie fortjener opmærksomhed, fortjener læsere. Emil fortjener en hånd, der følger ham trygt igennem alle rædslerne, lige til den sidste side. Stakkels, stakkels Emil.

Indlevelse II:
…Eller manglen på samme

Helt som Vagn Lundbye har Henrik Nordbrandt skrevet en beretning om sin barndom og tidlige ungdom - om hvad der har formet en af landets fremmeste digtere. Men selvom Nordbrandt også har oplevet et vist mål af faderligt svigt, selvom Nordbrandt også gør et forsøg på at skrive tiden tilbage til en sort/hvid og gråmeleret hverdag i barndommens land, selvom alverdens medlemmer af anmelderparnasset mere eller mindre er gået i begejstret selvsving over bogen, så glem den.

Denne uvedkommende, ligegyldige og dårlige bog er spild af kostbar tid. Den virker løs og ukoncentreret - er simpelthen så dårligt formidlet, at man sider tilbage med fornemmelsen af en beskrivelse af en barndom som hundrede millioner andre, og ikke oplevelsen af den. Der er ikke plads til indlevelse. Brug derfor hellere din tid og dine øjne på Nordbrandts digte eller Lundbyes rædselsberetning i Trefoldighedsbarn.

Nordbrandts Døden fra Lübeck kan i bedste fald bruges til at understøtte et halt bord.