KAJ HOS ERIK SKYUM NIELSEN
(en pludselig indskydelse)

Sikke dog en entré at trænge ind i,
det er jo ligesom et museum.
Alle disse billeder på væggene,
men hænger de ikke lidt med slagside?
Næsten som et skib der går ned.
Men jeg blåner alligevel, hvor er det dog smukt.
Men hvorfor kun nogle enkelte på den ene side,
og så er de sat på med pilespilsspyd.
Og så på den anden side,
en væg helt fyldt med indramninger,
det virker da kejtet.
Eller er det dybdetænkt?

Jeg har aldrig brudt mig om forståelsens leflende maske,
derimod elsker jeg kaos.
Og indlevelse i det universelle univers.
Alt dette der ikke kan pløjes synligt på en mark.
Alt dette siger skynissen med smiger,
og nu begynder Kajs knoer at tænde inde i ham.

Jamen, er du ikke anmelder på et næstekærligt blad,
der taler om ømheden til os alle?
Jo da, men jeg anmelder jo mest mit eget hovmod hver gang.
For der står man sig bedst. I en lykkefølelse.

Teen er serveret i stuen, skulle vi ikke få os en tår?
Det var nu ikke lige det
jeg havde tænkt mig at få serveret hos en højtdækkende kritiker.
Kajs knoer begyndte igen at få torne.
Så vil jeg hellere have et glas koldt vand.
For der findes vel grænser for smagløs beskænkning.

Nu tog Kaj seancen for overbelastet arrogance.
Jeg tror jeg tager hjem til kroen,
for der står jeg mig bedst,
og der bliver man behandlet som bredskuldret herre,
og de kan sku da lave en beroligende irsk kaffe.

Og de har nok også en anmeldelse i maskinen
som er mere kaotisk end undertegnede.