ET MANDSKOR ELSKER DUSKE

Man går med sig selv i øjnene, alle disse barberede pigeben,
og de krøller næsten af solbrændt hud, kender de mon ikke
skyggelykke?

Man sidder højere oppe med en paraply, og et hvidt stykke
habit, hvor man dog trimmes af skønhed, disse fisk derude
med store brystvorter.

Og så sejren når de kommer ind, og står og ryster vand af i
sandkanten, alt viser sig nu, trusserne suget helt op i skille-
linjen, det kanter af iver.

Så kommer der pludselig en vandbryder op, tre maver af
ældre dato, med g-streng, og så dukker en spinkel lille
nobel mand op, og tager fruen under armen.

Hvad mon de har lavet under vandet, han ser ud til at have
måttet kæmpe kamp.

Hun ser striks på ham, denne fine elegantier, nu skal han
ikke sige mere.

De forsvinder til et genert hjørne, hun skal iklædes badeho-
telskjole, og nu fører hun ham iltert til krostuen, men ele-
gantieren kan danse og steppe.

Pludselig sidder hun alene ved bordet, hvor mon han blev
af?