Der er godt nok trist oppe på Færøerne, hvis man skal tro Jóanes Nielsens roman. Men bogen selv har både veloplagte og barske elementer.

ANMELDELSE: Hvor digtning om hjemstavnen og ens egen historiske fortid, ofte kan beskyldes for at levere et lettere kvalmt, forsødet billede af verden, så kan man bestemt ikke beskylde Glansbilledsamlerne af færøske Jóanes Nielsen for det samme.

Nielsen er nemlig vred. I denne sin tredje roman får Nielsen langet nogle veloplagte, humoristiske såvel som svidende præcise lussinger ud efter sine færøske landsmænd.

En gruppe færinger
Handlingen følger en lille gruppe færinger fra deres tid på en katolsk skole, drevet af nonner, i begyndelsen af 50'erne. Bogen slutter i nutiden, hvor næsten alle hovedpersonerne er døde, hvilket Nielsen lakonisk konstaterende indleder bogen med. Først side gør simpelthen status over personerne og deres dødsårsager.

Én bliver tævet ihjel. En anden bliver skyllet over bord fra et fiskeskib. En tredje dør i narkomisbrug. Og en fjerde må flygte til København, fordi det ikke er tilladt at dø af AIDS på Færøerne.

Nordatlantisk Hundehoved
Det er en historie om religiøs fanatisme, selvdestruktiv alkoholisme og et ø-samfund præget af voldsom dobbeltmoral, vi møder hos Nielsen.

Han fortæller med et glimt i øjet, som gør at man af og til kommer til at tænke på både Morten Ramslands Hundehoved og Smærup Sørensens Mærkedage. Blot i en nordatlantisk udgave.

Bogen har nemlig mange humoristiske højdepunkter. Fx da en ægtemand tilkalder sine "brødre" fra pinsebevægelsen, fordi han mener, at hustruen er besat af onde dæmoner. Hustruen vender dog situationen til sin egen fordel og bliver i stedet tilbedt af pinsefolkene. Men ægteskabet tabes på gulvet, da hun begynder at opsøge sømænd på havnen i stedet for at holde sig til ægtesengen. Hun forvises til Island af den jalousiramte mand.

Barsk historie om mandlig prostitution
Bogen har også sine barske øjeblikke. En af drengene fra nonneskolen ryger senere i sit liv ud i et misbrug af stoffer og må ernære sig som prostitueret, hvor han betjener fremmede, anonyme mænd gennem et hul i en væg. En dag går det op for ham, at han sidder med sin fars lem i munden.

Og historien om landstingsmanden, Oluf, der både er hanrej og skabsbøsse, lægger sig i forlængelsen af den tematik. Konen forlader ham til hans store sorg, og selv må han forlade Færøerne, da han rammes af AIDS.

Senere opsøger han den mand, som smittede ham, og banker ham sønder og sammen, men må selv imødese en udmarvende og ydmygende død på hospitalet.

Glansbillederne er billigt papir
Det centrale symbol i bogen er glansbillederne. Men det står klart, at glansbilleder bare er billigt papir. Og de værste er både bogstaveligt og billedligt, de der er klippet ud af skolens billedbibel.

Der er ingen tvivl om, at et væsentligt ærinde for Nielsen er en krads religionskritik. Gud er en alfons, der sender horer ind i gode menneskers liv, som én af personerne i bogen udtrykker det, da hans kone er ham utro.

Savner et samlende plot
I sin bestræbelse på at fortælle om mange menneskers skæbner får Jóanes Nielsen introduceret et stort persongalleri og mange små historier undervejs. Men man kunne af og til savne et samlende plot, som kunne give historien lidt mere drive. Der går til tider lidt for meget stagnerende kollektivroman i fortællingen.

Fortællingen er faktisk bedst i de korte øjeblikke, hvor Jóanes Nielsen lader sine karakterer få plads til kærlighed og hengivenhed til hinanden. Men der er langt mellem de passager.

Bogen slutter omkring den økonomiske krise på Færøerne i begyndelsen af 90'erne, hvor økonomien og dermed også optimismen bryder sammen. Og det er lidt den stemning, som bogen efterlader én i. Det er godt nok trist deroppe.