Leth gør noget

Det er første bog efter Det uperfekte menneske – den erindringsbog, der forandrede Jørgen Leths liv. Fra toppen af det meste faldt han ned og ned, forbi en fyreseddel fra TV2 Sporten og fratagelsen af titlen som Honorær konsul på Haiti, forbi den almindelige respekt til det modsatte, lige til han ramte rock bottom, krøb i flyverskjul og færdiggjorde en digtsamling, som har været undervejs i nogle år. Nu er den her, første bog efter Leths private Ground Zero, og så hedder den endda Det gør ikke noget…

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Man kan ikke helt lade være med det. Man sidder der og glor på det måske lidt trætte ansigt, det måske lidt melankolske – bitre? – drag om munden under det resignerede blik bag den kraftige brille. Den sammensunkne holdning, de åbne døre i baggrunden… Man glor, gør man, på billedet af Jørgen Leth på flappen til hans nye digtsamling Det gør ikke noget, og man kan ikke lade være med at spekulere over, hvor meget sidste års overophedede debat egentlig har taget på ham. Om den har taget på ham, som han har taget på kokkens datter. Ja, beklager – jeg ved godt, at sådan skal man slet ikke kigge på hans foto og endnu mindre læse hans digte, men det er altså svært at skille de to størrelser.

Er det muligvis Leth?
Er det Leth selv, der er fotografen i digtet Fotografen har muligvis lyst, hvor vi med velkendt Lethsk sans for den erotiske detalje lader voyeurblikket glide hen over en stribe anonyme kvindekroppe? I så fald skuffes vi halvvejs i digtet, hvor det konstateres, at det, fotografen – muligvis – har lyst til, er at tale til hende…

I hvert fald toner han rent flag i digtet Komme videre i livet, hvor han med mild ironi genbruger afslutningen på det fælles filmprojekt med Lars von Trier, De fem benspænd, og slutter digtet med linjerne: "Hvordan falder det perfekte menneske?/Sådan falder det perfekte menneske". Ja, bortset fra, at en note bagest i bogen kundgør, at det digt er skrevet helt tilbage i 2002 – altså lang tid før massakren på Leth sidste år.

Men så i digtet Det danske sprog da, hvor han beskriver "Dorothie-scenen", en kneppescene i stikord. Hvor digtets jeg bekender sig som en kneppende, libido-drevet antropolog, høj på ærligheden og skyldig i at være fremmed og i at have elsket alle sine kvinder, tre koner og en striber kærester i Haiti.

Tilgivelse, trods eller resignation?
Det er som sagt svært helt at læse Leths digte uden at lade sin læsning farve af sin viden om hans seneste stormfulde år. Og hans tidligere erotiske eskapader i almindelighed… Det gør det let at afvise digtene som værende næsten for personlige (og er det en kritik, der holder nogen steder? Kan digte være for personlige, for tæt på – eller er det i virkeligheden det rene nonsens?), til at de kan læses objektivt (og er dét i hvert fald ikke det pureste vås: En objektiv læsning – hvordan skulle det nogensinde kunne være et ideal?).

Og hvis vi så giver os denne læsning, denne farvede, usømmelige læsning, i vold, hvad betyder så titlen? Hvilke ekstra betoninger kan vi lægge i den? Det gør ikke noget… Hvad gør ikke noget? Er det Leth selv, der som en anden alfaderlig figur favner kritikken og tilgiver feminister, klummeskribenter, Morten Stig Christensen fra TV2, det officielle Danmark, forargede danskere – som end ikke har læst hans erindringer – og bare hvisker et næsten trøstende "det gør ikke noget… Så, så, min ven" til os alle sammen? Eller undskylder han tværtimod sig selv? Er titlen hans forsvar? Hans trods? Det gør ikke noget – i meningen "I kan sige, hvad I vil – det gør ikke noget – jeg står ved mit?"

Eller er det måske mere en resignation: Vi kan alle sammen, Leth, dig, mig, klummeskribenterne, feministerne osv., hoppe og danse, skrige og råbe, lade os begejstre og forarge – det gør ikke noget. Det ændrer ikke en pind. Livet bliver levet, som det gør.

Flere spørgsmål end svar
Jørgen Leth gør noget. Han skriver. Han sanser. Han lever. Fortsat. Sprogligt, rytmisk, billedmæssigt har han i hvert fald ikke taget skade af turen gennem revsemøllen – spørgsmålet er, om hans kunst har. For som sagt så falder hans produktion lidt i to faser (uanset om man tilhører massen af moralske kritikere, Leths forsvarere eller de komplet indolente): Før Det uperfekte menneske og efter. Leth læses i et andet lys nu – og det er ikke ubetinget godt for digtene, tror jeg.

Uanset hvad er det en digtsamling, som efterlader sin læser med flere spørgsmål efter endt læsning end før. Og som sådan er den vellykket. Måske er den et partsindlæg i debatten – den kan i hvert fald læses som sådan – måske er den ikke. I samlingens sidste digt, Det jeg har levet, står Leth i hvert fald frem og står ved sit liv, sine prioriteringer og nægter at sætte punktum for digtet, for samlingen – i sidste ende for sig selv som kunstner.