Vold. Skizofreni. Randeksistenser. Samfundets ru og mørke bagside. Den 29-årige Jonas T. Bengtssons debutroman, Aminas breve, er en barsk og kompromisløs

BARSK OG KÆRLIG: - Jonas T. Bengtssons roman lægger sig i den hyperrealistiske stil fra Trainspotting og Nordkraft – men rummer også masser af humor og varme. (Foto: Kristian Gade)

samtidsskildring af mennesker i velfærdens yderområder.
    Romanen er centreret omkring en ung fyrs søgen efter sin kurdisk-tyrkiske veninde Amina, som han mistede kontakten med efter at have været indlagt for skizofreni på en lukket afdeling i fire år.
    Sentura mødte forfatteren aftenen før, bogen udkom, og fik en lille samtale om hans kompromisløse tilgang til sin roman og dens hovedperson – og den dybfølte indignation, han føler, når samfundet kun kan få øje på de psykisk syge og indvandrerne fra den kølige yderside...
    Interviewet fandt sted på en lille bar, kun et par stenkast fra Nørrebro Station, i hjertet af det miljø, hvor flere af de mennesker, han skildrer i sin roman, færdes.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

INTERVIEW: Jeg har aftalt at mødes med Jonas på baren kl. 20:00. Vi ankommer næsten samtidigt og finder et rundt to-mands bord bagerst i det lidt slidte lokale, hvor støjen fra de få andre gæster og lidt radiojazz er fjernest. Bordet er dækket af en rødternet dug og et hvidt porcelænsagtigt askebæger, som Jonas rækker ud efter, på én gang roligt og måske alligevel med en lille antydning af nervøsitet...
    Mens han tænder sin cigaret, stiller jeg mit første spørgsmål:

Hvordan har du det? Nerver... eller glæder du dig til at bogen udkommer?
– Begge dele, helt bestemt begge dele. Jeg har haft bogen for mig selv i ganske lang tid, og nu skal den ud og møde nye mennesker. Det må være som at følge sit barn til første skoledag. Men mest af alt glæder jeg mig. Den har brug for at få lidt luft. Og på sin vis er det også en lettelse ikke længere at kunne ændre et komma.

Har den været svær at skrive?
– Ja, det har den... meget sværere end jeg havde troet. Nogen gange tror jeg, det hjælper at være naiv, når man begynder på noget. Og det var jeg. Jeg havde troet, jeg ville blive færdig med den før. Troet, at det ville blive en kortere bog. Men efter et stykke tid gik det op for mig, at bogen ville have en bestemt form. At den ikke kunne blive kortere, end den blev.

– Det hårdeste har uden tvivl været at befinde sig inde i hovedet på Janus så lang tid. Han har humor, og jeg kunne godt lide at skrive ud fra ham. Han gav mig en stemme og en mulighed for at kanalisere nogle tanker ud, som jeg ikke selv ville have kunnet formulere. Men inde i Janus' hoved er ikke nødvendigvis det mest lyse sted at være: Der er ikke så mange balloner og dyr fra zoo...

Skizofrene benspænd
Nej, da vi møder Janus i starten, er han jo lige kommet ud fra den lukkede afdeling. Hvorfor har du valgt at lade ham være skizofren?
– Min første tanke var at give ham den størst mulige forhindring, han kunne få. Jeg har villet give ham en indre forhindring, der altid vil være større end noget, han kan støde på ude i den "virkelige verden". Det var interessant for mig at beskrive en person, der vil gøre alt for at nå sit mål – nå frem til Amina og genoprette status quo. Ligegyldigt hvad.

– En anden side af Janus som person – og min egen fascination af ham – var, at han gav mig muligheden for at se verden klarere, da han jo som syg står et halvt skridt ude af den. Janus kunne se nogle ting, beskrive dem på en ny måde, fordi han i modsætning til os andre ikke har vænnet sig til de faste mønstre, som vi lever med hver dag uden at lægge mærke til det.

Verden set med andre øjne
Fortæl lidt om de ting, du får sat ny vinkel på. Du lader fx Amina have en tyrkisk-kurdisk baggrund...
– Hvis jeg skulle tage et enkelt skridt ud fra bogen og selv betragte den, har det vel været vigtigt for mig at beskrive Janus' og Aminas verden så tæt på som muligt. Dels den verden han kommer fra: den syges, den indlagtes. Dels det miljø Amina er en del af – den subkultur eller parallelkultur, hun færdes i. Begge er minoriteter på hver deres måde.

– Og måden, vi i dag omtaler minoriteter på i offentligheden, er altid set udefra. Vi taler om, hvordan vi bedst kan løse et bestemt problem: det være sig integrationsproblemer eller problemer med psykisk syge. Vi finder dernæst den løsning, der er billigst for samfundet og mener så, at det må være den bedste. Men vi prøver yderst sjældent at se verden gennem øjnene på den minoritet, vi beskæftiger os med. Derfor var det vigtigt for mig at holde mig tro mod Janus og hans syn på den indvandrerkultur, han møder...

– I øvrigt et syn, jeg nok deler med ham. Han er vokset op i et multi-etnisk København og kender på mange måder ikke til andet – hvad jeg heller ikke selv gør.

– Jeg har aldrig selv været skizofren, men har været tæt på mennesker, som har. Om der ellers er meget af mig selv i Janus? Ja, det vil jeg sige. At jeg har lagt ham et stykke fra mit eget biografiske jeg, har muliggjort, at jeg faktisk har kunnet gå følelsesmæssigt tættere på mig selv, mens jeg skrev.

Vil du beskrive Janus' handlinger som sindssyge? Han er jo kompromisløs og griber bl.a. til vold for at nå sit mål. Er vold et legitimt kampmiddel for de undertrykte og truede?
– Jeg betragter ingen af hans handlinger som sindssyge – på ingen måde. Janus har et klart mål for øje: at finde Amina og få hende til at skrive igen. Det har han tillagt den højeste værdi. Ud fra det synspunkt må han, koste hvad det vil, gøre hvad der er nødvendigt. Jeg er sikker på, vi selv kunne finde værdier i livet, vi ville sætte så højt, at vi var i stand til at gøre endnu værre ting.

– Hvis jeg har villet noget med den vold, Janus på et tidspunkt griber til, var det måske at vise vores eget hykleriske forhold til tortur. At vi alle ved, at det er dybt forfærdeligt. Men når vi på film ser en figur torturere skurken for at få oplysninger ud af ham, sidder vi alle og hepper: Tæsk ham med telefonbogen. Det er et skråplan. Fordi tortur bliver værdibestemt.

– Men for at svare direkte på spørgsmålet: Om jeg tror på vold som et legitimt kampmiddel? Det gør jeg vel principielt set. Anerkender vi vold som legitimt for at opretholde ro og orden, må det vel også være ok at bruge mod et undertrykkende styre. Men igen: Jeg synes, det er mere interessant at stille spørgsmål i min bog, end at komme med svar. Havde jeg en flok færdigstøbte svar, ville jeg ikke skrive fiktion, men læserbreve...

Ærlighed frem for alt
Der ligger altså ikke en politisk drivkraft bag din roman?
– Kun min egen, kun den, jeg har svært ved at lægge fra mig, når jeg skriver, altså en indignation mod forskellige ting. Men det er ikke en jeg, på forhånd, har planlagt skal frem i bogen. Jeg har ikke villet gøre vold på karaktererne ved at bruge dem som instrumenter for et politisk budskab. Jeg har forsøgt at være ærlig omkring karaktererne, og hvis jeg samtidig politiserede, ville de ikke fremstå naturlige. De ville være styrede.

– Da jeg først begyndte at skrive på den, tænkte jeg på de nogle og 20-årige. Jeg skrev den, som skrev jeg til mine venner. Længere inde i processen, behøvede jeg ikke at støtte mig til ideen om, hvem der ville læse den – nu gik jeg mere efter at fortælle den, så godt som muligt. Som jeg mente, den skulle fortælles. Jeg har ikke nogen foretrukken læser i tankerne, ikke aldersmæssigt i hvert fald. Men det er mit håb, at den når frem til nogle, der forstår min hensigt.