Sanselig og helstøbt roman fra Kamilla Hega Holst.

ANMELDELSE: Som dansklærer støver jeg af og til gamle dr. Freud af. Jeg ved jo godt, at hans arbejder i store træk ikke længere regnes for seriøs psykologisk forskning. Men hans indflydelse på generationer af forfattere fornægter sig ikke.

Så mine gymnasieelever er nødt til at finde sig i at få Ødipuskomplekset, personlighedens tredeling og fortrængningerne stoppet ned i halsen. Ellers forstår man simpelthen ikke store dele af den historiske litteratur for slet ikke at tale om litteraturens historie.

Med det sagt, så burde man vel forvente, at den moderne litteratur kunne læses uden den gamle doktor. Men psykologerne har vist glemt at fortælle forfatterne den lille sandhed.

I hvert fald spøger han gevaldigt i Kamilla Hega Holsts En kærlighedshistorie.

Laura og den gamle mand
Laura, der går hjemme med sin nyfødte dreng, er gået tør for energi i sin tilværelse.

Hun føler at drengen er krævende, og kæresten, forfatteren Jan, hjælper ikke det store. Han isolerer sig på sit arbejdsværelse, når han ikke er på endeløse rejser rundt omkring i landet og Europa. Det er tydeligt, at deres forhold ikke går alt for godt. Det mere end antydes, at kæresten boller udenom, ligesom den lettere fordrukne mor ikke er til megen hjælp.

Men i lejligheden oven over Lauras bor en ældre mand, som Laura følger interesseret. Hvert et skridt han tager, registrerer hun. Hans vane med at klippe grene af træet i gården, laver hun en vred seddel til opgangen om. En dag mødes de endelig, og i den ældre mand finder Laura noget. Og her er det, at dr. Freud skal på banen.

Komplekset
For Lauras far døde nemlig, da Laura var ganske lille. Så faderfiguren har været fraværende og grunden til det kvindelige Ødipuskompleks – Elektrakomplekset – blev lagt. Man skal næsten selv have fornøjelse af at undersøge, om det så også bliver løst i bogen. Til sidst lykkes det dog Laura at få en form for kontrol over sin tilværelse. Hun får i hvert fald ryddet op i lejligheden og klaret opvasken.

Bogen i øvrigt er skrevet i en meget sanselig stil. Især kroppens afsondringer fylder betænkeligt meget på siderne. Det er en bog fuld af sæd, afføring, tis og opkast.

Klart, at et spædbarn skal skiftes en gang i mellem. Men i En kærlighedshistorie er det næsten gjort tematisk. Enten er det de tidlige firser-digtere og deres fokus på kropslighed, der inspirerer eller også er det igen dr. Freud. Jeg skal lade det være usagt, men billedligt talt og bogstaveligt talt går Laura i hvert fald rundt i lort fra morgen til aften. Det virker lidt trættende i længden.

Poesien og melankolien
Kamilla Hega Holst er bedst, når hun kaster sig over det mere poetiske. Det ser man fx i den flot formulerede indledning:

Det er et flot billede, der til fulde udtrykker den melankolske stemning, der bærer bogens fortælling. At det vækker påmindelser om den lille film med posen i Sam Mendez’ American Beauty gør ikke så meget i den sammenhæng.

Historien i sig selv er helstøbt nok. Men man risikerer hurtigt at miste sit engagement i den. Den er simpelthen lidt for melankolsk. Men kan man lide det, så er det den helt rigtige bog.