Svensk vask og strygning

Karin Wahlberg debuterer på dansk med Pigen med majblomsterne. En hyperrealistisk krimi med mere hverdag end vanvid, større fokus på personer end på plot og flere bleer end blodsprøjt.

ANMELDELSE: Det har næsten karakter af en invasion, den massive bølge af svenske krimier, der vælter ind over landet. En af de seneste i rækken er Karin Wahlbergs Pigen med majblomsterne – bind nummer fire i en serie på indtil videre fem romaner med samme persongalleri, men den første Wahlbergroman på dansk.

Wahlberg skriver fint videre på den genre, man efterhånden kan kalde den særligt svenske politiroman, hvor man dels følger opklaringsarbejdet af en given forbrydelse – og dels får dybde, psykologi og frem for alt masser af hverdagsfortrædeligheder koblet på hovedpersonerne. Man kender genren fra Sjöwall og Wahlöo, Roslund og Hellström, Kjell Eriksson, Henning Mankell og andre. Med større eller mindre grad af social indignation, fascination af ondskaben, fokus på ensomheden mv.

Wahlberg er nøjagtig lige så hyperrealistisk som sine landsmænd og kolleger, et langt stykke hen ad vejen lige så velskrivende – hendes særlige lille tvist til genren er, at hun har ladet sin politikommissær Claes Claesson (som i denne roman ganske vist er på barselsorlov, men alligevel spiller en aktiv rolle) gifte sig med en sygehuslæge. Og således følger vi – helt naturligt – to sideløbende og næsten lige dramatiske grene i forviklings- og opklaringsarbejdet: Sygehusets arbejde med ofre, potentielle gerningsmænd og tilfældige vidner og politiets ditto.

Døden i vaskekælderen
I Pigen med majblomsterne begås et bestialsk mord i en vaskekælder. En ældre kvinde får slået sit kranium mere end halvvejs i smadder med en hammer eller et lignende redskab, og opklaringsarbejdet går trægt og skrider kun med den bedste vilje fremad – indtil et muligt vidne, en 12-årig pige med sin helt egen ubærlige ballast af personlig tragedier, forsvinder sporløst.

Dén forsvinding sætter skub i efterforskningen, og en ellers lidt langsommelig bog finder sin forløsning i et lidt mere opskruet klimaks. Og det med det langsommelige er sådan set ikke ment som hverken en kritik eller det modsatte. Det er bare en konstatering. Det virker lidt, som om Wahlberg mest bruger krimiintrigen som en form for alibi til at fortælle lidt om sine hovedpersoners gøren og laden.

Det er aldrig for alvor opklaringen af mordet på den gamle dame i vaskekælderen, der får læseren til at bladre videre i bogen. Det er snarere lysten til at lære figurerne lidt nærmere at kende, hitte ud af, hvad hovedpersonen nu stiller op med sin uønskede graviditet, hvordan politikommissæren nu tackler sin barsel, hvordan hospitalslægen klarer sig gennem en mildt sagt stressende hverdag… Den afdøde dame lærer vi aldrig at kende – heller ikke hendes omgivelser, så derfor bliver det aldrig rigtigt vedkommende med opklaringen af mordet på hende.

Wahlberg har med Pigen med majblomsterne skrevet en hverdagskrimi med fed streg under HVERDAG. Til gengæld er det blevet en rigtig god en af slagsen.