Flirt mellem genrer

Debutanten Kathrine Assels mikser både kortprosa og digt i noget, der måske kan minde om en roman. Vor anmelder føler sig snydt – på trods af en elegant stil.

ANMELDELSE: Et snydeæg er noget små børn laver for at tage lidt gas på de voksne. Når man er færdig med at spise sit blødkogte æg, vender man skallen om og lader som om, det er et uspist æg. Så er det sjovt, når nogen tror på det (eller lader som om) og banker på det med en ske for så at opdage, at skallen er tom og falder ind mod ingenting.

Sådan er princippet også i Kathrine Assels Snydeæg, og det gennemføres til punkt og prikke. Og, nå ja, ægget kan jo være et symbol for sjælen og det bliver så også en pointe, og man sluger bogen i en enkelt og glidende bid, og der er da både lidt hvide og blomme tilbage, så helt snydt føler man sig ikke – men alligevel lidt.

Etablerer ikke et virkelighedsplan
Snydeæg etablerer nemlig aldrig et virkelighedsplan at demolere sig selv ud fra, så alting flyder og flækker fra starten af. Edderkopper dukker op ud af den blå luft. Nogen begår vist nok selvmord. Nogen bliver måske myrdet. Nogen kaster op. Og så videre. Der er ingen kronologisk tid. Billeder flyder over i andre billeder.

På den stilistiske skala kommer vi egentligt et pænt stykke over middel. Forfatterens hensigt lader til primært at være æstetisk blænderi, og det lykkes udmærket, hvis man ser bort fra en ukontrolleret hang til ufuldstændige sætninger, der får punktummer og sideskift til at vælte rundt i et svært gennemskueligt spild af plads. Måske er der mange rum inde i sådan et snydeæg, og måske er det en pointe.

Indholdsmæssigt er det også ganske ubehageligt at følge med i den kvindelige hovedperson Anna Engelsøs kvabbalelser fra en dårlig barndom over seksualangst, generel opgiven til spiseforstyrrelser til selvmordsforsøg. Men spillet ender med at være for småt. Hovedpersonen er syg, og derfor er teksten det også. Når alt er væmmeligt og uønskværdigt, er det som om, at intet er lige så væmmeligt og uønskværdigt, som det måske skulle have været.

Måske en slags langprosadigt
Måske er det en ny type langprosadigt, og måske har jeg ikke lært at læse den slags endnu, så jeg snarere opfatter den som kortprosaens indavl på romanen end som et blændende stykke ny fremtid.

Snydeæg virker som en farlig og svært fattelig flirt mellem lidt for mange genrer, så man ikke rigtig kan tage den til sig, den lider den af kortprosaens mangel på vedholdenhed. Den er for kort og for let, og den snyder sig selv for nogle ordentlige kontraster til en virkelighed, der er til at tage at føle på.

Man kan måske sige, at Kathrine Assels deltager i en ny generation af forfatteres forsøg på at løfte arven fra 90'erne, en arv der indtil videre ikke rigtig kan gøres så meget andet med end at lægge visne og sønderklippede blomster på epikkens gravsted.