Vildere, Katinka!

Katinka My Jones har givetvis talent og er ærlig, men behersker sig også så meget, at det kun glimtvist fænger.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Katinka My Jones har været en tur på Forfatterskolen, og det kan man se på hendes tekster. Noget kunne tyde på, hun der har fået at vide, at hun skal skrælle sine digte og bruge færre ord.

Jeg ville hellere have set, hvordan tingene virker, når hun bare skriver derudad. Det hele bliver nemlig alt for behersket her i debutbogen. Digtene skal hele tiden være så lette som lysstriber, og det er næsten ikke til at holde ud. Jeg har læst langt bedre tekster af hende på hendes blog, og de tekster er måske stærkere, fordi der ikke er nogen skolemester, som kigger hende over skulderen.

Sømmet skal i bund
Her i bogform kaster hun sig ikke rigtigt ud i det. Hvis der er noget en digtsamling ikke må være, så er det for let, og det er hovedparten af denne bog. På trods af at der mellem linjerne simrer en vilje til rå konfrontation med verden, og digtene både handler om sorg og tab. Ærligheden er der tilsyneladende, men vildskaben mangler.

Det er en af den slags bøger, som får mig til at tænke på klovneshowet i Casper og Mandrilaftalen. Jeg hører ordene: "Vildere, klovn, vildere!" Som jeg oplever det, så skal indsatsen simpelthen forhøjes. Sømmet skal helt i bund.

Der er ganske få linjer i bogen, hvor der rigtigt sker noget, men det virker om, hun ofrer noget af sin personlige stemme for at gøre digtene kønne.