Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 14.4.2009
[Opdateret d. 14.4.2009]

UDDRAG
Katrine Marie Guldager:
Nu er vi så her
Noveller
168 sider
Kr. 179,- (vejl.)
Gyldendal
Udkommet 20. marts 2009



[Uddraget bringes med venlig tilladelse fra forlaget]

 

Af
Katrine Marie Guldager




Omslag til bogen

Katrine Marie Guldager
Er født 1966. Cand.phil. i dansk og uddannet fra Forfatterskolen i 1994.

Hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Kritikerprisen i 2005.

Nu er vi så her er hendes tredje novellesamling.

Familierelationer "Atten korte historier, de fleste om familierelationer, [...] om, hvordan familien i mange år kan opfylde behovet for fællesskab, men pludselig kan opfattes som en spændetrøje, som man kun kan befri sig fra ved at bryde."
Citat fra bogens bagside

Portræt af Katrine Marie Guldager fra bogens omslagsflap. Foto: Morten Holtum ©.
Portræt af Katrine Marie Guldager fra bogens omslagsflap.
Foto: Morten Holtum ©

 


*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Nu er vi så her...


  Novelle fra Katrine Marie Guldagers Nu er vi så her [Gyldendal, 2009]:

Spørgsmålet om sandheden

I min daglige tilværelse er der noget, som gnaver, generer mig: noget, som ikke til fulde passer ind i det store billede. Ikke fordi jeg har noget at klage over, jeg har en dejlig mand, tre dejlige børn og en hund, jeg kalder Balder. Alligevel er der denne rest, denne sten i skoen, som bliver ved med at nage mig. Det er det, jeg sidder her og beskæftiger mig med hver morgen, når jeg er steget på bussen og har en halv time, før vi når Nyborg.
    Et af de spørgsmål, der har optaget mig for nylig, er spørgsmålet om sandheden. I en familie er der altid flere sandheder, men jo flere sandheder, jo mere besværligt: Undskyld, hvis jeg lige kom til at træde på din sandhed! Undskyld, men her kommer jeg altså lige med min! Coming through! Indimellem er sandheden tung og besværlig: som at slæbe rundt på en sæk brænde midt om sommeren. Andre gange er sandheden selve dét, ens liv vokser ud af, for sandheden er ikke bare sandheden, sandheden er et spørgsmål om, hvem vi er, og det er vel også derfor, man kommer op at slås om den, som hyæner, der kommer op at slås om et kadaver.
    Personligt er mine erfaringer med sandheden meget blandede. Da min far døde, havde han holdt sin sandhed for sig selv så længe, at der næsten ikke var nogen, der kendte den. Altså bortset fra mig. Hver gang vi sås, havde han givet mig lidt af sin sandhed, det var næsten, som om han vidste, at han skulle dø. Og nogen skulle jo arve hans sandhed. Sådan er det også med sandheden: Den har svært ved at klappe i.
    Klokken var fem, og himlen var grå, da min far døde. Han lå på hospitalet og havde haft kræft i nøjagtig ni måneder: Kvinder nedkommer med børn, min far nedkom med døden. Selvom han egentlig havde trukket sig fra familien i de senere år, var han stadig dens skjulte fundament.
    Af en eller anden grund var jeg alene på hospitalet, da min far døde. Den første, der kom anstigende var min faster, og hun var ærlig talt den sidste, jeg havde lyst til at se. Min faster fylder så meget, det hele faktisk. Og selv på sådan en dag, handlede det hele om hende. Sådan er hun, min faster, hun skal hele tiden være i begivenhedernes centrum, også når andre mennesker dør. Hun elsker at lægge armen om mig og fortælle mig, hvor meget hun holdt af min far. Hun siger: Vi havde sådan et fantastisk forhold. Men hver gang hun lægger armen om mig, føler jeg, at det er løgnen, der omfavner mig. For en af de ting, min far bønfaldt mig om, lige før han døde var, at han slap for at se hende. Jeg sagde: Jamen, far, hun vil da gerne sige farvel!
    Han var ubøjelig, og jeg måtte respektere, at han havde det sådan. Han kunne simpelt hen ikke holde hende ud.
    Men hver dag siden min far døde, og min faster kom, har jeg følt, hvordan hans sandhed maser mod hendes, hvordan hendes sandhed desperat prøver at forsvare sig. Det er, som om at spørgsmålet om sandheden skal udkæmpes i mig.
    Hvis det så bare kun var min faster, det drejede sig om. Hvis det bare var min lille hemmelighed. Men sagen er, at løgnen også spreder sig til mit forhold til min mor og min søster. Sagen er jo, at de forguder min faster.
    Jeg burde være ligeglad, men sandheden er, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg kan ikke holde ud at se på det. Jeg ved godt, at jeg burde lade min fars sandhed dø. Det forventes ganske ofte af folk i min alder, at man er i stand til at lade sandheden dø. Begrave den i baghaven som en død kat. I en større sags tjeneste, som man siger. Hvorfor skal jeg, så mange år efter, være hotel for en død mands sandheder?
    Det er derfor, jeg føler mig som en lus mellem to negle. Hver dag graver sandheden kløften mellem mig og min familie dybere, hver dag gør sandheden mig mere ensom. Det er derfor, jeg hælder til, at man må give slip på sandheden. Det er det, jeg hælder til, og det er det, jeg ikke kan. Min far gav mig sin sandhed som en gave, og den kan jeg ikke bare smide væk. I hvert fald ikke nu.

[NB! Novellen står s. 157-162. Det er bogens sidste novelle.]

 

 

 

 

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]