Klaus Rifbjerg har gjort det igen. Skrevet en bog og udgivet den. Over godt 70 sider når han sådan cirka hele verden rundt: Store krige, blinde lotterisælgere, nabokonen, svigerindens hjemmehjælper, Jørgen Schleimann og Gud tages under kærlig behandling.

ANMELDELSE: Årtusindet er som bekendt for nylig fyldt fire år, og Rifbjerg udgiver med Pap sin 13. bog siden årtusindeskiftet… Det er jo et helt pænt snit på tre en kvart bog om året, som i de fleste andre bibliografier ville se helt utroligt produktivt ud. Men ikke hos Rif. Her ser det snarere ud, som om den gamle dinosaur er ved at gå lidt i stå på sine gamle dage.

Det er trods alt manden, som både i 1974 og i 1991 udgav seks bøger på 12 måneder. Forfatteren som havde sit største årti i 60'erne med titler som Konfrontation, Camouflage, Voliere, Boi-i-ing, Amagerdigte, Operaelskeren, Rif og Anna (jeg) Anna som de absolutte højdepunkter blandt i alt 22 bøger i årtiet. Det er manden, som, målt i rene produktionstal alene, toppede i 70'erne med over 40 bøger – og grunden til, at det ikke blev til flere i dét tiår, var, at han tilsyneladende ramlede ind i en mindre skriveblokering i de sidste fem år; fra 70 – 75 udgav han omkring 30 titler, mens de sidste fem år altså kun bød på ca. ti…

Højt og lavt – revl og krat
Det kan være lidt svært at forstå, hvorfor lige præcis Klaus Rifbjerg skal have lov – og har lyst – til at udgive revl og krat. Men det er vanskeligt at frigøre sig fra tanken om, at det lige præcis er det, han gør. Og altid har gjort. Generelt må man vel sige, at hans kvalitetsniveau er højt, til tider skyhøjt – til gengæld skal det også med, at hans bundniveau er forbløffende, nærmest chokerende, lavt.

Og på den måde tegner Pap et fint billede af forfatterskabet. Der er virkelig gode digte i. Og der er det modsatte. Der er hidsige udfald mod litterære kritikere, politiske modstandere (jeg nævner i flæng: Jørgen Schleimann, Søren Krarup, George Bush, Anders Fogh Rasmussen, Brian Mikkelsen, Per Stig Møller osvosvosvosv – det sidste er et direkte citat fra samlingen) og verdenssituationen i almindelighed.

Der er små, oftest pinagtigt små, portrætter af personer i Rifbjergs nærhed – fx Naboersken, Rengøringshjælpen, Viceværten, Konen, Daglejeren osvosvosvosv.

Der er glimt af hverdagen, refleksioner over Saddam Husseins tilfangetagelse, nedlæggelse af busruter, pilgrimsvandringer til Mekka, Gnister fra Højholts pande, tanker om Poesiens væsen osvosvosvosv.

Der er ironisk-polemiske stykker over politik, moral, religion osvosvosvosv.

Lort og lagkage
Det eneste, der sådan set ikke er, er samling. Eller mål eller med. Der er alt muligt. Lort og lagkage, skidt og kanel, blandet sammen i en stor cementblander og klasket op på siderne, efterhånden som det er væltet ned af slisken. Det hele bliver en cementgrå bog, som man charmeres og irriteres over.

Blandt de bedre (og meget strittende) digte finder man fx Gnister – citeret nedenfor. Blandt de slemme er Den nye hjemmehjælper – også citeret nedenfor. Rytmisk er hjemmehjælperdigtet virkelig fint; prøv at læse det højt og læg mærke til skiftet midtvejs. Det glider elegant og understøtter smukt pointerne – men netop pointerne… Uha. Det er altså for – for småt og for tæt på. Der mangler filter. Der mangler et eller andet spejl, der løfter digtet op, gør det gyldigt og gældende også for mig.

Noget af det eneste i bogen, som sådan set er entydigt sjovt og interessant, er at studere den gevaldige bibliografi bagest. Den er enorm! Jeg har ikke engang orket at tælle alle titlerne fra debuten Under vejr med mig selv fra 1956 til Alea fra sidste år, men den fylder næsten fire særdeles tætskrevne sider. Men så er det hele (minus den ellers ganske morsomme digtsamling Den søndag fra 1974, som Rifbjerg siden har slettet af forfatterskabet) også talt med.

Revl og krat…

Teksteksempler: