Josefine Klougarts debutroman er skrevet i en sansemættet stil, der har gjort indtryk på vor anmelder.

ANMELDELSE: Der findes så mange historier i verden. Fortalte og ufortalte. Hvert menneske bærer rundt på mindst én.

Josefine Klougart, som er vokset op på Mols, har med sikker hånd genskabt sin egen i debutværket Stigninger og fald – med glimtvise nedslag også i den øvrige families historier.

Smertelig ømhed
Der går en smertelig ømhed gennem de mange små fortællinger, der folder sig ind og ud af hinanden og tilsammen udgør et hele.

Vi hører om jeg-fortællerens forhold til den mor, der i tre dage ikke taler til hende, og som hun aldrig rigtig kan nå ind til: ”jeg er en søstjerne om en musling, der bare venter på, at hun skal åbne sig, en sprække er nok, jeg giver aldrig slip”.

Vi møder den afdæmpede far, lægen, som tynges af verdens vægt på sine skuldre, alt imens han forsøger at tage hånd om både patienter og familie, om den ældre søster, der læser højt for Josefine og måske godt kunne undgå at brænde hendes ører med det varme krøllejern, om den yngre søster, der vælter alt på sin vej, om mormor, der gemmer sig under bordet, mens bomberne styrter fra himlen, og om farfar, der tynges af den likvidering, han foretog under krigen.

De præcise ord
Og så er der naturligvis hestene, hvis hovslag er tilbagevendende gennem hele fortællingen – hestene, som Josefine er så bange for ikke at drage tilstrækkelig omsorg for, at de forfølger hende i natlige mareridt.

Vi hører om solens lys filtreret gennem æbletræets grenværk, om hønsenes stikkende øjne, fedtperlernes glinsen i suppen, om kragesølv, om pyning af jordbær og om landskabets stigninger og fald.

Josefine laver lister, lister over blomster, der ligner deres navne, lister over steder, hun gerne vil tilbage til, lister over ting, hun ville ønske, hun ikke havde sagt og lister over ting, hun helst vil glemme. Måske i et forsøg på at kontrollere en verden, der kaotisk og skøn, knugende og storslået trænger sig på?

Hun fordyber sig tidligt i ordene, i deres rytme, i de enkelte tegns form og farve. Og dét bliver vigtigt; at finde de præcise ord, hvilket må siges at være lykkedes for forfatteren her.

Bevidsthedsstrøm
Værket er bygget op som en bevidsthedsstrøm, fyldt med associationsrækker, ophobede ”som”-sammenligninger, der springer frem af, udbygger, perspektiverer og derigennem præciserer sanseoplevelsen af et givent fænomen. Således mimer skriften glidende overgange i og mellem tid og rum, som stemmer overens med tankens og kroppens egne oplevelses- og erindringsformer.

Læseren må tage små bidder
Bogen er kun på små tohundrede sider, men skriften er så mættet af sanseoplevelser og betydningskæder, at det virker som om, værket strækker sig over mange, mange flere sider.

Gang på gang måtte jeg gøre ophold mellem de enkelte afsnit for at få rum til mig selv og mit eget, men snart greb jeg ud efter bogen igen, ivrig efter en forlængelse af denne nydelsesfulde læseoplevelse.