Erik Helger debuterede selv med en digtsamling på Jorinde & Joringel i 1975 – læs Senturas anmeldelse af hans seneste digtsamling...

Ordene hviler

Digteren Erik Helger har læst en digtsamling af Kurt Harrits, der udkom sidste år, og som ikke fik særlig udbredt omtale. Det vil han gerne råde bod på, for han mener, at bogen er ærlig og ejendommelig rolig ind i alle kroge...

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

OMTALE: Der skulle gå 33 år mellem Kurt Harrits' første digtbog Sprogets Potemkin citerer en kalkun [Jorinde & Joringel, 1972] og Alias ingen fra sidste år.

I denne sidste er det ikke nemt at ville beskrive eksistensens rødder, som mange af digtene gør, og derfor ofte støder på modstande "ved verdens rand". Men følelsen af at drukne eller forsvinde bliver efterhånden så almindelig, at det usete, glemsomheden, en forblæsthed opleves som gyldige måder at overleve på.

I digtet Bare en vej veksler forfatteren mellem elementer fra livet, der findes eller ikke findes. Og selv om opremsningen er udført med meget humor, ender det alligevel alt sammen som én stor ulykke, og "Så var der ikke til mere."

Et digt som Under jorden, der handler om at have mistet, og huske det mistede, viser et gennemgående træk ved samlingen: det langsomme, omhyggelige tempo, som digtene er opbygget i, og som læseren ganske enkelt bliver tvunget ned imod. Det har den fordel, at alle ord får lov til at hvile klart og tydeligt.

Modent og klogt
I det hele taget bærer digtene præg af en sjælden sikkerhed og modenhed, der sprogligt daler gennem denne meget fine bogs livsnære, og dermed også dødsnære visioner.

Der er tilmed en overraskende klogskab til stede, som Harrits fx giver udtryk for ved at påstå, at han faktisk ingenting forstår. Han forstår ikke, hvordan et brev kommer frem, og han forstår sig heller ikke på forklædning. "Her – i aflagt tøj – forstår jeg/mindre end nogensinde."

Et andet sted skriver han: "Nævn mig noget,/som ikke findes." Digtet Hjertets renhed slutter således: "Du/har tænkt at det skal være med/hætten over hovedet og øjnene/lukkede. Guds værk. Finger/mod finger." De sidste linjer i denne forunderlige samling lyder: "Lyset er tændt,/og det er ikke herfra."

Kan man fortrænge at ophøret nærmer sig? Det kan man sikkert godt. Men det sker ikke her. Hvor alvoren svulmer op med en rødmen bag himlen. Hvor tiden viskes ud. "Bag urglasset/er der ingen viser/og intet tal". Og planeten. Hvilken tilstand befinder den sig i? "Jorden er for længst gået ned." Tabene høres igen og igen. Det virker så selvfølgeligt. Skrevet helt uden undren.

Kurt Harrits, som i 70'erne og 80'erne ledede Århusforlaget Jorinde & Joringel på fornemste vis, ville undertegnede med stor glæde gerne læse flere digte af. Men siger foreløbig tak for denne vidtrækkende portion. Her er hverken for meget eller for lidt.