Livsløgnen revisited

I hundredeåret for Henrik Ibsens død beriger Lars Saabye Christensen os med kunstnerromanen Modellen, der sender mere end én venlig hilsen til Ibsens Vildanden.

ANMELDELSE: Modellen bringer i den grad ny luft ind i Saabyes forfatterskab. Væk er de utilpassede unge mænd i 1960'ernes Oslo. Ind kommer midtvejskrise og forholdet mellem rige og fattige i nutidens globale verden. Men er universet nyt, er tematikken dog umiskendeligt Saabyesk. Det uigennemskuelige forhold mellem (livs)løgn og sandhed er atter i centrum i denne stilsikre tragedie om en mand, for hvem Kunsten er alt.

Den anerkendte kunstmaler, Peter Wihl, nærmer sig sin 50års fødselsdag, der skal fejres med en jubilæumsudstilling i husvennen Bens galleri. Men Peter har længe haft svært ved at finde fordums tiders inspiration, og da han samtidig opdager, at han er ved at miste synet, forvandles hans midtvejskrise til ren desperation. Spørgsmålet er nu, hvor langt Peter vil gå for at redde sit syn og dermed sin skaberevne – og hvad det vil koste ham selv og hans familie?

Modeller og skavanker
Modellen er ikke en tempofyldt roman, men så intens, at man alligevel suser igennem dette portræt af en mand, hvis kunstneriske ambitioner reducerer alt og alle omkring ham til modeller, til inspirationens materiale. "Man fuldfører ikke et billede. Man forlader det", siger han i romanens åbningsscene. Kunstneren er hele tiden på vej, og den største kunst er aldrig fuldendt, men behæftet med fejl, med skavanker. Peters første udstilling hed "Amputationer", og han kredser hele tiden om disse små brist, lakunerne i billedet – og i tilværelsen. Således står hans kærlighed til datteren, Kaja, også renest i scenen, hvor hun har lagt kniv og gaffel omvendt på hans morgenbord.

Peter er en stor maler, men ingen sympatisk person. Han er altså selv behæftet med fejl og mangler. Han svigter sin lille datter, da hun overfaldes af en hund, og han svigter sine egne idealer, da blindheden truer hans kunstneriske udfoldelse. Datterens skuffede blik spejler hans fallit som faderlig rollemodel, men han vil ikke erkende den, ligesom han også holder øjnene lukkede for konsekvenserne af det tilbud, der måske kan redde hans syn. Tilbuddet fremsættes af Mefistoles-figuren Thomas, barndommens plageånd, der først dukker op i Peters drømme, og siden materialiserer sig som dubiøs øjenkirurg. Thomas ser, hvad Peter ikke vil indse: at han både vil have Kunsten og Livet – eller måske nærmere, at Kunsten er hans Liv.

Tragediens lov
Romanens største styrke er som altid hos Saabye sproget. Enkelt og dog nuanceret, sikkert balancerende på grænsen mellem lommefilosofiens klichéer og originalitetens glimt af indsigt fremmaler sproget nænsomt og dog brutalt portrættet af Peter, der på én gang afslører hans svaghed og samtidig omfatter denne svaghed med omsorg.

Parallellerne til Vildanden er åbenbare, og stykket optræder også eksplicit gennem Peters kone Helenes arbejde som scenograf. Men ligesom Saabye i Maskeblomstfamilien med afsæt i Sofokles spandt sin egen hjerteskærende Ødipusmyte, formår han også denne gang at revitalisere Ibsens refleksion over forholdet mellem liv og kunst, sandheder og løgne, og gøre den til sin egen i sin egen tid.

Modellen er en fremragende, tæt og knusende konsekvent roman, hvor den menneskelige stræben efter storhed udløser det skæbnesvangre valg, der uundgåeligt må føre til fortællingens tragiske klimaks.