Læs et spændende og utraditonelt interview fra november 2005
med Levi Henriksen hos dagbladet.no – bliver bl.a. kaldt "årets litterære popstjerne"....

Feelgood på fjeldet

Hvis man kan se igennem fingre med, at alt er tekstet for hørehæmmede, er Sne vil falde på sne som faldt god adspredelse. En velmenende roman, der underholder fint og forklarer utrolig meget.

ANMELDELSE: Vi lægger ud med et lækkert, klassisk anslag: Dan Kaspersen vender hjem til sin barndomsby for at sælge den fædrene lige efter sin brors selvmord. Dan har, som det sig hør og bør, tydeligvis lig i lasten og bøvl i bagagen, og så er der lagt i kakkelovnen til en god historie – konfrontationen med fortiden, herunder opklaringen af de historier om broren og familien, som ikke passer sammen. Lyder det ikke lovende?

Sne vil falde på sne som faldt er en meget sympatisk og løsningsorienteret roman med en sær struktur. Det står ikke helt klart for mig, hvad der er historiens motor – hvad er det, vi er spændte på?

Happy end med forviklinger
Omkring halvvejs i romanen har vi nemlig en temmelig klar fornemmelse af, hvor vi skal lande. Det er lidt som i amerikanske film – vi ved godt, at det ender godt, men vi vil gerne se, hvordan det ender godt (også bare for en sikkerheds skyld). Og vi vil gerne underholdes undervejs. Så vi læser videre, og vi bliver også både underholdt og overraskede, dog mest på et metaplan, for der er altså noget underligt ved den struktur. Bogen har en højst mærkværdig fremfærd, der aldrig for alvor får os til at vakle i troen på en happy end, men som krydrer læsningen med omveje og forviklinger.

Det holder på sin egen bagvendte måde, og det skyldes blandt andet det i hovedtræk vældig sympatiske persongalleri. Karaktererne er måske er ikke overdrevent mangefacetterede, men i de fleste tilfælde er de så overbevisende og sympatiske, at man gider identificere sig med dem. Man kan lide dem, og man forstår dem.

Pædagogisk overspil
Ikke sjældent anstrenger forfatteren sig imidlertid lige lovlig meget for at sikre sig, at vi har fattet, hvad der foregår i knolden på Dan K: Der bliver brugt rystende mange linjer på at forklare temmelig indlysende reaktioner eller følelsesmæssige konstellationer. Når Dan (igen) får tårer i øjnene over at røre ved et sødt barn eller ved at se en kvindes ryg, behøver vi ikke nogen yderligere forklaring. Vi kan godt regne ud, at han er rørt. Vi behøver faktisk ikke engang høre om de der tårer. Det er gået op for os, at hans forhærdede forbryderhjerte er ved at tø, og så lige dér, midt i den norske vinter.

På samme måde er det med forskellene på den døde bror og hovedpersonen: Den læser (for jeg nægter at tro, der er mere end én), som ikke kan kende forskel på de to brødre ved at betragte deres højst forskellige livsbaner, får lige serveret en grundig forklaring. Én gang til.

Lidt i samme dur udstyres vores Dan med en så imponerende evne til at associere, at det nærmer sig det utroværdige. Man er ikke overbevist om, at Dan Kaspersen faktisk kommer til at tænke på en økse, der ruster, ved synet af den menneskekloge, men lidt affældige landbetjent. Billedet er fint og effektfuldt – men tænker Dan virkelig sådan?

Intelligent feelgood-litteratur
Tematisk bevæger vi os inden for klassikerne: skyld og ansvar, det gode og det onde. Disse emner behandles grundigt og samvittighedsfuldt, om end ikke nyskabende. Kan man flygte fra sin fortid? Næh. Hjælper det noget at prøve? Nix. Er det bedre at blive og se tingene i øjnene. Jepper. Skal man ved samme lejlighed tage sit ansvar på sig? Ja, det er en rigtig god ide. Overvinder kærligheden egentlig alt? Ja, pyha, et øjeblik troede vi det ikke, men det gjorde den sgu alligevel.

Forfatteren har scoret både Bokhandlerprisen og en masse flatterende anmeldelser for sin roman, og det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene om. Jo – jeg kan godt forstå det: Sne vil falde på sne som faldt er underholdende og rimelig intelligent feelgood-litteratur. Og det er da ikke så ringe endda.