Publiceret d. 2.5.2007
[Opdateret d. 2.5.2007]
ANMELDELSE
Lone Hørslev:
Lige mig
Digte
80 sider
Kr.150,-
Gyldendal
Udkommet 1. maj 2007
Af
Martin Johs. Møller
Lone Hørslev
Er født 1974. Debuterede i 2001 med digtsamlingen Tak og har senere bl.a. udgivet digtsamlingen Ærgerligt, ærgerligt og romanen Fjerne galakser er kedelige. Alle er udkommet på Gyldendal.
Lone Hørslev har gået på Forfatterskolen år 2001-2003 og er medredaktør på Den blå port.
|
*
RELEVANTE
LINKS:
 Besøg Lone Hørslevs egen hjemmeside på loneh.dk...
På Gyldendals hjemmeside kan du læse teksten Diner fra Lone Hørslevs digtsamling Lige mig...
Læs Julie Bjørchmars interview med Lone Hørslev fra tidsskriftet Apparatur, som anmelderen henviser til...
Læs Senturas anmeldelse af Lone Hørslevs forrige bog Fjerne galakser er kedelige, der kom i 2006 - også andre gode links...
|
|
Digter med hund
Lone Hørslevs associationsdrevne digte viser at tanke og handling ikke nødvendigvis er to forskellige ting.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Lone Hørslev har i et interview i tidsskriftet Apparatur sagt, at hun "hader symboler."
Anser man et symbol for at være et genkommende motiv med særlig betydning, må man alligevel sige, at det vrimler med dem i hendes forfatterskab. Hendes nye digtsamling Lige mig er fx fuld af hunde. Dog er det ganske svært at tolke sig frem til dyrets symbolske attributter i samlingen. Er hunden læseren? Er den en mand? Er det jeget selv, der er hunden? Eller er hunden slet og ret "en lille vovse"?
Det hele er i og for sig sandt, da hunden kan være alle de forskellige. Den ændrer nemlig karakter eller væsen alt afhængigt af, hvilken sammenhæng den bliver tænkt eller skrevet ind i. Og ét af Lone Hørslevs kendetegn er, at hun konstant tænker og skriver alt muligt ind i alle mulige sammenhænge.
Hyperrealist i svøb
Teksterne ligner, som hendes tidligere bøger og især romanen Fjerne galakser er kedelige, en slags hyperrealisme, der mimer det moderne menneskes måde at tænke på. Den sprængte, frie form i digtene passer endnu bedre til det associationsdrevne indhold end romanformen, og Lone Hørslev har med Lige mig formået endnu engang at skrive en både ungdommelig, moden, henslængt og fokuseret bog.
Konkret kredser samlingen bl.a. om spændingsfeltet mellem jegets indre og ydre. Hun bliver aldrig "undertøjsmodel eller bare tynd", hun fortaber sig hele tiden i drømme om det største og det mindste, og ensomheden eller frygten for ensomheden er et tilbagevendende motiv.
I bogens afsluttende afsnit, det automatskrifts-agtige Man kan ikke få en anden til at male ens selvportræt, skriver Lone Hørslev naivt poppet om sig selv, måske. Titlen Lige mig kunne sagtens være blevet suppleret med et spørgsmålstegn, for hvad er det egentlig, der konstituerer identiteten? Det er et af digtenes mange væsentlige spørgsmål.
Det ville være sjovt at få lidt flere svar eller blot forsøg på svar fra Lone Hørslevs saksehånd. Men det er sikkert ikke lige hende.
|
* * *
|
Teksteksempler
1.
Nej, jeg bliver aldrig
undertøjsmodel. Eller bare
TYND for den sags skyld, jeg spiser
doughnuts med syltetøj i. En musvåge
glider rundt i cirkler over huset som om
den tegnede en dartskive i luften og
huset her var bull's-eye. Planeter og atomer har kerner.
Æbler har kernehus.
Min krop er uden centrum og rastløs i sin
alt for store beholder af hud, nu
ligger jeg i sengen uden tøj på. Og overvejer igen at gå på
på vanvittig
pulverkur, hvis du ofte
drømmer at du flyver
har du sikkert let til latter
siger drømmetyderen og
manden i fjernsynet nikker. Tykke mennesker
har lettere ved at fa sex end de tynde, men jeg er ikke
letsindig
hvad angår kærlighed
er jeg kynisk, alligevel
bliver jeg ved at flyve ind i mit besværlige begær
som et forvirret insekt der igen og igen
kaster sig
mod et vindue i et brændende hus.
2.
BROADWAY BAR (II)
Ikke for noget. Noget for noget og
nu er det vist min tur til at gi'. Mig selv. Det er typisk mig sådan
at drikke mig selv under bordet, snikke snakke, det jeg prøver på at sige –
Det jeg prøver på at sige –
Har jeg for resten
fortalt dig om dengang
jeg optrådte på tv og
du slet ikke lignede dig selv. Nej, jeg mener selvfølgelig
at JEG ikke lignede mig selv, fordrukkent sludder, det var jo
mig der var på tv dengang.
Nu sejler vi op ad ååååen, vi sejler med strømmen, forfølger
et liv, vores liv, en evindelig sejlen
rundt efter LYKKEN, men hør nu hvad jeg siger,
selv den bedste båd kan kæntre
hvis man ikke passer på. Jaaaa –
Døren går op og i til
Broadway Bar ("punish your liver, it's evil – help inside"), selv den bedste
sanger kan glemme melodien, jeg tror, du forstår, hvad jeg mener. Selv
den bedste sanger kan gå
og synge med på den forkerte melodi, og sådan er der så meget.
Jeg tror du forstår mig, når jeg siger, jeg er nødt
til at nærme mig dig, som jeg nærmer mig mig – forsigtigt
som en mus der vover pelsen og spiser af osten
selvom den udmærket ved
at det kunne være
en fælde.
[NB! Teksterne er fra s. 20, afsnittet Slik eller slankemad, og s. 65-66, afsnittet NYC.]
|
[ t o p ] [ h j e m ] |
