At miste hinanden af syne

ANMELDELSE: Den unge sygeplejestuderende Ellen Hansen møder i et fly den smukke, schweiziske læge Peter Haubenthal. Han besøger hende i København, hun bliver gravid, og til hendes store overraskelse frier Peter prompte.

Inden Ellen har set sig om, er hun installeret som Hausfrau i Chalet Stockhorn, Peters barndomshjem, som svigerforældrene overdrager dem. Hun føder to børn – naturligvis uden bedøvelse efter Peters gynækologiske idealer – passer børn, hus og have og gør i det hele taget sit bedste for at indrette sig efter det noget arkaiske, schweiziske kønsrollemønster.

Ellen indordner sig, fordi hun er betaget af sin dygtige og dominerende mand, og fordi hun lider af mindreværdskomplekser over sin egen baggrund. En sjælden gang slår hun sig dog i tøjret, som når Peters strikse oberstfar hævder, at Egyptens ellevte plage er kvindens emancipation, og Ellen replicerer: "Det var næsten rigtigt, oberst, men det udtales altså menstruation". Den slags udtalelser vækker ikke begejstring ved et schweizisk middagsbord.

Historien får vi i tilbageblik, for i romanens nutid er Ellen en midaldrende kvinde, børnene er flyttet hjemmefra, og intimiteten og respekten i Ellen og Peters ægteskab er for alvor ved at smuldre. De griber begge til utroskab i stedet for at konfrontere hinanden, og da obersten afslører en grim hemmelighed om perfekte Peter, drager Ellen på en sen dannelsesrejse med den blinde David, som hun er besøgsven for.

Smerten under det banale
Romanens bedste passager er suverænt Ellens gryende erkendelse af, at hun lever sammen med en mand, hun ikke kender, måske aldrig har kendt, og faktisk heller ikke har lyst til at lære at kende. Brun slipper godt af sted med temmelig banale refleksioner over parforholdets mange faldgrupper af typen "hvornår holdt vi op med at røre hinanden?". For selv i det mest banale er der jo ofte gemt en tragedie om de måder, vi går fejl af hinanden som mennesker på. Og dem får Brun iklædt både krop og perspektiv.

Brun skriver sanseligt og særdeles fermt. Historien flyder friskt og frit af sted uden knolde eller knaster, lige meget om vi befinder os i de schweiziske prydhaver eller i de støvede og brændende hede afkroge i Tunis. Miljøskildringerne er mættede og giver en nuanceret resonansbund for en interessant – og i dansk litteratur sjælden – protagonist [indehaver af hovedrolle, red], den modne kvinde.

Hatten af for projektet, men om man køber romanens fuldbyrdede dannelsesprojekt er en anden sag. Bruns fortælling ville måske sætte dybere spor uden den overharmoniserende og ikke specielt underbyggede afslutning.