Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 1.5.2008
[Opdateret d. 1.5.2008]

ANMELDELSE
Pablo Llambías:
... rasende ...
Roman
167 sider
Kr. 149,-
Gyldendal
Udkommet 21. april 2008


 

Af
Jesper Elving




Omslag til bogen

Pablo Llambías
Er født 1964, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 1997 – men har også studeret musik og filmvidenskab.

Lærer på Forfatterskolen fra 2000-2006, herefter underviser i skrivekunst på Syddansk Universitet.

Debuterede i 1996 med romanen Hun har en altan og med ... rasende ... udgiver han sin ottende roman.



*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Pablo Llambías' egen hjemmeside, hvor man bl.a. kan finde uddrag fra alle hans bøger…

Du kan læse om Pablo Llambías' inspirationskilder på Forfatternet


 

På tærsklen til de voksnes verden

Med sin nye roman ... rasende ... vinder den angribende prosamester Pablo Llambías på et klokkeklart knockout. Det drejer sig om en lille dansk familie og en verden i opløsning.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Historiens umiddelbare omdrejningspunkt er 16-årige Patricia. Hun er en slags helt, som forsøger at befri sin lillebror fra de voksnes verden, hvor det ikke er velset at flyve og gå gennem vægge. Hun viser ham, at man kan ophæve de aftalte regler, hvis man vil.

Usynlig under forældrenes vægt
Lillebroren Alex har ikke rigtigt nogen substans i bogen. Hans karakter synes udelukkende at komme til udtryk i form af ængstelighed overfor Patricias bombastiske og magiske oprør. Han er nærmest usynlig under forældrenes vægt, måske netop fordi han endnu ikke har fanget den kraft og det raseri, som storesøsteren har i sin pubertet.

Patricia og Alex bor sammen med musiker-far, som er skilt fra advokat-mor. Forældrene forsøger på hver deres uduelige måde at behandle de problemer, som de ser i Patricias pubertetsadfærd, men hele tiden synes hendes selvsikkerhed og kynisme at være en alt for stor mundfuld. Hun gennemskuer deres forlorne indsats og meget mere til.

Får skovlen under mange ting
Det giver ingen mening at forsøge med en bredere karakteristik af forældrene her i anmeldelsen. Det er netop deres karakteristik, som er under heftig beskydning og opløsning i bogen.

... rasende ... er fra ende til anden et syrebad, og Llambías har i den grad fat i noget, når det gælder dissektion af idealer og automatiserede bevægelsesmønstre i tidens voksenliv. Jeg kan ikke sige præcis, hvad det er, han får skovlen under, det er mange ting.

En god observatør
Pablo Llambías' tekst er som altid ualmindeligt levende, tempofyldt og rytmisk pulserende, og det er i kraft af sine evner som prosaist, at han når et højt niveau som observatør. Han er ikke en gnaven kritiker, som står i ét hjørne af sproget og vrænger af et andet, men en bevidst orkestrator, som formår at vinkle sproget i en rytmisk strøm.

Llambías skifter hele tiden mellem forskellige niveauer og stemmer. Til tider tales der blindt ud af gængse antagelser og idealer, og andre gange træder Patricias nådesløse oprør ind. Det er et stort og klart balancearbejde, som giver bogen styrke i kraft af den præcision, der arbejdes med.

Et ben i begge verdener
Patricia er betydeligt mere velreflekteret end 16-årige er flest, og nærmere end at være en egentlig teenager repræsenterer hun som figur vel overgangen fra barn til voksen, stående med et ben i begge verdener og døren åben. Hun kan stadig se udgangspunktet, og hun kan se, hvad de voksne er viklet ind i. Hun er et slags medie for forfatteren, som på den måde kan tale fra et centralt brydningspunkt.

Den vrede, aggressivitet og barskhed, der ligger i hendes stemme er et vigtigt element. Hendes foragt for voksenverdenens idealistiske blindhed er nøgen og brutal, og hele det kraftfulde udtryk, som Patricia har, bruger Llambías til at udtrykke sig gennem.

Hun er rasende som en bombe på tærsklen til de voksnes verden, og ved hjælp af hendes pubertære kompromisløshed ser vi problemstillinger, som er så vedkommende, at bogen kommer til at virke som et nødvendigt og absolut velgørende knockout.



* * *

 
Teksteksempel


Uddrag fra Pablo Llambías' ... rasende ...:

– Patricia?
... åh, lad være, Pepe ... lad være med at forsøge ... at lægge din hånd på min arm ... det er ynkeligt ... det er ikke til at holde ud at se på ... lad være med at ydmyge dig på den måde ... det ser frygteligt grimt ud ... den måde, du forsøger at få det til at se naturligt ud ... den måde, du bevæger din hånd ned mod mig ... som om det var noget, du gjorde hver dag ... som om du hver dag og med en hyggelig gestus lagde hånden på min arm, før du skulle til at sige noget ... som om det overhovedet var noget, der kunne lade sig gøre ... uden at tænke over det ... nu fører du din hånd ned mod min arm ... du er frygtelig bevidst om, at din hånd er på vej ned mod min arm ... du følger den for hver centimeter, den tilbagelægger gennem luften ... det gælder om at koordinere bevægelserne rigtigt ... sørge for at tage farten af på de rigtige tidspunkt ... sådan fører man en hånd ned mod en arm ... først lidt hurtigt og henkastet, dernæst, når den nærmer sig, lidt langsommere og indfølt ... til sidst ... ja, der findes ikke noget til sidst ... det ved du godt, Pepe ... du ved det så frygteligt godt, men du lader, som om, du ikke ved det ... du lader, som om der findes et sidst, et slutmål for hånd mod arm, for hud mod hud ... et sted, hvor bevægelsen naturligt hører op og bliver til stasis ... det er dét, du tror ... tror på ... det er præcis dét, du gør ... har tømret broen så fast, at du tror, den findes mellem din tro og virkeligheden ... at det virkelig er muligt at lægge en hånd mod en arm ... og ikke blot få det til at se ud, som om man gør det ... lægger en hånd mod en arm ... det handler om ... det handler om at standse bevægelsen på dette rette tidspunkt ... sørge for, at hånden ligger tættest muligt mod armen ... lige netop i den brøkdel af en millimeter, der ikke længere lader det afgøre, hvorvidt hånden rent faktisk berører eller ej ... i det uafgørlige punkt gående mod det absolutte nul, hvor det optisk gøres plausibelt, at hånden berører armen ... hvor det ser acceptabelt ud ... det sted, hvor det lige netop matcher den bro, du har i hjernen, Pepe ... broen mellem hånd og arm, broen mellem tro og virkelighed ... klask, formoder jeg, at det siger, når det hele falder i hak ... når det for dig ser ud, som om du er en far, der bekymrer sig om sin datter ... at du er en far, der sidder ved hendes side og forsøger at indgyde livsmod ... gennem denne forbindelse, der ikke er der, gennem den hånd, der ikke ligger på hendes arm ... og som hun mest af alt afskyr ... for dens forløjethed ... for dig ser det helt rigtigt ud ... det er dét, jeg hader dig for ... det er dét, som du plager mig med ... forløjethed, som du ønsker, at jeg skal acceptere ... hvad er det, du ønsker for din datter ...
– Jeg vil, at du skal have det godt.
... åh, Pepe ... det er dog utroligt ... lige om et øjeblik løfter jeg min arm en smule ... lige om lidt løfter jeg min arm en smule, for at hele din salgstale skal falde til jorden uden en lyd ... det er ikke, fordi jeg vil hævne mig på dig ... det er, fordi jeg ikke har andet valg ... jeg kan ikke tage imod det, du tilbyder mig ... det vil lige præcis sanktionere det, som jeg i forvejen er ... en skygge af et liv ... denne bekræftelse kan jeg ikke tage imod ... derfor gør jeg det, som jeg gør lige nu ... hæver min arm en smule ... så man kan se ... så du kan se ... og så jeg kan se ... at din hånd synker en lille smule ind i min arm, førend du reagerer på det, der er ved at ske ... manglende koordination ... upræcis sammenføjning ... i de par sekunder, der går, før du erkender, at jeg har løftet min arm, at jeg ikke overholder den uskrevne aftale, der betyder, at man er to om at være bevidst om at holde den korrekte afstand, usynlig og gående med det absolutte nul ... i den korte tid, der går, mens din hånd synker ind i min arm ... for enhver person er det nu tydeligt, at det hele blot er aftalt spil ... et rænke spil ...
– Åh!
... udbryder Pepe ... slutreplik ... han rejser sig og går ... såret ... ked af det ... vred ... på Patricia ... over, at hun ikke vil spille med ... over, at hun ikke i det mindste vil give det en chance ... hun forstår ikke ... Pepe forstår ... det hører sig til i hans alder ... han har forstået livet ... han er ærgerlig over, at det ikke lykkedes ham at formidle budskabet til sin datter ... den datter, der ligger i sin seng og kigger efter ham, mens han går ... Patricia har taget en beslutning ... Patricia vil have det sjovt ...


[NB! Teksten er fra s. 54-58. Opsætningen kan være lidt anderledes end i bogen.]

[ t o p ]       [ h j e m ]