Maja Lucas debuterer overbevisende med en samling forstemmende, men helstøbte og dirrende tekster.

ANMELDELSE: Er der et jeg til stede i denne tekst? Spørgsmålet slår én under læsningen af Maja Lucas prosabog Jegfortællinger, som jeg da også indbildte mig hed Jegforestillinger. Men nej, fortællinger er det altså. Af et gennemgående, men meget diffust jeg, der i bogens sidste prosaskitse Jeg afgrænser sig selv som summen af sine kropslige kendetegn.

Jeget er en ung kvinde, der ud over sin krop nok har nogle forestillinger om sig selv, sine drømme og relationer, men som i høj grad lader sig definere af blikke udefra og tilfældige stemninger, og som trods sit savn efter intimitet hele tiden holder en distance til andre mennesker. Den afsluttende kropslige afgrænsning er derfor måske et første skridt på vejen til at definere sig selv som sig selv og dermed også vove at række ud efter andre.

Generationsopgør
Bogen falder i fem dele, nogle er løseligt centreret om en bestemt oplevelse, men delene binder sig også sammen på tværs. Fortælleren besøger en læge både i 1. og 4. del. Første gang med hypokondriske smerter i knæ og ben, anden gang beklager hun sig over orgasmebesvær, hvilket lægen ganske håndfast undersøger. Lægebesøgene handler begge gange mest om opmærksomhed, mens det sidste også forbinder sig med kvindens forskellige, erotiske forbindelser med ældre mænd, der både udstiller den ældre generations behov for uforpligtende behovsopfyldelse og fortællerens manglende evne til at mærke sig selv og sige fra.

Som portræt af den generation, der i dag er i tyverne, former Jegfortællinger sig nemlig også som et opgør med forældregenerationen, de forkætrede og forkælede 68'ere. Kvindens forældre fremstår selvoptagede og mindst lige så berøringsangste som hun selv, travlt som de har med deres egne projekter, mens det er farmoderen, der står for et lille glimt af menneskeligt nærvær og intimitet. I den lille, sorgdryppende Mint, der afrunder bogens anden del om farmorens sygdom og død, brydes fortællerens distancerede stil da også – og i én lang sætning frisættes al den voldsomme vrede, sorg, lyst og længsel, som sproget ellers holder i stram tøjle.

Hårdkogt minimalisme
Lucas fortæller ikke, men registrerer nærmere forløb, der ikke nødvendigvis har en pointe, men indfanger stemninger og følelser ved at vende, dreje og fundere over banale situationer som fx i Der er ikke noget mærkeligt i det om den erotiske energi mellem elev og yoga-lærer. Hvad kvinden kan få ud af lærerens hånd på sin hofte, er ikke småting. Misforstå mig ikke. Der er ikke tale om chiclittet pludren, men nærmere hårdkogt minimalisme. Lucas sprog er så nøgternt, at man næsten holdes væk i strakt arm, ligesom fortælleren holder sig to skridt fra både sig selv og andre, og samtidig drages af alt det usagte, der lurer mellem de knappe linjer.

Lucas har måske ikke så meget sort humor, som man fx finder hos beslægtede forfattere som Helle Helle og svenske Mirja Unge. Til gengæld dirrer hendes tekster som deres af en uudtalt, eksistentiel længsel, og hendes lakoniske tristesse emmer af en så bandsat desperation over tilværelsens ulidelige lethed, at man ikke går uberørt gennem mødet med hendes portræt af en generation, der næsten intet vover og derfor næsten intet vinder.