Vor anmelder følte sig underholdt af Marklund og Pattersons fælleskrimi. Samtidig sad han tilbage med en flad fornemmelse.

ANMELDELSE: Under et besøg i et kunstgalleri gjorde en af mine kunstnervenner mig opmærksom på farerne ved formel dygtighed, der ofte ved nærmere eftersyn viser sig at dække over mangel på engagement og indre nødvendighed. Det gælder naturligvis ikke blot for de visuelle kunstarter, men også for musik og litteratur.

Marklund og Pattersons Postkortmorderne er en meget dygtigt udført kriminalroman, som desværre også tjener som illustration af min vens påstand.

Heldigvis oplever man mest dygtigheden under selve læsningen; men fraværet af et påtrængende kunstnerisk, altså menneskeligt, anliggende bliver hængende som en lidt flad fornemmelse, så snart man er færdig med bogen.

Man kender forbryderne
Handlingen er enkel til det uopfindsomme og et langt stykke hen ad vejen forudsigelig.

Unge nyforelskede par på (bryllups)rejse rundt om i Europa, i Madrid, Rom, Athen, Berlin, myrdes af to, ligeledes unge, charmerende psykopater.

Fra begyndelsen er vi på det rene med, hvem det er, som skærer halsen over på ofrene, mens de er slået ud af det bedøvelsesmiddel, de har fået indgivet med et glas af champagnen Moët & Chandon. Efter endt udåd sender morderparret et postkort til en udvalgt kriminalreporter sammen med et billede af den lokalitet, forbrydelsen er tænkt at skulle udspille sig i.

Dessie – en forkortelse for Desirée – Larsson er kriminalreporter ved det svenske Aftonposten, i bunden af hierarkiet og hakkeordenen, modtager et af mordernes postkort – og omtrent samtidig et besøg af en ansat ved NYPD, Jakob Kanon, der er i hælene på de to mordere, som har ombragt hans eneste datter.

Efter nogen forståelig tøven lykkes det Jacob at få et samarbejde i stand med Stockholms politi og at få Dessie godkendt som sin medarbejder. Og så går jagten ind.

Velsmurt og ubesværet
Fortællingens lineære forløb varieres kun af skift i fokusering: Snart er objektivet indstillet på Desirée og/eller Jacob, snart på morderparret, Mac og Sylvia. Men ellers er det lige ud af landevejen.

Forfatternes rutinerede dygtighed kommer først og fremmest til udtryk gennem det letflydende sprog, dialogernes utvungenhed og den ubesværethed, hvormed episode følger på episode.

Det velsmurte kommer også til udtryk ved, at alle genrens klichéer er bragt i spil og læsernes formodede fordringer er søgt imødekommet.

Dessie er som hentet ud af en manual for femikrimier: Hun er kvinde, hun er enlig og biseksuel – nys sluppet ud af et forhold til en kvindelig kollega – og ud af en uformuende familie. Og kæk, naturligvis.

Jacob på sin side er skildret som konventionen af mandlige detektiver med rødder tilbage til Raymond Chandler: suicidalt fortvivlet, sammenbidt, med ugegamle skægstubbe og krøllet tøj og stinkende af sved og whisky. Således får også den mandlige læser et identifikationsobjekt.

Naturligvis får Dessie ham vasket og barberet og udstyret med nyt tøj (klæder skaber folk) og selvfølgelig ender de som et elskende par – også dén læserforventning bliver tilfredsstillet! – og sidder ved boges slutning som samboende i et pænt kvarter af Brooklyn.

Ingen dybere forklaringer
Altså, jeg læste skam bogen i ét hug og følte mig rimelig godt underholdt og søvnløs. Men sad – som sagt i indledningen – tilbage med en flad fornemmelse.

Nogen dybere forklaring på, hvad der havde motiveret de to glatte overklassepsykopater til deres grusomhed, får man egentlig aldrig – udover at mordene er led i en slags kunstnerisk projekt. De fleste spørgsmål om opvækst, arveanlæg eller samfund glider af på denne professionelle teflonkrimi.