Indfølt historie

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en klog og berigende fortælling om en kvindes rejse ind i grænselandet mellem virkelighed og vanvid.

ANMELDELSE: Anne Lise Marstrand-Jørgensen har begået sin tredje roman. Bogen er et prægtigt lille studie i psykens uregelmæssigheder, men også en spændingsroman, som holder læseren vågen til ud på de små timer.

Marstrand-Jørgensen er blevet kaldt en af vore mest talentfulde forfattere. Men hun har ikke blot talent, hun folder det også ud i Ingen.

Knust glas eller kviksølv
Elisabeth er romanens hovedperson og jeg-fortæller. Elisabeth er et grænsetilfælde. Bipolar affektiv lidelse type II lyder diagnosen. Det er ellers gået rimeligt godt i nogle år. Det er lang tid siden, Elisabeth sidst var indlagt. Men nu er hendes kæreste, Otto, forsvundet. Det er ikke første gang. Denne gang lader det imidlertid ikke til, at han vender tilbage, og politiet efterforsker sagen.

Elisabeth trækker sig ind i sig selv. Elisabeth drømmer. Elisabeth foretager overspringshandlinger. Angsten sætter ind, og drøm og virkelighed, fortid og nutid flyder sammen. Hvem har gravet i Elisabeths have? Hvem har været i Ottos tomme lejlighed? Har Elisabeth selv noget at gøre med Ottos forsvinden? Er Elisabeths datter død eller levende? Elisabeths realitetssans forsvinder. Hun går i opløsning:

"Alene er jeg knust glas eller kviksølv. Jeg kan ikke holde sammen på noget, det er sandheden. Jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg har stumper af ham i mine lommer, så han må gå rundt og mangle noget, betragte sine hænder om en kaffekop eller sine skægstubbe i spejlet og undre sig over, hvor fremmed han er."

Stærk historie
Når Elisabeths historie i den grad sniger sig ind på læseren, er det naturligvis også fordi, vi vel alle har oplevet situationer, hvor vi tvivlede på vores egen virkelighedsopfattelse, hvor angsten gjorde os fremmede for os selv, og hvor vi ikke med sikkerhed kunne sige, hvad der var sandt eller falsk.

Romanen er holdt i et hverdagsagtigt sprog, og synsvinklen forbliver hos jeg-fortælleren, hvilket tillader forfatteren – og læseren – at komme helt tæt på Elisabeths vrangforestillinger. Marstrand-Jørgensen har valgt at lade fortællingens realplan og Elisabeths fantasier, drømme og erindringer flette sig ind og ud af hinanden. Denne organisering af stoffet har den effekt, at læseren, langt hen ad vejen, er lige så meget i tvivl om, hvad der er virkeligt eller ej, som hovedpersonen selv er det.

Beretningen om Elisabeths er så stærk og indfølt, at man ikke blot rives med af historien, men bagefter sidder med en følelse af at være blevet beriget og langt, langt klogere på de menneskelige virkelighedsdimensioner.