For at dæmpe utilfredsheden med et job i reklamebranchen stod Mathilde Walter Clark

NYE PROJEKTER: - Mathilde Walter Clark skriver for tiden bl.a. på novellerne Tingenes uorden. De er planlagt til udgivelse i september måned.

tidligt op om morgenen og skrev. I morgengryet kunne hun digte, lege og få idéer, uden at nogen blandede sig eller krævede et resultat. Morgensyslerne blev til den anmelderroste roman, Thorsten Madsens ego, der udkom i 2004.
    Vi har mødt 34-årige Mathilde Walter Clark og fået en snak om begrebet kreativitet og dét at få idéer...

– De fleste af os har flere idéer, end vi tror. Selv fik jeg idéen til min roman fra sætningen: "Jeg er Thorsten Madsens ego". Det var en virkelig sjov sætning, næsten verdens morsomste, da den indebar tanken om, at egoet kunne være et helt selvstændigt element i vores sind og kunne have egne planer med een. At vi måske kun var rene værtskroppe for egoets ambitioner.

– Sådanne små sætninger og idéer kommer til os hele tiden. Men det er vigtigt at have blik for dem som idéer, i stedet for bare at konstatere "nå, det var da en skæg sætning, som kom ind i mit hoved". Hvis man tager dem alvorligt og begynder at skrive på dem, sker det ofte de udvikler sig, siger Mathilde Walter Clarke.

Tidlig morgenskriver
– Jeg gik i gang med at skrive Thorstens Madsens ego, mens jeg arbejdede på et reklamebureau. Jeg var utilfreds med branchen og for at lindre det, begyndte jeg at stå tidligere op om morgenen og skrive en time.

– Jeg lavede en simpel regel for mig selv: at der skulle ligge et stykke tekst

» Jeg lavede en simpel regel for mig selv: at der skulle ligge et stykke tekst hver uge. «

hver uge. Det var lige meget, om det var et digt eller en novelle. Bare der lå noget færdigt. Så kunne jeg lege inden for det univers. Når jeg så mødte på arbejde, havde jeg egentligt lavet det, som jeg syntes var sjovt – og kunne godt lave en led reklame for fx en ble uden at føle, at jeg missede noget i livet. Romanen om Thorsten Madsens ego var bare ét af de projekter, som foregik om morgenen inden arbejdstid.

Det mærkelige ved mennesket
Thorsten Madsen kan ikke score kvinder, lyver for familien og har ingen venner. Det hænder, han får et glimt af, at han burde få et rigtig liv. Men hans egos næsten selvstændigt kørende direktør-ambitioner driver ham til at fortsætte.
    Det er en splittelse, der optager Mathilde Walter Clark:

– Hvad er det, der gør, man handler forkert – selvom man er fuldt bevidst om det? Noget af det mest mærkelige ved at være menneske, er at man er i stand til netop at træffe dét valg. Hvor mange gange dagligt gør man ikke ting, man udmærket godt ved, er forkerte? Vi gør det jo alle. Og hvordan kan det være, at man udmærket er fuldstændig klar over, man handler forkert? Det er sindssygt underligt og kan give stof til mange tanker.

Uden for ordene
Thorsten Madsen møder måske kærligheden til slut i bogen og begynder at træffe nogle andre valg end de sædvanlige. Men er der andre løsninger end at leve i nuet, dufte til blomsterne og søge kærligheden?

– Ja, men jeg tror, at de løsninger ligger et sted uden for ordenes område, og derfor er svære at beskrive. Sidder man og læser hele verdenslitteraturen, er disse ting forklaret med mytiske fortællinger, som i virkeligheden afspejler vores bevidsthedsstruktur. Alle kulturer har en betegnelse for det. Mere jordnære personer ville nok kalde det moral eller samvittighed. Andre bruger betegnelser som et højere selv eller sjælen. Men i al fald: Der er et andet sted...

– De fleste mennesker kender det sikkert fra sig selv. De har måske oplevet et øjeblik af, at alle begrænsninger pludseligt er forsvundet. Alt bliver en kort stund en enhed og der er ikke dualitet, angst eller en underlig trækken i hver sin retning. Det er en oplevelse, der i princippet er utroligt svært at beskrive. Men har man mødt det sted én gang, er fornemmelsen til stede i kroppen.

– Egentlig er det vel umuligt at forklare... Jeg har haft oplevelser af stedet. Men det skægge er jo, at dét sted, hvor der er enhed, ja, det er ikke er nogen særlig god historie. Alle historier handler i virkeligheden om det helt modsatte. Nemlig, at noget er ubehageligt, og man vil et andet sted hen, eller leder efter noget andet.

Demokrati og kreative udskejelser
Mathilde Walter Clark har forladt reklame-branchen igen. Hun driver nu sit eget firma, Øverste Etage, som sælger idéer.

Hvordan er forskellen på at lave det, man skal – og så det, man gerne vil?
– Kreativitet er noget af det mindst demokratiske, som findes. Demokrati og alle slags kreative udskejelser hører ikke sammen. Men problemet med reklamebranchen er, at man er nødt til at have en slags demokrati med i processen, fordi så mange mennesker er involveret.

– Og det er jo den diametrale modsætning til skaben, der mest er et enheds-glimt: Man ser noget i et glimt – dét vil man så gerne forfølge og føre ud i livet. Uden diskussioner

» Når man vil komme ind på en idé, må man stille sig selv lidt til side... «

eller at være nødsaget til at retfærdiggøre sig overfor nogen.

– Når man vil komme ind på en idé, må man stille sig selv lidt til side, for at den kan komme til at udtrykke sig selv. Så sker der et eller andet. Man tænker måske først "nej, det var ikke lige det...". Men så er det man vil forcere, og så går det jo som regel skævt. Af og til må man nøjes med at konstatere, at nu vil det altså sådan og sådan... og så acceptere, at man ikke forstår, hvad det er, der sker.

– Langt senere får man så svaret på sit hvorfor, fordi det kommer til at gå op i en højere enhed. Kreativitet er på mange måder i virkeligheden en øvelse i ikke at ville noget med noget.

Tydeligt, når man bokser
Det lyder svært ikke at bokse eller gå i dialog med idéerne?
– Ja, og det lyder mærkeligt – men sådan er det. Da jeg sad og redigerede i manuskriptet til Thorsten Madsens ego, kunne jeg tydeligt se, hvornår det var, jeg boksede... Alle de ting skulle bare ud, fordi det skingrede i ørerne. En idé har sit eget naturlige flow, og det kommer man ofte til at ødelægge.

– Man må respekterer idéerne og ikke blande sig for meget og føre sig selv på banen. Det var på sin vis en meget underlig oplevelse at sidde og læse og rette manuskriptet igennem. Fordi man løber over sætningerne, som jo er ens egne. Men hver gang jeg ville blande mig, kunne jeg høre mig selv – og det har jeg været nødt til at skære ud.

Det banker på flere steder
Det lyder lidt syret...
– Faktisk ikke. Når man sætter sig ned for fx at skrive, kommer der et flow eller en strøm, som historien selv har. Egoet har sin egen stemme. Jeg tror, at der er nogle historier derude, som vil fortælles – og så opsøger de simpelthen nogle mennesker, som vil fortælle dem. Hvis de mennesker bliver alt for ivrige og gerne vil blande sig og vil noget, så…

Hvad sker så? Går historierne et andet sted hen?
– Ja, jeg har virkelig på fornemmelsen, at det er sådan. Kigger man op gennem verdenshistorien, er mange idéer kommet til flere mennesker samtidig. Fx matematiske idéer eller tekniske opfindelser. Pludselig banker det på flere steder samtidig, og så er det bare et spørgsmål om, hvem der kan få dem ført ud i livet.

– Jeg forestiller mig, at der er en masse idéer, som bliver kastet ned, og så går der en masse mennesker rundt med en tragt på hovedet – og ting dumper ned i tragten. Dem, som bokser mindst med idéerne og bare modtager, er så også dem, der får dem ført ud i livet. Idéerne er meget levende, når de ligger oppe i tragten, og det er svært at hugge dem ud i sten.

Nyd selve processen
– At ville skrive en fantastisk bog, er jo at bokse i en ekstrem grad. Det kan godt være, at det, som er røget ned i din tragt, er, at man skal skrive et læserbrev til lokalbladet om, at de sviner nede ved 7-Eleven. Det kan

»Man vil gerne skrive en stor, fantastisk roman, og i virkeligheden kommer der måske kun et lille halvdårligt digt.«

også være, man i en periode skal komponere musik. Det er noget med at stille sig selv lidt til side, og lade det komme, som skal komme.

– Jo mere, man vil have noget, jo mere flytter det sig. Det skal nok finde vej. Nogle gange er det noget andet end det, man tror, man gerne vil have – så kommer det bare i en anden form. Man vil gerne skrive en stor, fantastisk roman, og i virkeligheden kommer der måske kun et lille halvdårligt digt. Så må man i den sidste ende bare nyde selve processen, slutter Mathilde Walter Clark.