Når lysten slipper op

Det skulle grueligt meget igennem, Højholts efterladte og ufærdige roman-manuskript, før det nu endelig kan udkomme. Optakten med pengeskabstyveri og to forsvundne kapitler er en bedre krimi værdig. Men nu ligger det der – og ligner et litterært testamente, hvor Højholt skræller alt væk og til sidste lader os synke ned i lystens morads.

ANMELDELSE: Det ligner en kriminalhistorie, når man kigger nærmere på omstændighederne for udgivelsen af Per Højholts tredje og sagnomspundne roman om Hans Henrik Mattesen.

I pressemeddelelsen får man historien om, hvordan romanen skulle have bestået af 5 kapitler, men fordi ukendte indbrudstyve havde held med at stjæle et pengeskab fra Højholts datters bolig, så forsvandt noterne og udkastene til de sidste to kapitler. Derfor må vi i dag nøjes med en roman på de tre kapitler, som forlagets redaktør havde nået at få kopieret.

Objektivt set er det naturligvis ærgerligt, men læser man romanen, især set i lyset af hele Højholts forfatterskab, dvs. som det definitive, i hvert fald definitivt sidste, litterære testamente fra Højholts side, så kan man imidlertid komme stærkt i tvivl, om der egentlig mangler noget? Naturligvis er romanen et fragment, men spørgsmålet er, om den ikke er et bevidst fragment ligesom Auricula? Højholt er ikke typen, der efterlader en nøgle, som åbner alle døre, snarere en type der efterlader nøgler, som åbner en række døre, men altid uden at åbne den sidste, apropos blindgyder i forfatterskabet.

Åbenlys kritik af metaforen
Der er flere ting, der peger på, at romanen er tænkt som et litterært testamente. I første kapitel hører vi om Hans Henriks far, Ole, der lever et forholdsvist stilfærdigt liv på landet, men så tager fanden ved ham og efter en række tilfældige opslag i et leksikon, får han harvet, gravet og sået én af sine marker således, at ordet "Acerbus" fremtræder for de få personer, der har mulighed for at læse marken fra oven. Det latinske ord skulle betyde noget i retning af hård eller bitter. Men Ole efterlader denne kryptiske skrift skrevet direkte i naturen til sin søn, der vender hjem og bosætter sig på gården efter faderens dødsfald.

Sønnen, finder vi ud af, kommer hjem fra et opgivet teologi-studium i København, og han forsøger sig med forskellige udkast og forsøg udi forfattergerningen. Kun et par af disse udkast hører vi mere til, og de citeres direkte i bogen. Denne skrift, som Hans Henrik producerer, minder i mistænkelig grad om noget, Højholt selv kunne have skrevet andetsteds. Fx når vi hører om, hvordan:

"Gud er alle mennesker. Han gav sig så aldeles hen i skabelsesværket at hans hele væsen undslap ham og uigenkaldeligt fortabte sig i værket, i os og verden, – den ubestemmelige aura med hvilken alle ting møder os, når vi eftertrykkeligt er til. Resten er: Vi var godt på vej med Babelstårnet, da han genkendte sig selv i vores værk, anede faren og i panik krydsede vore planer før vi selv nåede at forstå dem. Det var først da han blandede vore tungemål og adspredte os, at det gik op for os at vi havde overvurderet ham, og da var det for sent. Men han glemte latteren, den har vi stadig fælles og den dag vi bliver enige om at le samtidig og ad ham sletter vi ham af hans værk. Fra da af vil der ikke være mere at le ad, men indtil da er latteren det eneste sted hvor vi kan møde ham på så lige fod at vi kan gribe efter herredømmet."

Senere indeholder Mattesens skrifter udsagn om så højholtske emner som metaforen og parodien. Bl.a. hedder det: "Metaforen er Guds bolig iblandt os, det er i den han er gået under jorden og virkeligheden er hans gidsel". Vi har naturligvis hørt en lignende kritik af metaforen før i Højholts værker, men aldrig er denne så åbenlyst blevet knyttet sammen med teologien, som her i romanen om Mattesen.

Vader ind i Duchamps værk
Den sidste del af kapitel tre har jeg læst før i en løsrevet sammenhæng, idet det tidligere har været trykt i et tidsskrift. Da jeg læste det i sin tid tænkte jeg, at det næsten var for meget, forfatterens liderlighed udstillet, fordi det handler om Hans Henrik som voyeur. Han betragter den lokale badenymfe Elly Marcussen, mens hun udfolder sig selv og sine ynder i en sø nær Mattesens markskel.

Dengang fattede jeg ikke sammenhængen, som i dag står klarere. Beskrivelsen af Hans Henriks voyeurisme henviser i den grad til Marcel Duchamps store efterladte værk Étant donnés, både den måde som Elly beskrives på og det landskab, som hovedpersonen betræder. Hans Henrik vader således direkte ind i Duchamps værk, og han kopulerer endda med pigen gentagne gange, den pige man er tilskuer til, når man gennem et par huller kigger ind i Duchamps hemmelighedsfulde værk og bliver afsløret som voyeur.

Men det ekstra lag, der er, og som jeg på sin vis er ved at udfolde her, er, at vi som læsere jo også er voyeurer, især hvis man betragter bogen som et nøglehul ind i forfatterskabet, og det er der alle mulige gode grunde til at gøre. Det vidste Højholt, og det udnytter han.

Højholts allegori om Højholt
Den direkte kobling af Duchamps efterladte værk med Højholts eget leder i den grad læseren i den retning, at Højholt på flere måder har tænkt bogen om Mattesen, som en form for litterært testamente. Men det gælder også far/søn-temaet, der sagtens kan læses som en historie om et lærer/elev-forhold inden for kunstens område. Det samme kan Hans Henriks ansættelse på skolen i Løgumkloster-egnen i øvrigt også i forhold til Højholts efterfølgere.

Med andre ord så kunne romanen i sin helhed læses som en form for allegori over Højholts eget forfatterskab og forfatterskabets betydning, og om hvordan Hans Henrik langsomt lærer at bevæge sig udover faderens markskel og præcis dér bliver iagttager af badenymfen, der vækker mindelser om Duchamps værk.

Derudover er der Hans Henriks forsøg på en opklaring af mysteriet om faderens skrift på marken, som man uden tvivl kan læse en del spidsfindige pointer ud af. Det vil jeg undlade her. Hellere vil jeg pege på, at bogen bestemt er en nødvendighed i forhold til forfatterskabet som sådan, og at det er dejligt, at den nu foreligger, uanset formen og forhistorien.

Det litterære testamente
Det er karakteristisk, hvordan Højholt i sit senværk bevidst og på flere måder har arbejdet med sit litterære testamente. Det sker ikke kun i romanen her, men i særdeleshed også i Auricula. Men hvor Auricula mere er en kortlægning af, hvordan der er blevet hørt i Højholts forfatterskab, der er Hans Henrik Mattesen en kort- eller udlægning af, hvordan der er blevet set.

Man får ikke forklaret alt, hverken her eller i Auricula, men Højholt lægger en del spor ud. Begge bøger er en art punktum i forhold til forfatterskabet, men et punktum der på flere måder er uudgrundeligt eller under alle omstændigheder meget dybt. Bemærkelsesværdigt er det dog, at Højholt med udgangen af Mattesen-bogen lader os synke ned i lystens morads. Vi kan som læsere stille alle mulige flotte teorier op, vi kan se spor af Duchamp, læse fantastiske og forunderlige udredninger af forholdet mellem Gud og metaforen, men når alt kommer til alt, så er der kun lysten tilbage og uden den intet værk.

Højholt har påpeget dette før i artiklen Nærvær og tydelighed – synspunkt på mit forfatterskab, der findes i Stenvaskeriet, men med bogen om Mattesen fremstår det desto mere tydeligt. Det gør fragment-formen for både denne roman og Auricula tankevækkende. De er via deres form begge en påpegning af, at lysten slipper op, og når den slipper op, så er der ikke længere noget værk. I sig selv er det måske den mest profane måde at afslutte et forfatterskab på, og om muligt mere profant end de teorier, bogen ellers opstiller omkring metaforen og Gud, der til en vis grad stadig lider under eller gør sig afhængig af disse, godt nok med negative fortegn, men alligevel. Med lysten er det en anden sag, og det ved Højholt.