Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 7.9.2004
[Opdateret d. 11.4.2009]

ANMELDELSE
Klaus Rifbjerg:
Mojácar
Miniaturer
[Fotografier af Georg Oddner]
128 sider
Kr. 250,-
Gyldendal
Udkommet 6. september 2004

 

Af
Ulf Joel Jensen



 
Omslag til bogen. Foto: Georg Oddner.

NAT
Lydløst og klart som om dagen driver landskabet forbi under månen. Hunden kommer uventet og pludseligt. Dens rasende fart gennem gruset tager kalken af væggen. Så er den væk. Hjertet skælver som kviksølv, flyder gennem skoddens sprækker og forener sig med natten. Ingen kan sove før om lidt.
Det sidste tekststykke i Klaus Rifbjergs Mojácar. Miniaturer

Georg Oddner [født i 1923] er en af svensk fotografis grand old men. Mest kendt for sine sort/hvide reportagefotografier – billederne i Mojácar er dog i farver – var han i 50'erne med til at danne skole for de næste generationer af svenske fotografer med dannelsen af gruppen "Ti fotografer".

Oddner har selv beskrevet sit fotografiske virke på følgende måde: "Som en vanddråbe hører sammen med havet, hører øjeblikket sammen med evigheden. Jeg tager billeder for at betragte og beholde et stykke tid. Altså et øjeblik at vende tilbage til…"






*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Rifbjergs seneste digtsamling Pap – "Lort og lagkage, skidt og kanel, blandet sammen i en stor cementblander og klasket op på siderne...". Også andre links til spændende sider om Rifbjerg.

Læs Senturas anmeldelse af Griberen i rugen [Forbandede ungdom], der netop er nyoversat af Rifbjerg – "Holdt over for den gamle oversættelse, så løfter Alphahannen faktisk bogen."


 

Livstykker fra Spanien

Rifbjerg er igen-igen på banen med en bog. Men denne er ikke blot en ny i den endeløse række fra en af Danmarks flittigste forfattere: Den skiller sig ud som værende ikke bare god – men aldeles fremragende i sin fotografisk præcise sansning af hverdagen i Rifbjergs spanske eksil, Mojácar…

Jeg har det sådan lidt uldent med bøger, der blander billeder og tekst. Det bliver lidt vanskeligt at hitte ud af, hvor man skal forankre sin koncentration. Og hvordan de to udsagn forholder sig til hinanden: Sidder jeg og læser billedtekster – eller er det tvært i mod illustrationer, jeg kigger på? Eller er de, som det i hvert fald hævdes i de fleste udgaver af den kunstneriske foto-tekst konstellation, sidestillede? Lige vigtige?

Som sagt: Jeg har det lidt svært med det. Ikke kun med at veje de to størrelser mod hinanden – men også med at gennemskue, hvorfor det nu er, de to ting overhovedet skal stykkes sammen.

Stilstanden under huden
I det aktuelle tilfælde har Rifbjerg leveret tekst – mageløs vidunderlig tekst – og Georg Oddner billeder – fine, sine steder virkeligt fine, billeder – til den fælles bog "Mojácar. Miniaturer." Det virker, som om Oddners billeder er supplementet hér. Ganske vist kunne genrebetegnelsen "miniaturer" godt dække over både foto og tekst – og gør det vel også et eller andet sted – men dels er der langt flere tekster end billeder i bogen, og dels præsenteres bogen på forsiden som Rifbjergs værk – med fotos af Oddner.

Men derudover er der ingen forklaringer til billederne. Ingen antydning af sammenhængen med teksterne. Ingen angivelser af, hvad det er tanken, vi skal stille op med dem. Hvorfor de overhovedet er med… Man kunne forestille sig, at de havde tjent til Rifbjergs inspiration – men i så fald må det være inspirationen i at se sin hjemegn gennem en fremmeds øjne, der er tale om, for Mojácar er identisk med Rifbjergs spanske eksil.

Og måske er det derfor, fordi han efterhånden kender denne by, denne egn, denne spanske sindstilstand under huden, at miniaturerne, de skrevne af slagsen, er så usædvanligt gode.

Små store mesterværker
Det er vanskeligt at runde teksterne uden at stange en sammenligning med Hemingway ud: Vi ser den spanske tilværelse udefra. De fleste af tekststykkerne fremstår som små billeder (endnu en grund til at undre sig over, hvorfor Oddners fotografier overhovedet er med i denne bog), detaljerede still lebens af mennesker, by, natur, vejr…

Men på trods af de nærmest klinisk præcise registreringer, opstår der alligevel sanselighed, seksualitet, sensualitet. Liv. Og død. Morskab. Og sorg. Der er en tydelig fascination af det grimme og det smukke. Det levende og det døde. Det voldsomme og det nærmest stillestående. Men fascinationen er underlig splittet: På én gang fremstår det frydefuldt og næsten modstræbende.

Som man forhåbentlig kan fornemme, når Rifbjerg langt rundt på de 128 små sider. Bogens første tekst hedder Morgen, den sidste hedder Nat. Det er så ét af sporene i bogen; en spadseren gennem dagen i det spanske. Sine steder slentrende – andre steder mere jagende. Det er ikke helt umuligt og heller ikke helt langt ude i skoven at løfte dette spor til også at gælde en livscyklus, hvor den tilstundende nat til slut betegner den kommende afslutning på et liv. Et andet spor i teksterne er ganske enkelt ankomsten, indrykningen til det spanske sommerhus; som sagt starter vi med teksten Morgen, den næste hedder Kærlighed (og der runder Rifbjerg både den fysiske såvel som den metafysiske af slagsen), den tredje hedder Arbejde – og første herefter, i nummer fire, når vi til den spanske hverdag med teksten Antonio Maria: Vi skal lige derned, vågne op, kysse lidt, arbejde – og så kan vi udforske nabolaget…

Det er faktisk lige før, at jeg fristes til at sige, at Rifbjerg ikke alene når det hele i Mojácar – han når langt mere end det. Min eneste indvending mod bogen er egentlig Oddners billeder: Uagtet deres egne kvaliteter og indbyggede skarphed, så forekommer de overflødige – nærmest lidt i vejen – i denne sammenhæng, hvor læseren har alt nok at gøre med at følge med Rifbjergs små store tekstlige mesterværker.

[ t o p ]       [ h j e m ]